Édouard Louis’ bøger udspringer alle direkte af hans eget liv. ”Færdig med Eddy Bellegueule” handler om hans opvækst og identitetskrise som homoseksuel dreng i et machosamfund, mens ”Voldens historie” undersøger det drabsforsøg, han i 2012 blev udsat for. Det kan kaldes autofiktion, for selv om der er massive overlap med virkeligheden, er begge bøger litterære i deres form og tone. Om blandingen af virkelighed og fiktion har Louis’ udtalt: ”Da jeg skrev bogen [”Færdig med Eddy Bellegueule”, red.], ville jeg fortælle sandheden om det liv, der bliver levet. Den usynlige verden. Ikke ved at sammenblande grænsen mellem liv og fiktion, men ved at gøre det modsatte: at få sandheden om det sociale liv til at nærme sig litteraturen, gennem det sprog der faktisk tales.” (Matthias Dressler-Bredsdorff: Litterær sensation beskriver virkelighedens usynlige verden. Politiken, 2015-02-01).
Sproget spiller en helt særlig rolle for Louis, både som redskab til at give oversete miljøer og klasser en stemme og i en mere eksistentiel forstand. I ”Voldens historie” stiller han skarpt på, hvordan sprog og tid spiller ind på vores opfattelse af handlinger og hændelser.
Louis’ uddannelse inden for sociologi skinner tydeligt igennem, og problemerne i hans bøger bliver altid anskuet både politisk og akademisk. Særligt drejer hans bøger sig om social arv og samfundets reproduktion af voldelig adfærd. For ham er vold, had og snæversyn noget, der nedarves gennem generationer, og det er denne kæde af vold gennem historien, han med sine bøger ønsker at gøre opmærksom på. I ”Hvem slog min far ihjel” er den politiske indignation særligt tydelig, og især bogens tredje del fremstår som et angreb på eller opråb til Frankrigs politikere.
Endelig er seksualitet et gennemgående træk i Louis’ romaner. ”Færdig med Eddy Bellegueule” viser en ung dreng, der bliver bekendt med sin egen homoseksualitet, hans forsøg på at overkomme den og passe ind i en udpræget maskulin verden. I ”Voldens historie” findes der både passioneret homoseksuel sex og dens diametrale modsætning, samt politiets mistænkeliggørelse af et homoseksuelt offer for en voldtægt. Nok er unge Eddy blevet til Édouard og flyttet til det frisindede Paris, men fordommene lever stadig, og dem bruger Louis litteraturen til at udpege.