Havoffer

Citat
”Altid bagved dette smertens kammer åbner / sig et nyt, dybere, rede til at standse / mit fald. Altid bagved er et ansigt mere / sorgfuldt, en vind mere ensom – har stenen / sig rokket et hanefjed ud af sin dvale – / Mod et ætsende lys står det mørke hjerte / stemt springer metallets klange stadig rigere / af smertens instrument. – Altid bagved er et ord / nærmere sin forklarelse. Er havets kalden højere / mere bydende i sin bølges umættelige mund.”
”Havoffer”, s. 7.

Tove Meyers næstsidste digtsamling Havoffer” fra 1961 blev, på trods af en blandet modtagelse, hendes kunstneriske gennembrud. Næsten ti år efter sin seneste bog nærmer hun sig i samlingens 28 skarpe digte et mere modernistisk formsprog under påvirkning af den fornyelse, der sker i dansk litteratur omkring 1960, hvor fragmentering, regelbrud, fritstående metaforer og fravær af regelmæssig rytme kom til at kendetegne lyrikken.

Digtene i ”Havoffer” er, som et gennemgående træk i hele forfatterskabet, ofte præget af en eksistentiel eller religiøs søgen. Men snarere end en bekendelse til en gud er der tale om, at sjælen søger sit eget dyb, søger sig selv.

53880746

Og mens naturen, i digtene, nærmest smelter sammen med jegets stemme og blik, er det også digte om ”individualismens grundsituation” som Paul Nakskov skriver i sin monografi: ”helt alene, helt sig selv, værende til stede i et stykke natur i dets afgrænsethed, men vendt mod det åbne rum, den uendelighed hun bestandig havde for sit indre blik og bestandig længtes imod.” (Paul Nakskov: Mit mørke Dit lys. Requiem for tiden og havet. En bog om Tove Meyers digtning. Odense Universitetsforlag, 2000. s. 91).

Digtene stiller mange spørgsmål men giver kun få svar, og man fornemmer tydeligt en stor indre spænding, når modsætninger støder sammen og stærke kræfter bringes i spil. Alligevel er det som om, noget venter på at finde sted, som om det vigtigste stadig er skjult. Ekkoet af det ”altid bagved,” der indleder bogens åbningsdigt ”Erkendelse –”, runger gennem hele bogen.

”Digtet er som hugget i granit,” skriver Asger Schnack. Og i ”Havoffer” er der da også noget næsten skulpturelt over måden, digtene træder frem på papiret i kompakte kasser, der kan minde om moderne arkitektur, eller kortlinjet og elegant i slanke spalter. Det er meget rammende, når litteraturhistorikeren Erik Skyum-Nielsen i sin nærlæsning af bogens titeldigt skriver, at ”Tove Meyer færdes i et ordlandskab og forvandler sine sansninger til tegn” (Erik Skyum-Nielsen: Med Tove Meyers 'Havoffer'-digt er vi helt ude på kanten af klinten. Information, 2020-09-11).