Genrer og tematikker

Tomas Lagermand Lundme har skrevet autofiktion gennem store dele af sit forfatterskab, og i ”En rigtig kærlighed” udspiller sig bl.a. følgende dialog mellem kæresteparret: ””Du skriver ikke flere bøger om os, vel?” ”Nej, nej,” siger jeg og krydser fingrene på ryggen. Nej, nej.” (”En rigtig kærlighed”, s. 27). Den sidste ’nej, nej’-bemærkning er netop afslørende, for den foregår ikke i dialogen, men kommer fra fortællerstemmen. Og dermed holder jeget ikke sit løfte til sin kæreste om ikke at skrive flere bøger om dem.

Autofiktion som genre blev for alvor et fænomen med udgivelsen af Karl Ove Knausgårds (f. 1968) seks bind store epos ”Min kamp” (2009-2011). Inden da havde Knud Romers (f. 1960) ”Den som blinker er bange for døden” (2006) betydet et vendepunkt for den danske autofiktion, der havde ulmet i flere år. Det er naturligvis ikke nyt, at forfattere bruger sig selv i deres forfatterskab, men at der bliver brugt så meget af det, man kalder ’hovedstolen’, har ikke været så udbredt før i tiden. Med hovedstolen menes forfatterens egen personlige historie og liv. I Tomas Lagermand Lundmes tilfælde har temaerne i høj grad været det unge menneskes udfordringer. Identitet, seksualitet, destruktiv adfærd, svigt, begær, usikkerhed og ensomhed løber som stærke tråde gennem mange bøger, ligesom han i høj grad tager problematikker fra LGBT+-personer op.

I de ca. 20 år, der er gået fra debuten ”forhud” til ”En rigtig kærlighed”, er der samtidig sket en stor udvikling i Tomas Lagermand Lundmes måde at skrive på. Hvor debuten var udpenslende, syret og voldsom i sine beskrivelser af både hårde miljøer og af selvdestruktionens natur, tager ”En rigtig kærlighed” fat på de gennemgående temaer på en anden måde. Her giver ensomhed og en hård barndom sig ikke til udtryk i fysisk selvskade eller trang til at blive nedværdiget, snarere vokser sorg og skrøbelighed frem i stille realistiske passager. Den naive fortæller, der ofte føler sig malplaceret i sociale sammenhænge, er usikker og mange steder hjælpeløs, og derfor fremstår de voldelige passager senere i bogen desto mere voldsomt.

Tomas Lagermand Lundme skriver realisme, men bruger ofte et lyrisk sprog med mange sansebeskrivelser. Han har en gennemgående sorthumoristisk tone og fremstiller bl.a. kunstmiljøet på en satirisk måde i begyndelsen af ”En rigtig kærlighed”. I romanerne giver hans forkærlighed for drama sig til udtryk i mange replikker og i brugen af scener, hvor den pågældende bogs centrale temaer belyses. Dermed er det ikke plottet, der er i fokus, men snarere personkarakteristikken og miljøskildringerne. Man dykker helt ned omkring de psykologiske aspekter af at blive voksen, uden at der venter en plotmæssig forløsning for enden, og på den måde er Tomas Lagermand Lundmes romaner ikke klassiske ’coming-of-age’-litteratur.