karen fastrup
Foto: Morten Holtum

Karen Fastrup

Cand.mag. Karina Søby Madsen, iBureauet/Dagbladet Information. 2008. Opdateret af Karina Søby Madsen, Bureauet, januar 2019.
Top image group
karen fastrup
Foto: Morten Holtum

Indledning

Karen Fastrups psykologiske romaner tager læserne med ind i sindets krinkelkroge og tilbage i romankarakterernes barndomsuniverser for at forstå deres problemfyldte liv. Personerne er ofte på dybt vand som Karen i den autofiktive roman ”Hungerhjerte”, der i forlængelse af et kærlighedssammenbrud får en psykiatrisk diagnose, og som må dykke ned i sin fortid for at få fodfæste i livet igen. I det hele taget er karaktererne fulde af revner og sprækker, som de må undersøge, udforske og gøre op med for at forstå sig selv og leve deres liv fuldt og helt.

54597320 

Blå bog  

Født: 8. juli 1967 på Askov Højskole.

Uddannelse: Litteraturvidenskab ved Københavns Universitet, hvor hun mangler at skrive specialet, og en uafsluttet uddannelse ved Forfatterskolen i København. Oversætter.

Debut: Brønden, Rosinante, 2000.

Litteraturpriser: Arbejdslegater fra Statens Kunstråd og Statens Kunstfond. Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat, 2007. 'Hungerhjerte' er præmieret af Statens kunstfond som et værk af særlig høj kunstnerisk kvalitet i 2019.

Seneste udgivelse: Hungerhjerte. Gyldendal, 2018. Roman.

Inspiration: Kerstin Ekmann og Terje Vesaas.

 

Artikel type
voksne

Baggrund

“Harun passede cisternen, og det gjorde han nidkært. Hver dag kravlede han ned i den med en spand fæstnet til sit bælte. Han kendte stenene og vidste præcis, hvor han skulle sætte fødderne. Jo længere han kom ned, jo mere iltfattig blev luften. Og ofte lå vandspejlet lavt, ikke langt fra jordens midte, forekom det Harun.”
“Mine syvogtyve sansers elskede”, s. 7.

Karen Fastrup er født den 8. juli 1967 på Askov Højskole, hvor hendes far, som var cand.mag. i musik og nordisk filologi, var ansat som lærer. Da Karen Fastrup var godt 1 år, døde hendes bror, og det satte dybe ar i familien. I 1972 tog faderen – sammen med en gruppe tidligere kolleger – initiativ til at bygge Kolding Højskole. Imens faderen havde fuld fart på højskoleprojektet, uddannede Karen Fastrups mor sig til pædagog og blev leder af  en børnehave.

Familien flyttede aldrig ind i den nybyggede højskole, men overtog i stedet en nedlagt gård i nærheden af Kolding. Her boede Karen Fastrup fra hun var otte år sammen med sine forældre, en søster og bror til hun blev student fra Kolding Gymnasium i 1986.

Efter afsluttet studentereksamen drog Karen Fastrup til København, og i 1988 begyndte hun at læse litteraturvidenskab på Københavns Universitet. I 1991 fik hun sin første søn, Malte. Fra 1997 til 1998 gik hun kortvarigt på Forfatterskolen, til hun fødte barn nummer to, datteren Selma. To år senere satte Fastrup så sin første roman “Brønden” i verden, som fulgtes af børnebogen “Kampen om Syrakus” et par år efter. Børnebogen skrev hun sammen med sin daværende mand, digteren Niels Lyngsø. I 2003 udkom romanen “Mine syvogtyve sansers elskede”, og seneste skud på bogstammen er romanen “Hungerhjerte” fra 2018. Ved siden af hendes egne skriverier arbejder Fastrup som oversætter af romaner og faglitteratur fra engelsk, norsk og svensk.

Fra 2012-14 boede Karen Fastrup i Tanzania, men i dag bor hun på Frederiksberg.

Brønden

“Jeg havde en dårlig nat den nat. Stik imod alle aftaler krøb de gamle angster ind i lejligheden. Rotterne myldrede ud af toilettet, pressede sig op mellem gulvbrædderne og løb hen over gulvet med halerne i vejret. Bed efter hinanden. Op i min seng, op i min seng og op langs mine inderlår, og jeg glider ud af fars hånd og farer vild i det våde mørke under nåletræerne hvor der ikke er lyde, kun lugte, muld og nåle.”
“Brønden”, s. 25.

