”Brudlinier” fra 1967 blev Tove Meyers sidste digtsamling og sammen med den foregående ”Havoffer” står den som forfatterskabets mest originale bog. Fra bogens første ”Sommersansninger” med deres stilfærdige synæstesi – både ”skylydløs” og ”gennemlyst af lyd” – til den tungtvejende digtsuite ”Du –”, der afslutter samlingen, præsenterer Tove Meyer digte, ”hvor der næsten ikke er noget fedt tilbage, men kun indsigt, sansning, erfaring,” som Asger Schnack formulerer det (Asger Schnack: Efterord til 'Skygger paa Jorden'. Gladiator, 2017. s. 107). Her taler ordene gennem titlens linjebrud, og med små billedforskydninger bliver naturen både ting og sindbilleder.
53886590
Hvor samlingens tre første afdelinger – ”Sommersansning”, ”Ventevækster” og ”Italia” – rummer både helt korte, klokkeklare digte og længere, ligesom pulsende forløb, består den afsluttende suite ”Du –” af 13 digte af næsten identisk format. Her er både borende smerte, larmende længsel og en enorm bevægelse fra ”kromosom” til ”kosmos,” hvor natur, bevidsthed og ubevidsthed løber sammen i et skyggeflor. Sansningerne er sproglige, og sproget er sanseligt. Formen er langt mere selvstændig og selvsikker end i forfatterskabets tidlige digte, og Tove Meyer lader ”Du”-digtets dele løbe som en frise eller et poetisk billedrelief over siderne, både mildt og monumentalt.
Digtsuiten kan læses som én lang henvendelse – på samme tid en meditation og et testamente – til et ”du”, der ikke blot er en anden person, en elsket. Digtets ”du” skal måske nærmere opfattes som alt det, der rækker udover individet eller måske endda som selve sproget og den enorme kraft, digteren finder i det (Anne-Marie Mai: Södergrans danske døtre. Nordic Women's History, 2011-01-04).
Ligesom i ”Havoffer” er sproget nøgternt og nærmest køligt eller lufttørret, men samtidig er digtene tydeligt personlige, intime og bevægede, de åbner sig spørgende og søgende mod verden, men knuger samtidig et mørke i sig, slipper aldrig skyggeverdenen.