Fælles for Tove Meyers ellers ret forskellige bøger er, at de gennemsyres af en konstant dobbelthed mellem befriende glæde og toner af ensomhed, mellem en helt fundamental ”livssmerte” og en næsten ekstatisk udvidende og overskridende ”livsfølelse,” som litteraten Mai Misfeldt skriver (Mai Misfeldt: Tove Meyer (1913-1972). Dansk Kvindebiografisk Leksikon/Kvinfo, 2003).
I Tove Meyers tidlige digte var billedsproget overvejende knyttet til konkrete sansninger i mødet med naturen, mens billederne især i ”Havoffer” og ”Brudlinier” nærmest sprænger sig løs fra det konkrete landskab og i stedet bliver til et slags ordlandskab – Mai Misfeldt karakteriserer det som ”sanselige fortolkninger af en indre virkelighed.” (Mai Misfeldt: Tove Meyer (1913-1972). Dansk Kvindebiografisk Leksikon/Kvinfo, 2003).
Paul Nakskov gav i 1969 sit udvalg af Tove Meyers digte titlen ”Tiden og Havet”, og både tiden og havet spiller da også vigtige roller i Tove Meyers lyrik, hvor de på en måde tegner det poetiske rum, som digtene udfolder sig i. I barndommen, i drømmen og i underbevidstheden, hvor umiddelbarheden står i skærende kontrast til den længsel efter den altfavnende kærlighed, som det (ofte) ensomme jeg hele tiden søger. Og i naturen, hvor netop havet er et stærkt tilbagevendende billede, der kan veksle mellem flere betydninger. Gennemgående er havet en enorm eksistentiel kraft, der overskrider – eller overskyller – grænserne mellem ånd og krop, mellem tid og rum, mellem jeg og du. Men havet kan også være angstfyldt og skæbnesvangert, noget, der truer med at udslette og opløse jeg'et.
Et vigtigt tema i Tove Meyers lyrik er religiøsitet og tro. Der er ikke tale om en bekendende tro, og det religiøse kan være svært at definere. Det er snarere, som Erik Skyum-Nielsen skriver, mødet med det guddommelige, der er hovedærindet (Erik Skyum-Nielsen: Med Tove Meyers 'Havoffer'-digt er vi helt ude på kanten af klinten. Information, 2020-09-11). Derfor er det også ofte i mødet mellem naturen, det erotiske og det religiøse, at digtene kommer nærmest at udtrykke den følelse af kosmisk sammenhæng, som Tove Meyer søgte at give poetisk form – i hvert fald glimtvist – i sine digte.