“Brønden” er Karen Fastrups debutroman fra 2000. Hovedpersonen er Emma, en 28-årig jeg-fortæller, som er draget til Portugals hovedstad Lissabon sammen med sit ufødte barn. Faderen har hun forladt sammen med det liv, de har haft sammen, og forældrene og barndomslivet ved Limfjorden har hun et noget anspændt forhold til. Rejsen til Lissabon er et forsøg på at lægge det hele bag sig, og det oplever Emma også, at hun gør, samtidig med, at hun har en fornemmelse af at have glemt det meste. Barndommens følelsesliv eksisterer kun som hvide pletter i hendes hoved.

I Lissabon fremlejer Emma en fotografs lejlighed, og derfra udgår hendes undersøgelser af byen og af sig selv. Det er især Emmas møder med andre mennesker, der skildres. Det er hendes interaktion på arbejdspladsen ved Jerónimusklostret i udkanten af byen, hvor hun får mulighed for at bruge sin kunnen som konservator, det er mødet med den tyske fotograf med læderstøvlerne, med den poetiske gadesælger, og med Sofia, den gale brødsælgerske. Sideløbende med byens buldrende og brusende liv skildres Emmas oplevelse af kroppens forvandling under graviditeten.

Rejsen åbner en dør til det fortrængte, som i lange drømmesekvenser dukker op i både vågen og sovende tilstand. I bogens første del er barndommens erindringer hovedsageligt indkapslet i kroppen og giver sig udslag i punktvise angstreaktioner. I bogens anden del har erindringerne fået overtaget. Emma kan nu genkalde sig sammenhængende forløb fra barndommen, og som læsere følger vi med. Det ene øjeblik er vi på gaden i Lissabon, det næste er vi tilbage i barndommens univers.

23060965

Forandringen udløses af især tre faktorer: Kroppen der stadig bliver tungere, mødet med en sensuel og forstående tysk mand samt mødet med omverdenen.

Sidst i romanen føler Emma sig stærk nok til at konfrontere sin fortid ved at tage sin nye familie hjem til forældrene. Hun har et behov for, at forældrene kan blive en del af hendes voksne liv med en nyfødt baby og en ny kæreste, men det viser sig, at såret er for dybt. Den forløsende konfrontation udebliver, og romanens afslutning efterlader læseren ved Limfjorden med længsler mod det varmere Portugal og med stadigt åbne brudflader og afrevne sårskorper.

Sprogligt er romanen båret af en lethed, og “Brønden” er en varm, kropslig og sansemættet fortælling om at gøre op med fortidens fortrængninger. Og med en familie, der ikke har evnet at forholde sig til børnenes smerter, men blot har prædiket, at de skulle opføre sig pænt. Det, der ligger under brøndvandets overflade, er barndommens fortrængninger.

Mine syvogtyve sansers elskede

“– Jeg mener, sagde Clemens, – kun i tanken kan disse kontinenter føres sammen. – og kun i tanken kan manden og kvinden føres sammen? mumlede Peter. [...] – Nå! sagde Leo og rykkede sig længere frem i stolen. – Lad os nu ikke få trukket manden og kvinden længere fra hinanden end godt er. Det er nok at Afrika og Amerika ikke er landfast længere; det har kostet mange mennesker livet at krydse oceanet for at nå fra det ene kontinent til det andet.”
“Mine syvogtyve sansers elskede”, s. 41.

Karen Fastrups anden roman “Mine syvogtyve sansers elskede” fra 2003 følger flere forskellige historier, som alle knytter sig til parret lægen Anna og geologen Clemens. En af historierne foregår i 1996. Her er Anna og Clemens, som begge er over 70, draget ud i den Libyske ørken. Ingen ved hvor de er, eller hvorfor de er taget af sted, men det sætter deres søn Tore sig for at finde ud af. Tore sidder på et hotel i en ørkenby i Ægypten og optrævler forældrenes forhistorie. Han læser deres dagbøger, betragter gamle fotografier og læser deres videnskabelige optegnelser, og alt imens opruller han forældrenes ungdoms- og voksenliv for læserne.

Tråden, der kan fortælle om parrets forsvinden, fører tilbage til en geologisk ekspedition i 1958. Anna er med Clemens på ekspedition sammen med Leo og Peter, og relationelle forviklinger opstår, som giver sig udslag i et voldsomt drama med fatale følger.

