Det er livets helt store dramaer, Tom Malmquist skriver om i sine værker: liv, død og kærlighed. Han maler de største følelser med den mindste pensel, og der er plads til læserens egne følelser og indlevelse i teksterne. Sorgen, som den skildres i ”Hvert øjeblik er vi stadig i live”, viser sig i handlinger, sansninger og betragtninger mere end i storladne udsagn om meningen med livet. Det er blikket på og duften af den dødes efterladte hår i hårbørsten, der gør sorgen mest påtrængende. Den vilde lykke over at være blevet far bliver tydelig, når han kigger på datterens hånd, der bevæger sig i søvne.
Om at skrive ud fra sanserne fortæller Tom Malmquist, at debuten, som han kalder en ”forlænget begravelsestale”, er inddelt i fem dele, en for hver sans: ”Hun er væk for altid, og det, der er tilbage, er de fysiske spor. Derfor var det vigtigt med sanserne: hendes lugte, hendes krop, hendes hår i børsten. Det er grundlaget for bogen, det realistiske, det naturalistiske, at jeg ser og mærker og lugter og skriver, snarere end at gengive abstrakter erindringer.” (Ika Johannesson: Efter katastrofen. Vi läser 4, 2015. Egen oversættelse).
I samme interview fortæller Malmquist om forskellen mellem at skrive poesi og så arbejdet med sin første roman: ”Som lyriker er jeg vant til at skrive ud fra mit indre, finde ord eller billeder til en diffus følelse, et introvert og ret simpelt arbejde. Men nu har jeg forsøgt at skrive så upoetisk, jeg overhovedet kan. Jeg har søgt et sprog, som ikke skal skjule historien, som skal være så intensivt og usminket at jeg selv må klemme øjnene i, når jeg læser. Jeg har arbejdet meget med at finde en rytme, en balance mellem varme og kølighed. Her har jeg stolet på min musikalitet, jeg har lyttet til teksten snarere end læst den.” (Ika Johannesson: Efter katastrofen. Vi läser 4, 2015. Egen oversættelse).
Gennem begge romaner fortæller han om sin tid som ishockeyspiller og de maskulinitetsbegreber, der hænger uløseligt sammen med sporten og i idræt generelt – også i sportsjournalistikken, som hans far arbejdede inden for. Forholdet mellem far og søn er køligt og distanceret, og det er måske lige så meget en generationsting som en mandeting, at faderen ikke evner at udtrykke kærlighed og omsorg over for sin søn. De følelsesmæssige mangler, Tom er vokset op med, vil han for alt i verden ikke give videre til sin datter.
I ”Al den luft, der omgiver os” er det tydeligt, hvor ensomt og sårbart det er at stå udenfor fællesskabet. Hvor lidt der skal til, før man bliver alene. Og uden at blive polemisk eller skære problematikken ud i pap er det en kritik af et samfund, som reelt ikke kan rumme de lidt skæve eksistenser. Måske ikke af nogens onde vilje, men fordi samfundet er indrettet efter den gældende norm(al).