I ”Qui a tué mon père” fra 2018 (”Hvem slog min far ihjel”, 2019) vender Édouard Louis retur til barndomsbyen Hallencourt, som man hører ham flygte fra i ”Færdig med Eddy Belleguele”. Efter flere år i Paris langt væk fra sin fars og de andre mænd i landsbyens machokultur vender han hjem for at besøge faren.
Det er ikke den stærke, Pastis-drikkende og grove far fra barndommen, han møder, men en fysisk nedbrudt mand, der efter en arbejdsulykke er tæt på at være blot en skygge af sig selv. ”Du kan ikke køre bil længere uden at du udsætter dig selv for fare, du må ikke længere drikke alkohol, du kan ikke tage et brusebad eller gå på arbejde uden at løbe en enorm risiko. Du er ikke meget over halvtreds. Du tilhører den kategori af mennesker som politik forbeholder en tidlig død.”
46484215
Sådan står der allerede på side 11, og citatet slår bogens to hovedtemaer an. Udover at være en forsoning med faren, hvor der for en gangs skyld er plads til ømhed fra begges side, er bogen også et brutalt politisk opråb fra Louis’ side. I bogens første og anden del nærmer forfatteren sig sin far gennem erindringer fra barndommen – dem, der har sat ar, men også de få sprækker i farens hårde skal, hvor kærligheden til sønnen kunne sive ud. Louis’ baggrund som sociolog træder her tydeligt frem, når han undersøger de sociale strukturer, som faren har været fanget i, og som til dels undskylder hans tarvelige og psykisk skadelige opførsel over for hans feminine søn.
I bogens tredje del træder sociologen Louis til side, og den politisk oprørte Louis overtager. Det er en skinddød version af sin far, Louis møder, da han genser ham. Titlen på bogen er ikke et spørgsmål – han ved nemlig godt, hvis skyld det er, at hans far er så godt som død, nemlig de franske politikere, som gennem de seneste årtier har gjort vilkårene for landets underklasse stadigt sværere: ”Macron, Hollande, Valls, El Khomri, Hirsch, Sarkozy, Bertrand, Chirac. Historien om din lidelse bærer navne.” (s. 68).
Bogen er skrevet til faren i du-form, og udspringer lige som ”Færdig med Eddy Bellegueule” og ”Voldens historie” direkte fra forfatterens eget liv. Der er dog sket en bevægelse væk fra det fiktionaliserede og mod det mere dokumentariske.