En anden tråd trækkes helt tilbage til Clemens barndom og ungdom i Viborg omkring Anden Verdenskrig. En tredje følger, hvordan Anna og Clemens mødes, og hvordan deres liv i København udfolder sig i starten af 50’erne. Og sidst, men ikke mindst, følger vi også Tores nutid, hans tanker om konen Mette, som venter derhjemme, og hans møde med en kvinde, som er helt anderledes end Mette.

24837181

Alt i alt er der mange tråde, som væves sammen i “Mine syvogtyve sansers elskede”.

Karen Fastrup formår desuden at skabe et sammenhængende billede af sine karakterer.

Anna beskrives som en nervøs personlighed, som vipper mellem en charmerende mundharpeblæsende original og en desperat person uden kontrol. Kontroltabet ligger på lur, når der ikke er nogen, der holder godt fast i hende. Annas dagbogsnoter fra ørkenen eksemplificerer på fin vis, hvad der sker, når hun mister kontrollen.

Den lidt mærkelige titel “Mine syvogtyve sansers elskede” referer til Kurt Schwitters dadaistiske digt “Til Anna Blume”, som er et stærkt og sanseligt forelskelsesdigt, der indledes med netop den linje. Linjen passer godt på Anna i romanen, som er meget sanselig. Faktisk så sanselig, at hun får lyst til at indoptage det, hun sanser - blandt andet nogle gulvbrædder! Sanseligheden er både fantastisk lystfyldt, men også destruktiv, fordi hun har svært ved at styre den.

“Mine syvogtyve sansers elskede” er, ligesom “Brønden”, en psykologisk roman, hvor personernes traumer, der altid udspringer af relationelle konflikter, må konfronteres for at de kan leve et helt og nærværende liv. ‘Brønden’ i dette værk er dels barndommens traumer og dels de traumer, der opstår i et forhold med utroskab og jalousidrab. Ørkenens grænseløshed er et stærkt billede på, hvor uoverskueligt livet kan tage sig ud, når man risikerer at miste – sig selv eller sin kæreste – ligesom brønden, der beskrives såvel i indledningen som i afslutningen af romanen, er et markant billede på, hvor dybt et menneske kan synke ned i afmagt.

Begravelsen

“Der var bare det at det vel egentlig var Gertie der ikke forstod. Skarre. Ikke at han var enkel at forstå. For han fløj jo rundt fra den ene sindsstemning til den anden, fra det ene projekt til det andet. Og fra den ene kvinde til den anden. Og Gertie, ja, hun fløj ikke sådan fra det ene til det andet. Hun svævede. I sin egen lille boble.”
“Begravelsen” s. 58.

I 2008 udkom “Begravelsen”, der er skrevet som en rammefortælling, hvor rammen udgøres af fortællingen om forfatteren Aksel Skarres begravelse. I starten af romanen samles en stor gruppe mennesker i den afdøde kone Gerties hjem i Sverige. De er kommet for at deltage i begravelsen, men luften er så tyk af frost, at jorden ikke kan gennembrydes, og derfor må begravelsen udsættes. I mellemtiden serverer parrets datter Paula en familiehistorie fuld af svigt og forviklinger for læseren.

Paula fortæller om sin barndom i 1970’ernes Danmark, en barndom præget af atomkraftdemonstrationer, økologisk mad og hotdogs, hvor pølsen var udskiftet med en gulerod. Den var også påvirket af, at Aksel Skarre altid havde en kvinde eller to omkring sig. Og desuden boede familien i en periode på en byggelegeplads, mens forældrene sammen med en gruppe af lærere opførte Kolding Højskole. Fra Kolding flyttede familien til København, hvor de boede i ti år, hvorefter familien rejste til Småland i Sverige, fordi Skarre ikke længere kunne udholde storbyens larm. Men det var svært for et barn af en dansk hippiefar at finde venner i et svensk landsbymiljø, og derfor blev Paulas eneste ven den dreng fra hendes klasse, som også var lidt af en outsider. Ingmar, hed han, og hans familiehistorie er sandelig ikke for sarte sjæle. Blandt andet byder den på en mor, der bliver tvunget til at gifte sig efter en lidt for livlig høstfest, en far der drikker, en mor der stikker af fra mand og to børn, og en far, der slår Ingmars storebror i hovedet med en økse, så han bliver hjerneskadet. Ingmars familiehistorie vikler sig i løbet af romanen ind i Paulas, og det viser sig, at relationen stikker dybere end de to børns relation. Endelig beskrives Paula som voksen, hvor hun roder lidt forvirret rundt i sit liv, til hun møder den lidt ældre Lars, hvis trygge vinge hun kryber under.

