Tove Meyer bliver ofte beskrevet som slags overgangsfigur i dansk lyrik, én som er vanskelig at placere midt mellem gammelt og nyt, mellem tradition og nybrud. Og hendes udvikling som digter er bemærkelsesværdig som en linje i dansk modernismes historie. Op gennem sit forfatterskab udviklede Tove Meyer en stemme, der (særligt i de sidste samlinger) er både egenartet og stærk.
Selvom hun aldrig selv tog del i nogen ”generation eller i andre former for litterær gruppedannelse” (Lasse Horne Kjældgaard: Tove Meyer. I: Klaus P. Mortensen & May Schack (red.): Dansk litteraturs historie: 1920-1960. Gyldendal, 2006) bærer hendes første bøger præg af en stærk symbolistisk eller senromantisk understrøm med inspiration fra bl.a. Viggo Stuckenberg, Ludvig Holstein og andre digtere fra årene omkring 1900. Digteren Helge Rode var tidligt Tove Meyers forbillede, og hun nævner ham som en vigtig fødselshjælper til sin første digtsamling ”Guds Palet.”
Ofte sammenlignes Tove Meyer med noget ældre kolleger som Bodil Bech og Hulda Lütken, mens hun også deler et surrealistisk præget billedsprog med en digter som Gustaf Munch-Petersen, der ligesom hende selv fandt en stor inspirationskilde i den finlandssvenske digter Edith Södergran.
I Tove Meyers lyrik er der også en forbindelse til tidsskriftet Heretica (1948-53) og de forfattere, der i årene efter Anden Verdenskrig skrev og mødtes her. For hereticanerne, som ligesom Meyer har meget tilfælles med de symbolistiske digtere, skulle kunsten etablere et nyt troværdigt sprog og søge en ny form for erkendelse af tilværelsen. Med udgangspunkt i det etiske og det personlige, og med stor tiltro til både metafysiske og religiøse erfaringer, skulle kunsten bidrage med nye måder at forstå mennesket og dets eksistens på. Og selvom Tove Meyer aldrig var en del af Heretica-kredsen, er der meget fællesgods mellem hendes lyrik og forfattere som Paul la Cour og Ole Sarvig.