Signe Maxen
Foto: Lea Meilandt / Rosinante

Signe Maxen

cand.mag. Karina Søby Madsen, Bureauet, januar 2020.
Top image group
Signe Maxen
Foto: Lea Meilandt / Rosinante

Indledning

Kroppen er central i Signe Maxens forfatterskab. I debutromanen ”Sort galde” har en ung kvinde besvær med at rumme puberteten, og indgangen til voksenlivet giver benspænd, som indlejrer sig i kroppen som en spiseforstyrrelse. I ”Løberen” er hovedpersonen ulykkeligt forelsket i den unavngivne ’løber’, der symboliserer den perfekte krop, ja ligefrem det perfekte, konkurrencedygtige individ, som står i skarp kontrast til fortælleren. I det hele taget er der meget ungdommelig usikkerhed på spil, og det præsenteres alt sammen i et poetisk formsprog.

46429788

 

Blå bog

Født: 28. marts 1992, Næstved.

Uddannelse: Forfatterskolen, 2018.

Debut: Sort galde. Rosinante, 2017. Roman.

Litteraturpriser: Præmiering af Statens Kunstfond, Årets 10 bedste bøger 2019.

Seneste udgivelse: Løberen. Rosinante, 2019. Roman.

Inspiration: Bjørn Rasmussen, Kirsten Thorup, Helle Helle, Tove Ditlevsen samt japanske tegneserie og tegnefilm (animé-serier).

Artikel type
faktalink

Baggrund

”Jeg afskyr varme. Jeg trives ikke. Jeg føler mig afkræftet og smørdryppende (…) Løberens krop kan tilpasse sig alle klimaer, den er omstillingsparat og fleksibel. Løberens krop er hurtig til at aflæse og mærke, hvad der er bedst for den, hvad der er optimalt for den.”
”Løberen”, s. 59.

Signe Maxen er født i 1992 og opvokset i den sydsjællandske by Næstved som den mellemste af tre søstre. Som barn elskede hun at skabe sine egne historier og at leve sig ind i opdigtede universer. Ja, faktisk begyndte hun at lave bøger, inden hun overhovedet kunne skrive – bøgerne var blot fulde af volapykord. I et interview med Forfatterweb fortæller hun: Jeg tegnede og skrev rigtig meget. Jeg foldede en masse stykker papir og samlede dem til små bøger. Jeg tegnede forside og skrev bagsidetekst, og håndskrevne historier indeni, som jeg selv fandt på. Jeg skrev meget om blomster, superhelte og magiske talende dyr.” (Karina Søby Madsen: Interview til Forfatterweb, januar 2020).

Da Maxen kom i 7. klasse, stoppede hun dog med at lave historier og fokuserede sin energi på skolen. Efterhånden voksede en samfundsfaglig interesse frem – hun ville forstå, hvordan verden hang sammen – og derfor valgte hun efter folkeskolen at gå på handelsgymnasiet. Hun drømte om at blive samfundsfaglig journalist og søgte efter gymnasiet ind på journaliststudiet i Odense, men blev ikke optaget. Det var måske held i uheld, for i stedet for at storme videre i uddannelsessystemet, tog Signe Maxen et sabbatår, hvor hun igen fik lyst til at skrive og læse skønlitteratur, og langsomt indrømmede hun over for sig selv, at hun gerne ville være forfatter. Hun gik et halvt år på skrivelinjen på Testrup Højskole i foråret 2013, hvilket var afgørende for, at hun fortsatte med at skrive. Hun fortæller: ”På højskolen oplevede jeg, at mine tekster og min identitet som skrivende blev taget alvorligt. Det var rigtig afgørende for, at jeg fortsatte med at skrive.” (Karina Søby Madsen: Interview til Forfatterweb, januar 2020).

Signe Maxen startede efterfølgende på Danskstudiet på Københavns Universitet, og det var i den periode, hun begyndte at skrive på sin debutroman ”Sort galde”. Efter 1,5 år på universitetet tog hun en pause fra studiet og søgte ind på Forfatterskolen, men først året efter blev hun optaget. Da var ”Sort galde” allerede blevet antaget på Forlaget Rosinante.

Signe Maxen bor i København.

Sort galde

”At sidde og grine i en bobslæde mens man inde under skijakken havde bryster og hår under armene. Den kontrast mellem sindet og kroppen. En pinefuld adskillelse man var tvunget til at favne. Være i. Det var som om mit pigesind ikke ville blive klar til den kvindelige krop.”
”Sort galde”, s. 18.

Hovedpersonen i Signe Maxens debutroman ”Sort galde” fra 2017 er den unge kvinde Signe, som ikke kan komme i gang med det voksenliv, hun står på tærsklen til. I romanens hovedspor er hun i gang med sit andet sabbatår efter gymnasiet, men både fysiske og psykiske smerter spænder ben for, at hun kan komme videre i sit liv.

