Tomas Lagermand Lundmes debutroman ”forhud” (1998), der i 2014 udkom i en revideret udgave med lyrisk forord af forfatteren Bjørn Rasmussen (f. 1983) og efterord af forfatteren Henrik List (f. 1965), foregår i et hårdt miljø med gensidig udnyttelse, trækkerdrenge og dominans. Her er de unge drenge ’hvalpe’ og de granvoksne mænd ’køtere’, og gennem en række flashbacks og nutidige scener følger vi en ung mand.
I nutiden er han i et masochistisk forhold med en mand, der kaldes Uniformen, selvom vennen Stefan råder ham til at tænke mere på sig selv: ”Stefan forbyder mig at se ham. Han tørrer mine sår og renser mine hænder. Vi står i supermarkedets kantine og høvler indkøbspriser med fyldte nattekurve. ”Han fratager dig ansvaret for din krop, smukke,” hvalper han mod mit øre” (s. 16).
51220102
I fortiden udnyttes han som barn af næsten alle mænd, han møder, også morens nye kæreste Journalisten og plejefaren, der kaldes Plejekoteletten. Moren selv drikker for meget, er hjælpeløs og har brug for jegets støtte, selv da drengen er barn. Hun har skiftende kærester og forbliver en usikkerhed i jegets liv.
I nutidsscenerne hvirvles jegfortælleren dybere ned i prostitution og bliver stofmisbruger, mens sproget bliver klippet op til små glimt: ”Dope, lokummer, cafeteriapikke. Tiden er økonomisk. * Cellerne fyldes af de aflagte materiebohemer. De puler, selvom de ikke må” (s. 75). Stefan, der ellers har været stor som en bodybuilder, bliver syg og tynd som en synål, og jeget bliver indlagt, hvor mormoren Marie kommer og besøger ham.
”forhud” ender med en drømmeagtig passage, hvor Uniformen skydes i hovedet, og jeget svæver væk. Den er en af de mest eksperimenterende bøger, Tomas Lagermand Lundme har skrevet, og både de syrede drømme og rå og ubærlige flashbacks er beskrevet i et stærkt lyrisk sprog gennemsyret af begær og destruktionslyst.