Aktuelt værk: Kollaps

Citat
”… jeg kender den så godt, den glæde som drenge som min bror føler når de begår overgreb, letheden de bliver opfyldt af når de konstaterer at deres bytte sidder i saksen, og at det lider, det er den samme ophidselse der viste sig i ansigtet på drengene i skolen når de slog mig og kaldte mig klamme svans ...”
”Kollaps”, s. 97.

Édouard Louis’ storebror døde som 38-årig efter en livslang alkoholafhængighed. I tiden efter hans død forsøger lillebror Édouard at stykke en historie sammen om, hvem broren var og hvorfor han blev, som han gjorde. Det er rammen for Édouard Louis’ roman ”L’Effondrement” fra 2024 (”Kollaps”, 2025), der foregår i et fremadskridende spor, fra fortælleren en tidlig morgen bliver ringet op af sin mor, der fortæller, at broren er død, til de primære begravelsesforberedelser er klar. Ind mellem er der 16 såkaldte kendsgerninger, der rummer episoder og oplysninger fra brorens liv, ligesom der er tekstpassager af reflekterende og erindrende karakter: noter, bemærkninger og udskrifter af samtaler med flere af brorens kærester.

141246208

Tilsammen tegner der sig et billede af en sammensat personlighed, som allerede tidligt i barndommen udviste reaktioner på, at hans biologiske far forlod ham, og at hans stedfar ­– fortællerens far – systematisk ­udsatte ham for vold. I sine teenageår begyndte han at lyve, stjæle og drikke, og som 20-årig flygtede han hjemmefra. I lange perioder var han væk, og når han kom hjem, var det for at fortælle om de store drømme, der matchede det fattige liv så dårligt, og måske var det, der endte med at slå ham ihjel: Drømmen om lykke, rigdom og kærlighed, som hverken familien eller samfundet formåede at understøtte. I hjerteskærende scener hører vi om faderens skånselsløse ydmygelser, om moderens medløberi og om vold, utroskab og invaliderende alkoholisme i hans kærlighedsrelationer.  

Fortælleren reflekterer, også med blik til anden litteratur om sorg og melankoli, over, hvad der skaber et menneske. Om det Sår, broren brugte som forklaring på sin elendighed, var medfødt eller påført; om nogen mennesker vælger at stå uden for tiden i selvvalgt lidelse. Med forfatter Anne Carsons ord har vi brug for historier om hinanden, og ”Kollaps” er en lillebrors forsøg på at skrive en historie om den bror, han slog hånden af, 10 år før han døde. Også i denne roman interesserer Louis sig for, hvilken betydning klasse har for ens muligheder i livet, og han undersøger atter den nedarvede vold og de mekanismer, der gør voldsoffer til voldsudøver.