27417981

Historien følger erindringens tid og pendulerer frem og tilbage i tiden. Fortællingen kommer dermed til at bestå af brudstykker af forskellige længder, som ikke nødvendigvis er sorteret hverken efter begivenhedernes vigtighed eller således, at de begivenheder, der er nærmest i tid, får mest plads. Tværtimod virker det ind imellem som om, at vigtige passager får alt for lidt plads. Eksempelvis hører vi meget lidt om Paulas voksenliv og får ikke mange informationer om hendes liv med Lars. Det betyder, at eneste forklaring, der levnes til læseren på deres forestående skilsmisse, er de traumer, hippieopvæksten har plantet i dem. På den måde bliver romanen udelukkende et skarpt opgør med hippie-idealerne. Dette forstærkes igen af rammefortællingen om begravelsen. At Skarre ikke kan blive begravet, fordi jorden er for frossen, bliver et billede på, hvor stor en rolle han spiller i Paulas voksenliv. Hans livsidealer spænder stadig ben for den voksne Paula, og hans kommentarer, da hun som 16-årig viste ham nogle skriblerier, hun havde forfattet, og han blot strammede læberne og sagde: “det var da en god måde at komme over ulykkelig kærlighed på.” (side 159). Alt det spænder stadig ben for, at hun i sit voksenliv kan komme af med alle de udtryk og følelser, hun har inden i sig, og det er først under den lange begravelsessession, at hun får gjort op med sin far og får fundet frem til et sprog at italesætte fortiden i.

Hungerhjerte

”Min angsthud er væk. Angsthud er tyk, tung. Svær at bevæge sig under. Og samtidig flagrende let. Den fører en omkring, har sine egne veje. Som regel gennem kolde, tågetætte landskaber. Hovedkulds efter en kæreste.”

”Hungerhjerte”, s. 132.

I Karen Fastrups roman ”Hungerhjerte” (2018) bæres historien af jeg-fortælleren Karen, der er oversætter og forfatter. Romanen lægger hårdt ud med et mentalt sammenbrud, som medfører, at Karen indlægges på Psykiatrisk Center Ballerup. Resten af romanen beskriver henholdsvis behandlingen af det, der viser sig at være den alvorlige psykiatriske lidelse borderline og hovedkarakterens forsøg på at forstå, hvordan det kom så vidt. Svarene søges både i nutid og fortid. I glimt føres vi med tilbage til Karens barndom og opvækst, som blandt andet rummer tab af en bror, da Karen var ganske lille, en dominerende far og en mor, der formentlig bar rundt på en ubehandlet depression. I samtiden er Karen i et forhold til kæresten Jan, der har et stort behov for at føle sig fri – en trang der i den grad er i modstrid med Karens store behov for at føle sig elsket – hendes hungrende hjerte, som det hedder i titlen.

54597320

”Hungerhjerte” er en såkaldt autofiktiv roman i stil med norske Karl Ove Knausgård og danske Suzanne Brøgger. Det vil sige, at den lægger sig op ad forfatterens egne livsoplevelser, men at der stadig er et fortolkende lag ind over. Værket tematiserer modigt emnet psykiatri via sine beskrivelser af adskillige indlæggelser og behandlingsforløb. Selvom Karens forløb overordnet er positivt, og hun ender med at blive erklæret rask, er der også kritisk bid til psykiatrien, som man må forstå ikke fungerer lige godt alle steder i landet. Der er for lidt forståelse for patienterne, for dårlige rammer, for meget medicin og for lidt psykologisk bistand ifølge hovedkarakteren.

Et andet centralt tema er 1970’erne, der danner ramme om Karens barndom. Selvom Karens far er et progressivt højskolemenneske, der i tidens ånd agiterer for frihed og lighed, trækker han på den gamle hammel på hjemmefronten, hvor han praktiserer en streng og autoritativ pædagogik og kan være decideret utilregnelig. Der er i det hele taget ikke meget kærlighed og omsorg at hente fra forældrene, og det er således primært Karens søskende Anne og Niels, der bliver hendes værn og bærer hende igennem – også da filmen knækker i voksenlivet.

