“Brønden” er Karen Fastrups debutroman fra 2000. Hovedpersonen er Emma, en 28-årig jeg-fortæller, som er draget til Portugals hovedstad Lissabon sammen med sit ufødte barn. Faderen har hun forladt sammen med det liv, de har haft sammen, og forældrene og barndomslivet ved Limfjorden har hun et noget anspændt forhold til. Rejsen til Lissabon er et forsøg på at lægge det hele bag sig, og det oplever Emma også, at hun gør, samtidig med, at hun har en fornemmelse af at have glemt det meste. Barndommens følelsesliv eksisterer kun som hvide pletter i hendes hoved.
I Lissabon fremlejer Emma en fotografs lejlighed, og derfra udgår hendes undersøgelser af byen og af sig selv. Det er især Emmas møder med andre mennesker, der skildres. Det er hendes interaktion på arbejdspladsen ved Jerónimusklostret i udkanten af byen, hvor hun får mulighed for at bruge sin kunnen som konservator, det er mødet med den tyske fotograf med læderstøvlerne, med den poetiske gadesælger, og med Sofia, den gale brødsælgerske. Sideløbende med byens buldrende og brusende liv skildres Emmas oplevelse af kroppens forvandling under graviditeten.
Rejsen åbner en dør til det fortrængte, som i lange drømmesekvenser dukker op i både vågen og sovende tilstand. I bogens første del er barndommens erindringer hovedsageligt indkapslet i kroppen og giver sig udslag i punktvise angstreaktioner. I bogens anden del har erindringerne fået overtaget. Emma kan nu genkalde sig sammenhængende forløb fra barndommen, og som læsere følger vi med. Det ene øjeblik er vi på gaden i Lissabon, det næste er vi tilbage i barndommens univers.
23060965
Forandringen udløses af især tre faktorer: Kroppen der stadig bliver tungere, mødet med en sensuel og forstående tysk mand samt mødet med omverdenen.
Sidst i romanen føler Emma sig stærk nok til at konfrontere sin fortid ved at tage sin nye familie hjem til forældrene. Hun har et behov for, at forældrene kan blive en del af hendes voksne liv med en nyfødt baby og en ny kæreste, men det viser sig, at såret er for dybt. Den forløsende konfrontation udebliver, og romanens afslutning efterlader læseren ved Limfjorden med længsler mod det varmere Portugal og med stadigt åbne brudflader og afrevne sårskorper.
Sprogligt er romanen båret af en lethed, og “Brønden” er en varm, kropslig og sansemættet fortælling om at gøre op med fortidens fortrængninger. Og med en familie, der ikke har evnet at forholde sig til børnenes smerter, men blot har prædiket, at de skulle opføre sig pænt. Det, der ligger under brøndvandets overflade, er barndommens fortrængninger.
