Signe Maxen

Signe Maxen er født i 1992 og opvokset i den sydsjællandske by Næstved som den mellemste af tre søstre. Som barn elskede hun at skabe sine egne historier og at leve sig ind i opdigtede universer. Ja, faktisk begyndte hun at lave bøger, inden hun overhovedet kunne skrive – bøgerne var blot fulde af volapykord. I et interview med Forfatterweb fortæller hun: ”Jeg tegnede og skrev rigtig meget. Jeg foldede en masse stykker papir og samlede dem til små bøger. Jeg tegnede forside og skrev bagsidetekst, og håndskrevne historier indeni, som jeg selv fandt på. Jeg skrev meget om blomster, superhelte og magiske talende dyr.” (Karina Søby Madsen: Interview til Forfatterweb, januar 2020).

Da Maxen kom i 7. klasse, stoppede hun dog med at lave historier og fokuserede sin energi på skolen. Efterhånden voksede en samfundsfaglig interesse frem – hun ville forstå, hvordan verden hang sammen – og derfor valgte hun efter folkeskolen at gå på handelsgymnasiet. Hun drømte om at blive samfundsfaglig journalist og søgte efter gymnasiet ind på journaliststudiet i Odense, men blev ikke optaget. Det var måske held i uheld, for i stedet for at storme videre i uddannelsessystemet, tog Signe Maxen et sabbatår, hvor hun igen fik lyst til at skrive og læse skønlitteratur, og langsomt indrømmede hun over for sig selv, at hun gerne ville være forfatter. Hun gik et halvt år på skrivelinjen på Testrup Højskole i foråret 2013, hvilket var afgørende for, at hun fortsatte med at skrive. Hun fortæller: ”På højskolen oplevede jeg, at mine tekster og min identitet som skrivende blev taget alvorligt. Det var rigtig afgørende for, at jeg fortsatte med at skrive.” (Karina Søby Madsen: Interview til Forfatterweb, januar 2020).

Signe Maxen startede efterfølgende på Danskstudiet på Københavns Universitet, og det var i den periode, hun begyndte at skrive på sin debutroman ”Sort galde”. Efter 1,5 år på universitetet tog hun en pause fra studiet og søgte ind på Forfatterskolen, men først året efter blev hun optaget. Da var ”Sort galde” allerede blevet antaget på Forlaget Rosinante.

Signe Maxen bor i København.

Hovedpersonen i Signe Maxens debutroman ”Sort galde” fra 2017 er den unge kvinde Signe, som ikke kan komme i gang med det voksenliv, hun står på tærsklen til. I romanens hovedspor er hun i gang med sit andet sabbatår efter gymnasiet, men både fysiske og psykiske smerter spænder ben for, at hun kan komme videre i sit liv.

Romanen er inddelt i tre dele, der alle har Signe som fortæller, og hendes fortællestemme er på samme tid fint registrerende og temmelig selvfornægtende. Første del giver et indblik i Signes liv og baggrund gennem Signes refleksioner over sin barn- og ungdom, og her får læseren et indtryk af Signe som en sårbar pige, der altid har følt sig anderledes. Det kommer blandt andet til udtryk ved, at hun konstant måler og vejer sig i forhold til sin et år ældre søster Fie, som hun samtidig føler sig dybt afhængig af. Et gentagent motiv er problemer med at forholde sig til sin krop – ikke mindst da den kommer i puberteten. Og da faderen får en kræftdiagnose, imens Signe går i gymnasiet, begynder kroppen for alvor at gøre knuder. Hun lider ifølge sine egne ord af ’sort galde’, der beskrives som en art melankoli og sorg.

53133088

I romanens anden del er Signe indlagt for anoreksi på et psykiatrisk center. Her tematiserer romanen primært sammenholdet mellem de indlagte og den afstand, de indlagte oplever til personalet. Tredje og sidste del beskriver Signes spæde forsøg på at finde fodfæste i livet efter at være udskrevet.

Romanen sætter vinduet på klem til et ungpigeliv ude af balance. Den skildrer et menneske, der lider under en grundlæggende følelse af at være forkert, og som for alvor kæntrer, da hun skal tage livtag med voksenlivet, alt imens faderen dør. Sorg og fortællerens følelse af at være isoleret og afskåret fra sin nære omverden er også helt central i værket, og samtidig bliver det tematiseret, hvordan svære følelser kan få et fysisk udtryk i form af kropslige smerter og manglende appetit. Således går Signe til mange undersøgelser hos diverse læger for at blive udredt for sine mavesmerter, indtil alt er udelukket – undtagen anoreksi.

Et andet tema er familiebånd og venskaber. Udover et afhængighedsforhold til søsteren Fie har Sara et idylliseret forhold til sin far og et problematisk forhold til sin mor, som hun mener, elsker Fie mest.