I hvert øjeblik er vi stadig i live

Citat
”Jeg vil gerne have at min kones fornavn og efternavn skal være min datters mellemnavne, Karin Lagerlöf skal indgå i min datters navn, Livia Karin Lagerlöf Malmquist. Det er jo kun Malmquist du har fået afslag på, siger hun. Men hvorfor? Der står a.p. her. Okay, og hvad betyder det? spørger jeg. Hun er placeret hos en anden, svarer hun. Det forstår jeg ikke, siger jeg. Det betyder, at hun er anbragt i en plejefamilie. Jeg er Livias far.”
”I hvert øjeblik er vi stadig i live”, s. 146.

I 2015 udkom Tom Malmquists opsigtsvækkende romandebut ”I varje ögonblick är vi fortfarande vid liv” (”I hvert øjeblik er vi stadig i live”, 2016), der blev nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris i 2016.

I jegform fortæller manden Tom sin utrolige og voldsomme historie: romanen begynder på et sygehus i Stockholm, hvor hans højgravide kæreste Karin er indlagt med influenzasymptomer og åndedrætsbesvær. Hendes tilstand forværres hurtigt, og lægerne beslutter at forløse fosteret ved kejsersnit. Karin når at hviske, at datteren skal hedde Livia, inden hun forsvinder ind i respiratoren og snart døden.

Tempoet i denne romanens første tredjedel er ekstremt højt og forpustet, og læseren skal hænge i med neglene for at kunne følge med i lægejargonen, de følelsesmæssige rutsjeture, presset fra bekymret familie og ikke mindst de kilometerlange gåture under sygehuset, frem og tilbage mellem neonatal og intensiv, mellem datter og mor, liv og død. Intet er for småt til at komme med i den detaljerige tekst: Toms sure tæer, svigermors godnatlæsning og hårfarven på de søde sygeplejersker.

52639123

Herefter falder romanen i tempo. Den ser tilbage på dengang, Tom og Karin mødtes og deres hverdage sammen med både dejlige og irriterende sider ved hinanden. Det er altså ikke et skønmaleri, Tom maler af deres forhold, det er kærligheden, som den var.

Samtidig fortæller han om dagene med Livia, om angsten og sorgen og om det absurde bureaukrati, der går i gang, da datteren juridisk set ikke har en far, da forældrene ikke var gift og ikke nåede at underskrive en faderskabserklæring. Til slut henvender han sig i du-form til Karin som en rørende afslutning på hele romanens endeløse kærlighedserklæring til hende.

Fortælleren har en yderst sanselig tilgang til både livet og døden. Det gør læsningen af romanen ekstremt voldsom, fordi de sansede erfaringer videregives så præcist. Følelser formidles i den intense dialogs lange, bølgende samtaler og i handlinger og observationer. Minderne om de døde ligger i tingene: Det sidste håndgribelige, der er tilbage og derfor ladet med betydning. En lille ugle under reolen, en hårbørste med Karins hår. Der er smerte og kærlighed i dette blik på tingene – og på datteren, hendes hænder, lyde og bevægelser. Den måde man kun kan kigge på, hvis man er forelsket eller forælder.