Mads Ananda Lodahl er født og opvokset i Herning i en efter eget udsagn arbejderklassefamilie, hvor BT var det, man læste. At være anderledes og skille sig ud fra normen i Herning i 1990’erne var ikke nemt. Lodahl er blevet chikaneret, overfaldet og det, der er værre i barndomsbyen, fordi han er bøsse, alligevel er det især ensomheden, han fremhæver som det sværeste. Han siger: ”Ensomheden var det mest smertefulde. At jeg ikke kunne være med til det, som alle mine klassekammerater var så optaget af: Det med at have kærester, opleve sex, stå og kysse med sin kæreste ude i regnen foran skolen, når man havde fri. Ting, som det ville have stærke konsekvenser for mig at gøre, men som jeg i øvrigt heller ikke havde nogen, jeg kunne gøre det med.” (Anja Bech Spillemose: Han vil ødelægge den heteroseksuelle verdensorden. Kristeligt Dagblad, 2013-08-26).
Men noget godt var der i Gjellerupskole i Herning, hvor Lodahl gik. En engageret dansklærer. Han støttede Lodahl i at skrive, læste hans digte og gav feedback og har ifølge Lodahl en andel i, at han blev forfatter.
Lodahl er uddannet folkeskolelærer fra Zahles Seminarium, men har aldrig arbejdet som lærer. Da han flyttede fra Herning til København, blev han en del af forskellige aktivistmiljøer, hvor han mødte andre, der også oplevede ikke at passe ind i de trange normalitetskrav. Han har studeret queerteori på Københavns Universitet og holdt foredrag på skoler, gymnasier og andre steder om seksuelle og kønslige minoriteter og deres historie. Han har også skrevet for Information, været rådgiver hos Sex & Samfund og arbejdet som receptionist i sexklubber for mænd i København og Berlin.
Hans første selvstændige bogudgivelse er digtsamlingen ”Deler blod med myg” (2017), og i 2018 udgav han essaysamlingen ”Upassende Opførsel - 100.000 ord imod Den Heteroseksuelle Verdensorden”. Derudover har han bidraget til flere novellesamlinger og til den seneste udgave af ”Kvinde - Kend din krop” i kapitlet om seksualitet. Han har med andre ord beskæftiget sig med køn, seksualitet og magt det meste af sit voksne liv både som aktivist, terapeut, foredragsholder og forfatter. I dag bor han i København efter i flere år at have været bosat i Berlin.