Romanen er inddelt i tre dele, der alle har Signe som fortæller, og hendes fortællestemme er på samme tid fint registrerende og temmelig selvfornægtende. Første del giver et indblik i Signes liv og baggrund gennem Signes refleksioner over sin barn- og ungdom, og her får læseren et indtryk af Signe som en sårbar pige, der altid har følt sig anderledes. Det kommer blandt andet til udtryk ved, at hun konstant måler og vejer sig i forhold til sin et år ældre søster Fie, som hun samtidig føler sig dybt afhængig af. Et gentagent motiv er problemer med at forholde sig til sin krop – ikke mindst da den kommer i puberteten. Og da faderen får en kræftdiagnose, imens Signe går i gymnasiet, begynder kroppen for alvor at gøre knuder. Hun lider ifølge sine egne ord af ’sort galde’, der beskrives som en art melankoli og sorg.

53133088

I romanens anden del er Signe indlagt for anoreksi på et psykiatrisk center. Her tematiserer romanen primært sammenholdet mellem de indlagte og den afstand, de indlagte oplever til personalet. Tredje og sidste del beskriver Signes spæde forsøg på at finde fodfæste i livet efter at være udskrevet.

Romanen sætter vinduet på klem til et ungpigeliv ude af balance. Den skildrer et menneske, der lider under en grundlæggende følelse af at være forkert, og som for alvor kæntrer, da hun skal tage livtag med voksenlivet, alt imens faderen dør. Sorg og fortællerens følelse af at være isoleret og afskåret fra sin nære omverden er også helt central i værket, og samtidig bliver det tematiseret, hvordan svære følelser kan få et fysisk udtryk i form af kropslige smerter og manglende appetit. Således går Signe til mange undersøgelser hos diverse læger for at blive udredt for sine mavesmerter, indtil alt er udelukket – undtagen anoreksi.

Et andet tema er familiebånd og venskaber. Udover et afhængighedsforhold til søsteren Fie har Sara et idylliseret forhold til sin far og et problematisk forhold til sin mor, som hun mener, elsker Fie mest.

Løberen

”Jeg ved ikke, hvad jeg tænker, da løberen og jeg har sex i hans stue. Måske er jeg angst for, at hans underbo kan høre os. Måske er jeg bange for, at løberen og jeg aldrig skal dele et hjem. Måske er jeg bange for at få blå mærker. Måske er jeg helt opslugt nu og her. I dette øjeblik.”
”Løberen”, s. 52.

Signe Maxens kortroman ”Løberen” fra 2019 handler om den unge Sara, der forelsker sig hovedkulds i ’Løberen’ efter at have set ham i butikken Foot Locker. Derefter opsøger hun i desperation stadion hver aften for at få et glimt af ham.

Romanen består af en lang række tekststumper – nogle gange ikke længere end en sætning, andre gange fylder de en hel side – der minder om poetiske dagbogsskriverier og som giver indblik i Saras følelsesliv og handlinger.

Omdrejningspunktet i romanen er Saras forestillinger om Løberen, og selv da Sara indleder et forhold til ham, forbliver han et abstrakt begreb – som en ren og skær personificering af det ’gode’, lykkelige liv. Han får aldrig et navn, men bliver konsekvent betegnet som Løberen. Han fungerer således som en art personificering af det uopnåelige: af den perfekte, sunde krop, der altid kan præstere. Samtidig bliver hun i mødet med ham stadig mere uperfekt i sit forsøg på at holde på sig selv.

46429788

Hun bliver forstoppet, og maven svulmer op, og da hun får menstruation, tør hun ikke sige det (eller er det en hævn for hans manglende engagement?), så han opdager det først, da hans ansigt er indsmurt i blod – og hun flygter. I sit kejtede forsøg på at fremstå perfekt sætter hun en barriere op for det forhold, hun påstår så inderligt gerne at ville have. Samtidig bliver Løberen mest af alt en rød klud, hun kan kaste i ansigtet på sig selv som en bekræftelse af, at hun ikke er god nok, ikke er værd at elske.

Løberen modsvares i romanen af veninden Minna, der lider af gigt og har konstante smerter, som gør hende grådlabil og lettere uomgængelig.

Romanen tematiserer, hvordan forestillinger nogle gange kan flytte ind i hovedet og fylde så meget, at de skygger for virkeligheden. Saras forelskelse er en slags vrangforestilling, som flyder ud over virkeligheden og skygger for den. Forelskelsen har intet hold i virkeligheden, men er en ren og skær forskydning. Man kan tolke den således, at det er konkurrencestatens værdier, der har taget bolig i Sara, som konstant dvæler ved, hvad det perfekte liv er – nemlig den sunde og raske løbende krop, der konstant kan præstere.

