Ved at udtale det indskrev de det i mig som et stigma – et af disse mærker, grækerne brændte eller skar ind i afvigere og samfundsskadelige individer. Umuligt at slippe af med igen. Forbløffelsen overrumplede mig, selvom det ikke var første gang, nogen sagde sådan noget til mig. Man vænner sig aldrig til krænkelse.”
I den nordfranske landsby, hvor Édouard Louis’ debutroman ”En finir avec Eddy Bellegueule” (”Færdig med Eddy Bellegueule”, 2015) udspiller sig, taler rigtige mænd med næverne. Her er bøsse et skældsord, og selv kvinderne praler af at have store nosser. Romanen bygger på Louis’ opvækst i Frankrigs rådne banan og på hans uopnåelige forsøg på at undslippe de rygter om homoseksualitet, der gennem hele opvæksten klæbede til ham, og ønsket om at passe ind i omverdenens idealer for en ’rigtig mand’.
46530608
Romanen er delt i to. I første bog følger man skoledrengen Eddy. Gennem hans hverdag løber en rød tråd af vold – fra de to drenge, der dagligt tæsker ham i skolen, over den institutionaliserede vold, som mændene omkring ham udøver over for hinanden, til de verbale slag, Eddy konstant må tage imod fra sin omgangskreds. Han har ’manerer’, som familien siger: Han er flamboyant, taler i en høj tone og gestikulerer voldsomt, og for disse sociale afvigelser må han bøde.
Eddy fornemmer selv, at han ikke passer ind, men han forstår ikke og undertrykker sin homoseksualitet langt ind i anden bog, på trods af at hans begær vækkes i en seksuel leg med kammeraterne – konsekvent skrevet i kursiv for at understrege forskellen på Eddy og de andre drenge. Nok lykkes det Eddy at slippe væk fra det bogstaveligt talt rådne hjem, men et efterskrift røber, at følelsen af fremmedhed ikke er så let at komme af med.
Den selvbiografiske roman fortælles i første person af en ældre Eddy. Det er en velreflekteret og moden mand, der i et ofte præcist og sagligt og dog også humoristisk sprog forsøger at forklare det sociale brakvand af fattigdom, snæversyn og fremmedhad, han voksede op i omkring år 2000. Det er et miljø, der for mange læsere hører en anden tid til, så man glemmer let, at fortællingen faktisk finder sted i en meget nær fortid. Derfor virker det næsten chokerende, når eksempelvis en mobiltelefon dukker op.
Édouard Louis gør i ”Færdig med Eddy Bellegueule” brutalt op med en familie og en omverden, der nok ønsker, men er ude af stand til at acceptere ham. Han forstår, at de blot kopierer sociale mønstre nedarvet i generationer, men det er alligevel drengen med en tyk spytklat løbende ned ad kinden, der står tilbage.