Tomas Lagermand Lundme er født 20. maj 1973 og opvokset på Amager. Hans mor er pædagog og faren elektriker, og han har to mindre søskende, hvoraf lillesøsteren er hjerneskadet. Tomas Lagermand Lundme lærte venstrefløjens politiske grupperinger og græsrodsbevægelser at kende i barndomshjemmet, og han har selv været aktiv i besatte huse og i Ungdomshuset på Jagtvej – og senere i forskellige LGBT+-sammenhænge. Han havde en svær og turbulent barndom, ungdom og tid som ung voksen, hvor han led af anoreksi, selvskade og destruktiv adfærd. Emner, som han har beskæftiget sig med i mange af sine bøger.
I 1998 debuterede Tomas Lagermand Lundme med den lille punktroman ”forhud” efter at have skrevet, siden han var 12 år: ”Jeg begyndte selv at skrive bøger, fordi jeg manglede bøger om at være mig. Jeg kunne kun finde noget om piger, der havde det på den måde. Ikke noget om drenge. Jeg manglede også ordentlig litteratur om det at være homoseksuel. Jeg sprang selv ud som bøsse i 1980’erne, hvor det at være bøsse nærmest lød, som om man stod med et ben dinglende i graven og i morgen skulle dø af aids.” (Anna Møller: Interview med forfatteren. 2019-11-07). Indtil han var 20 år, skrev han hver dag, og den produktivitet går igen i det omfangsrige forfatterskab. Siden 1998, hvor han blev færdiguddannet fra Forfatterskolen sammen med bl.a. Lars Frost, Pejk Malinovski og Anne-Cathrine Riebnitzsky, er der udkommet langt over 30 teaterstykker, YA-romaner, voksenromaner, digte og børnebøger. I 1998 blev forfatteren gift med journalist, børnebogsforfatter og underholdningschef på DR, Jan Lagermand Lundme (f. 1969).
Ved siden af fiktionen har Tomas Lagermand Lundme skrevet artikler til Information, essays samt haft flere radioprogrammer på Radio24syv, ligesom han har taget en billedkunstuddannelse ved Det Kongelige Danske Kunstakademi. Han har udstillet flere steder og lavet både grafiske arbejder, performances og fotos, og ligesom i sit forfatterskab bruger han også i billedkunstens verden sin egen personlige historie.