Der er både noget Franz Kafka og Robert Musil over Eva Menasses forfatterskab, ikke mindst i den måde, hun åbner ind i angsten og skildrer sammenbrudserfaringer. Det er mindre dystopisk og mere humoristisk end hos Kafka, men tematisk er de beslægtede, og man fornemmer en klar inspiration fra de to forfattere.
Ligesom Eva Menasse har den østrigske forfatter Thomas Bernhard blik for relationer, der er præget af misforståelser, og hvor personerne performer, hvordan de tror, de bør være i andres øjne. Også den østrigske forfatter – og nobelprismodtager i øvrigt – Elfriede Jelinek er værd at sammenligne med. Begge har de et skarpt blik for magtforhold i såvel relationer som på samfundsniveau, ligesom de begge tematiserer det usigelige og fortrængningerne både på privat plan og i samfundet.
Om sit litterære ophav siger Eva Menasse selv følgende i et interview med Jerusalem Post: ”Min litterære baggrund er ”Habsburg” snarere end tysk, som er en helt anden virkelighed, siger hun med et smil. Jeg føler mig meget tæt på blandt andre (den østrigske forfatter fra det 20. århundrede) Heimito von Doderer, som havde evnen til at pakke en hel, sunket verden ind i en enkelt roman. For min generation er det ikke længere muligt, og derfor er strukturen præget af brud: anekdoter, der konstant varieres, nogle gange fortalt på en måde, andre gange på en anden. Sandheder eksisterer ikke længere; alle har deres egen sandhed, som de kan lide at svælge i.” (Ben Niran: Storytelling and silence. The Jerusalem Post, 2011-08-23. Egen oversættelse).
Det kan også give mening at drage paralleller til to grafiske romaner, nemlig Art Spiegelmans ”Maus” og den svenske forfatter Joanna Rubin Drangers ”Ihågkom oss till liv”, som hun i 2023 modtog Nordisk Råds Litteraturpris for. Ligesom Eva Menasses seneste roman ”Dunkelblum” tematiserer Spiegelman og Dranger holocaust og har glemsel og fortrængning som omdrejningspunkt.