Signe Maxen er født i 1992 og opvokset i den sydsjællandske by Næstved som den mellemste af tre søstre. Som barn elskede hun at skabe sine egne historier og at leve sig ind i opdigtede universer. Ja, faktisk begyndte hun at lave bøger, inden hun overhovedet kunne skrive – bøgerne var blot fulde af volapykord. I et interview med Forfatterweb fortæller hun: ”Jeg tegnede og skrev rigtig meget. Jeg foldede en masse stykker papir og samlede dem til små bøger. Jeg tegnede forside og skrev bagsidetekst, og håndskrevne historier indeni, som jeg selv fandt på. Jeg skrev meget om blomster, superhelte og magiske talende dyr.” (Karina Søby Madsen: Interview til Forfatterweb, januar 2020).
Da Maxen kom i 7. klasse, stoppede hun dog med at lave historier og fokuserede sin energi på skolen. Efterhånden voksede en samfundsfaglig interesse frem – hun ville forstå, hvordan verden hang sammen – og derfor valgte hun efter folkeskolen at gå på handelsgymnasiet. Hun drømte om at blive samfundsfaglig journalist og søgte efter gymnasiet ind på journaliststudiet i Odense, men blev ikke optaget. Det var måske held i uheld, for i stedet for at storme videre i uddannelsessystemet, tog Signe Maxen et sabbatår, hvor hun igen fik lyst til at skrive og læse skønlitteratur, og langsomt indrømmede hun over for sig selv, at hun gerne ville være forfatter. Hun gik et halvt år på skrivelinjen på Testrup Højskole i foråret 2013, hvilket var afgørende for, at hun fortsatte med at skrive. Hun fortæller: ”På højskolen oplevede jeg, at mine tekster og min identitet som skrivende blev taget alvorligt. Det var rigtig afgørende for, at jeg fortsatte med at skrive.” (Karina Søby Madsen: Interview til Forfatterweb, januar 2020).
Signe Maxen startede efterfølgende på Danskstudiet på Københavns Universitet, og det var i den periode, hun begyndte at skrive på sin debutroman ”Sort galde”. Efter 1,5 år på universitetet tog hun en pause fra studiet og søgte ind på Forfatterskolen, men først året efter blev hun optaget. Da var ”Sort galde” allerede blevet antaget på Forlaget Rosinante.
Signe Maxen bor i København.