Édouard Louis er for den politiske åre i sit forfatterskab og høje røst i offentligheden blevet sammenlignet med den franske forfatter Émile Zola (1840-1902). Louis blander sig ofte i politiske debatter og lever på mange måder op til Georg Brandes’ ideal fra det moderne gennembrud om, at kunsten og litteraturen skal sætte problemer under debat.
Selv udpeger han William Faulkner, Toni Morrison, James Baldwin og den franske filosof Didier Eribon som litterære forbilleder. (Ane Farsethås: The State of the Political Novel: An Interview with Édouard Louis. The Paris Review, 2016-05-03).
I samme interview nævner Louis også Karl Ove Knausgårds og nobelprismodtageren Svetlana Aleksijevitjs måde at udfordre romanens præmis om fiktion på. Louis’ autofiktion skabte da også som for eksempel Knausgårds røre, da han debuterede med ”Færdig med Eddy Bellegueule”.
Louis’ behandling af vold som noget, der er indlejret i samfundet, og som nedarves gennem generationer, udspringer af sociologen Pierre Bourdieus tanker om vold. Om det har Louis i et interview sagt: ”Når du udsættes for endeløs vold i en enhver situation, ethvert øjeblik af dit liv (…), ender du med selv at reproducere det mod andre, i andre situationer, med andre midler.” (Garth Greenwell: Growing Up Poor and Queer In a French Village. The New Yorker, 2017-05-08. Egen oversættelse).
Louis’ romaner fra udkanten af samfundet kan sammenlignes med danske Thomas Korsgaards romantrilogi om Tue, ”Hvis der skulle komme et menneske forbi” (2017), ”En dag vil vi grine af det” (2018) og ”Man skulle nok have været der” (2021). Korsgaard var som Louis i starten af tyverne, da han debuterede med en roman med selvbiografiske træk om at vokse op med en spirende homoseksualitet i økonomisk og kulturel fattigdom. Morten Papes ”Planen” (2015) og Yahya Hassans digtsamling ”YAHYA HASSAN” (2013) foregår også i miljøer langt væk fra store dele af det litterære miljøs linse, hvor vold og kriminalitet trives. Men den vrede, man finder i for eksempel Hassans digte, er markant mere kontrolleret hos Édouard Louis. Selv om han også peger på samfundets skyld, søger han altid at forklare, hvorfor det i nogle sociale grupper er lettere at tale med tæsk end ord. Når Louis udpeger uhensigtsmæssig og skadelig adfærd, følger der altid et forsøg på en forklaring af, hvor i samfundets strukturer vreden opstår.
”Hvem slog min far ihjel” kan sammenlignes med den ligeledes homoseksuelle amerikanske forfatter Maggie Nelsons ”Argonauterne” (2019). I begge bøger trækker forfatterne citater fra andre forfattere og intellektuelle ind som supplement til fortællingerne, som udspringer af deres eget liv.
I 2021 udgav Glenn Bech sin debutroman ”Farskibet”, der deler flere temaer med Louis’ værker: den giftige maskulinitet, det snærende klassesamfund og den internaliserede vold.