Genrer og tematikker

Karen Fastrups romaner er særdeles psykologiske. I de to første romaner lader hun sine karakterer dykke ned i brønden i en udforskning af deres fortid for at nå frem til at kunne etablere en fornuftig fremtid. I “Begravelsen” er brønden som symbol på søgen efter mening skiftet ud med to andre symboler, nemlig med graven og jagttårnet. Graven bliver indbegrebet af alt det, Paula må gøre op med, førend hun kan begrave det. Og jagttårnet symboliserer vejen derhen. Det er et symbol på menneskets jagt efter mening, på hippiernes idealer om at være ét med naturen og på det at være fanget i sin egen fortid. Sidstnævnte mening opstår ved, at Ingmars bror Gösta benytter jagttårnet som et flugtsted. Efter at han bliver hjerneskadet, bruger han et utal af timer i jagttårnet på at kaste sig ind i væggen og brøle og buldre som et dyr, der er fanget, ikke i et bur, men i sin egen krop.

Samlet set kan man sige, at Karen Fastrup har noget så gedigent oldschool som et udpenslet budskab i sit forfatterskab, som er, at det først er i opgøret med ens fortid, at den kan begraves. Dette tema står meget tydeligt frem i Fastrups seneste roman ”Hungerhjerte”, hvor hovedpersonen får så alvorligt kludder i kærlighedslivet, at hun kommer i behandling for en psykologisk lidelse. For at komme sig, dykker hovedpersonen ned i fortiden, og hun viser læserne, hvorledes de mønstre for kærlighed, der grundlægges i barndommen, kan følge en for resten af livet. I værket beskrives barnet Karens enorme trang til at føle forældrenes kærlighed, og hvor mange krumspring hun gør for, at de skal elske hende. I ungdommen søger hun kærlighed og bekræftelse ude i nattelivet som for at kompensere, og i mødet med Jan genlever hun på en måde sit forhold til faderen, idet Jans behov for at føle sig fri får Karen til at tvivle på hans kærlighed til hende.

Et andet budskab, som præsenteres i både “Mine syvogtyve sansers elskede”, “Begravelsen” og ”Hungerhjerte”, er, at skriften kan forløse. At mennesket kan benytte pennens brod til at spidde fortiden og komme overens med sin historie og sig selv. I den autofiktive ”Hungerhjerte” gør det psykiske sammenbrud ganske vist forfatteren og oversætteren ude af stand til at skrive, men hun bliver også tidligt i sit sygdomsforløb klar over, at hendes erfaringer må omdannes til romanform. Terapi og skrift bliver således sideløbende spor i værket.

Beslægtede forfatterskaber

I sin skrivestil og med sine psykologiske tematikker ligner Karen Fastrup meget lidt den generation af forfattere, der har debuteret i starten af det 21. århundrede. Denne generation, som blandt andet tæller forfattere som Dy Plambeck og Ina Merete Schmidt, er i højere grad ironiske betragtere af verden end psykologiske fortolkere af den. Fastrup siger da også selv, at hun ikke oplever det store slægtskab: “Jeg føler ikke, at jeg har så meget til fælles med mine jævnaldrende danske kolleger. Det er det øde land og landbomiljø, der især fascinerer mig lige nu. Jeg tror aldrig jeg vil komme til at skrive om unge, der driver fra café til café i København. Jeg er selv vokset op på en pløjemark, men vi var egnens tilflyttere, og min far var akademiker, så vi faldt aldrig helt til. Derfor er jeg vokset op med et fremmed blik på den verden, jeg befandt mig i.” (Malene Wichmann: Den uortodokse læser. Information, 2007-05-12).