Genrer og tematikker

Signe Maxen debuterede i 2017 med en tekst betitlet ”Min forfærdelige barndom”, der indgik i forfatterkollegaen Christina Hagens værk ”Jungle”. ”Min forfærdelige barndom” består af en række tekster, hvoraf nogle er skrevet på receptblok – som for at understrege det sygelige. Resten er skrevet som korte dagbogslignende sekvenser, men alle har de det til fælles, at de beskriver et barn i svære og uhåndterbare situationer. Det er eksempelvis barnets oplevelse af en solsort, der er fanget i et jordbærnet, og en tur på toilettet netop som familien kommer og synger fødselsdagssang. Men mest af alt fylder forholdet til moren, som lider af depressioner og gigt, og som lader fortælleren – barnet – få alt for meget ansvar.

Allerede i debutteksten beskæftiger Signe Maxen sig med den tematik, der bliver central i hendes to første værker; nemlig kroppens uregerligheder og uregelmæssigheder, og deraf beslægtede temaer som det syge over for det raske. I ”Min forfærdelige barndom” er det særligt moderkroppens uregerlighed, læseren møder, og den bliver især stærk, fordi den skrives frem med barnets øjne. Teksten er skrevet med et barns blik, hvilket understreges af, at den er fuld af stavefejl og forkortede ord som ’ku’ eller ’sku’.

I såvel ”Sort galde” som ”Løberen” beskæftiger Signe Maxen sig også i høj grad med kroppens uregerlighed, og ikke mindst i ”Løberen” kontrasteres det raske legeme konstant med det sygelige repræsenteret ved Løberen på den ene side, Sara midt imellem og Minna på den anden. Den skrøbelige psyke er endvidere et essentielt emne, som Maxen ikke mindst belyser ved at sætte spotlys på unge kvindelige karakterer, der vakler på vej mod voksenlivet.

I ”Min forfærdelige barndom” introducerer Maxen endvidere svære familie- og søskendeforhold, som tages op igen i ”Sort galde”, ligesom der introduceres en uopnåelig forelskelse – her i form af ”Svømmeren”, der kan ses som en forløber for ”Løberen”.

Skriftmæssigt excellerer Signe Maxen i poetiske, korte afsnit, der vekselvirker mellem tankestrøm og dialog, og romanerne befinder sig et sted mellem kortroman, lyrik og dagbog.

Beslægtede forfatterskaber

Der går en tråd fra Signe Maxens forfatterskab tilbage til Tove Ditlevsen. Begge skildrer de det skrøbelige (pige)sind, ligesom ensomhed, melankoli, sorg og isolation er emner, der går igen hos begge forfattere. Også sygdom er et centralt tema hos begge – ikke mindst er psykisk sygdom et tilbagevendende tema hos Ditlevsen, der særligt skriver emnet frem i romanen ”Ansigterne”.

Psykisk sygdom er for alvor begyndt at få en plads i litteraturen de seneste år, og her kan det være relevant at drage paralleller mellem Signe Maxen og forfattere som Sara Stridsberg (”Beckomberga”, 2014), Bjørn Rasmussen (”Pynt”, 2013), Delphine de Vigan (”Alt må vige for natten”, 2015 og ”Dage uden sult”, 2017) samt Karen Fastrup (”Hungerhjerte”, 2018). I et interview med Forfatterweb fortæller Signe Maxen, at hun er inspireret af Bjørn Rasmussen, og at hun er meget glad for dennes roman ”Pynt”. Inspirationen herfra er da også tydelig, og tematisk hænger den tæt sammen med ”Sort galde”. Begge steder er det et sårbart pigesind, der er i centrum, ligesom anoreksi og traumatiske familierelationer og tab er det.

En anden forfatter, der kan være relevant at sammenligne med, er Amalie Smith. Hendes værk ”I civil” (2012) og Maxens ”Løberen” skildrer begge den glødende forelskelse, ligesom de begge berører forholdet mellem det raske og det syge.

Signe Maxen fortæller til Forfatterweb, at hun tidligere blev inspireret meget af ting, hun læste, men at hun i dag er mere optaget af at se ting. Hun siger:

»Jeg er optaget af at se alt fra film og serier til kollagekunst. Jeg er meget optaget af Japan og japansk kultur og popkultur. Jeg læser mange manga-tegneserier og ser rigtig mange animé-serier – altså japanske tegnefilm som serier. Det visuelle udtryk og de mere modige og syrede historier fascinerer mig. Ikke mindst deres desperate og uskyldige og fuldstændig besatte tilgang til kærlighed og forelskelse. Det inspirerede mig meget til energien og handlingen i Løberen.” (Karina Søby Madsen: Interview til Forfatterweb, januar 2020).

Bibliografi

Romaner

Maxen, Signe: Sort galde. Rosinante, 2017.
Maxen, Signe: Løberen. Rosinante, 2019.

Om forfatterskabet

Artikler

Maxen, Signe: Måske er jeg det de kalder heartbroken.
Artikel i Kulturo, årgang 24, nr. 46. 2018.

Kilder citeret i portrættet

Søby Madsen, Karina: Interview til Forfatterweb, januar 2020.