Baggrund

Citat
”Yderst på klinten: / stilhedens havgus-fortætning / rede til fald / om en grøn finger / pegende mod rummet, og dér / de spredte hæse råb / fra usynlige vagtposter. // Dybt nede / skred i rall. I havets bug / en murrende optakt / og nu / dråbernes trommehvirvler / på dens spilede skind. // Fisken springer / med opkrænget gab. En / voksende hvirvel, sort / om offerstenen – / Og rummet klippes op / af lysets saks. // Blodsols smelten – / Og nu / de stigende huggende skrigs / rasende crescendo / ud af blæstgrønt lys, af / blåhvidt ler – / Ud af sammenhæng vi / aner / ikke ser – ”
”Havoffer”, s. 45-46.

Tove Margaret Meyer blev født i Birkerød i Nordsjælland i 1913 som datter af en grosserer i medicinalvarer og voksede op i en herskabsvilla i Søllerød. Hun tog sin mellemskoleeksamen i 1928 og var også både på husholdningsskole og i gartnerlære. Som ung begyndte hun at male og skrive digte og debuterede allerede i en alder af 22 år med samlingen ”Guds Palet”, som hun dedikerede til sit ungdomsforbillede, den symbolistiske digter Helge Rode.

Tove Meyers forfatterskab er forholdsvist beskedent i omfang og tæller i alt seks digtsamlinger, der udkom med flere års mellemrum fordelt over fire årtier. Men for Tove Meyer var det digteriske arbejde konstant, og hun så digteren som én, der ”udvider Livsfornemmelsen” med sine tekster og hun skrev om digterens rolle, at ”Det er Digtersjælens Privilegium at se Støvet forvandle sig til Guld, at se Blomsten, den ubestandige, bøje sit Hoved i Graad og vandre paa Maanestraalens spinkle Sølvbro mod Himlen saa undrende som et Barn og saa frejdig som en Gud.” (Paul Nakskov: Mit mørke Dit lys. Requiem for Tiden og Havet. En bog om Tove Meyers digtning. Odense Universitetsforlag, 2000. s. 129).

I sommeren 1950 mødte Tove Meyer litteraten Paul Nakskov på deres fælles arbejdsplads i redaktionen af ”Vor Tids Leksikon.” Det blev en stor forelskelse, og parret blev i 1952 gift. Paul Nakskov redigerede i 1969 et tematisk orienteret udvalg af Tove Meyers digte, der udkom under titlen ”Tiden og havet. Digte 1935-1967”, og samme år modtog hun Statens Kunstfonds livsvarige ydelse. I 2000 udgav Paul Nakskov desuden monografien ”Mit mørke Dit lys. Requiem for tiden og havet. En bog om Tove Meyers digtning”, der rummer grundige og omsorgsfulde læsninger i forfatterskabet.

Fra sin ungdom og senere i sit voksenliv kæmpede Tove Meyer med psykisk sygdom, bl.a. angstanfald og anoreksi, og var i længere perioder indlagt. I 1972 begik hun selvmord, da hun druknede sig i Brededammen nær sit hjem ved Lyngby i Nordsjælland.