Dette fremmede blik på verden bruger Fastrup flittigt i sine værker. Både Emma i “Brønden”, Clemens og Anna i “Mine syvogtyve sansers elskede” og Paula i "Begravelsen" bølger i en bevægelse mellem fremmedgørelse og sammensmeltning. Især de kvindelige karakterer er skiftevis fremmedgjorte over for sig selv og fuldt integrerede, de føler sig skiftevis fremmedgjorte over for andre mennesker for dernæst at føle sig sammensmeltede med dem, og deres relation til naturen er ligesådan. Denne fremmedgørelse har hun til fælles med den generation af forfattere, der debuterede i 1990’erne, såsom Kirsten Hammann med romanerne “Vera Winkelvir” og “Bruger de ord i kaffen” og Christina Hesselholdt med romanen “Kraniekassen”. Men hvor disse 90’er-forfattere afspejler fremmedgjortheden ved at lade den trænge langt ind i sproget og i fortællingernes strukturer, så er Karen Fastrup mindre fragmentarisk i sin sproglige stil. Med sin kritik af 70’ernes frigørelsesprojekt i romanen “Begravelsen” og til dels også ”Hungerhjerte” bliver det desuden oplagt at drage paralleller til Naja Marie Aidts digtsamling “Bavian” fra 2008 og Katrine Marie Guldagers “Lysgrænsen” fra 2007, som begge er skrevet på et opgør med 70’erne. Desuden er det værd at trække en parallel til nordiske forfattere som Kerstin Ekman og Herbjørg Wassmo.

Hovedkarakteren Anna fra “Mine syvogtyvesansers elskede” har mange fælles træk med Herbjørg Wassmos Dina fra “Dinas bog”, “Lykkens søn” og “Karnas Arv”. Både Anna og Dina lever på grund af og på trods af deres begær, og begge har en tendens til at smelte sanseligt sammen med deres omgivelser – både i form af andre mennesker og i form af landskaber.

”Hungerhjerte” tematiserer emner som angst, kærlighed, sex og psykisk sygdom, og den er oplagt at sammenligne med flere af Suzanne Brøggers værker, blandt andet værket ”Koral”, der tematiserer et følelsesmæssigt opslidende forhold til en fødselslæge.

Adspurgt om hendes egne litterære fortællebilleder siger Karen Fastrup: “J.P. Jacobsen har et meget sanseligt sprog. Han er så præcis og detaljerig i sine beskrivelser, at hans billeder netop står og vugger mellem at være glasklare og fremmedgørende. Så på den måde føler jeg nok et fjernt slægtskab med ham. Det samme gør jeg med Rainer Maria Rilke, hvis roman “Malte Laurids Brigges optegnelser” har betydet rigtig meget for mine egne skriverier. [...] Men jeg kan også nævne Kerstin Ekman, Tarjei Vesaas, Sigrid Undset, Michael Ondaatje, Ian McEwan, Halldór Laxness, Knut Hamsun.” (Lisbeth Larsen: Mine syvogtyve sansers elskede – interview med forfatter Karen Fastrup. Litteratursiden, 2003-12-15). Måske det er derfor, at Paulas barn i “Begravelsen” hedder Kerstin – som en litterær hilsen til Kerstin Ekman.

Bibliografi

Fastrup, Karen:
Brønden. Rosinante, 2000. Roman.
Fastrup, Karen og Niels Lyngsøe:
Kampen om Syrakus. Gyldendal, 2002. Børnebog.
Fastrup, Karen:
Mine syvogtyve sansers elskede. Rosinante, 2003. Roman.
Fastrup, Karen:
Bgravelsen. Gyldendal, 2008. Roman.
Fastrup, Karen:
Udfordringen : en erotisk fortælling. Rosinante, 2013.
Fastrup, Karen: Hungerhjerte. Gyldendal, 2018.

Novelle

360° : erotiske noveller. Lindhardt og Ringhof, 2013. Bidrag af: Karen Fastrup.

Om forfatterskabet

Forfatterens egen hjemmeside med kort præsentation af forfatteren og de enkelte værker samt links til anmeldelser. Desuden kan man se forfatterens foredragskalender.
Wichmann, Malene:
Den uortodokse læser. Dagbladet Information, 2007-05-12.
Æggemadder og rock'n'roll. Politiken. - 2009-02-15.
Forfatteren Karen Fastrup om sin barndom og sin mor.
Med grønt blæk. Politiken. - 2009-02-22.
Forfatteren Karen Fastrup om sin barndom og sin mor.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Karen Fastrup

Kilder citeret i portrættet

Kilder

Wichmann, Malene:Den uortodokse læser. Dagbladet Information, 2007-05-12.
Larsen, Lisbeth: Mine syvogtyve sansers elskede – interview med forfatter Karen Fastrup. Litteratursiden, 2003-12-15.