Skygger paa Jorden

Citat
”Jeg sidder heroppe bag Ruden / og ser en Nat falde paa. / Der skimrer bag sortnede Gavle / en Stribe af Sendagens Blaa. // Med Skyggehænder staar Natten / og famler langs Gavlenes Sten. / Mod Himlen peger tungsindig / en sort og bladribbet Gren. // En Ufredshaand sled i Hjærtet / et Saar som aldrig blev lægt / Og Natten hviler paa Jorden / tung som en Blycentnervægt.”
”Skygger paa Jorden”, s. 53.

Tove Meyers tredje digtsamling ”Skygger paa Jorden” udkom i 1943 midt under Anden Verdenskrig, og titlens skygger kan læses som krigens ”ufredsskygger”. Men, som forfatteren Asger Schnack skriver i sit efterskrift til genudgivelsen af digtsamlingen i 2017, ”når der tales om aktuelle forhold som landflygtighed og krig, er det også indre sjælsfænomener, det handler om.” (Asger Schnack: Efterord til 'Skygger paa Jorden'. Gladiator, 2017. s. 100). Skyggerne i Tove Meyers digte er først og fremmest et udtryk for en opfattelse af tilværelsen som en skyggeverden, der (med inspiration fra Platons ”Hulelignelse”) dækker for den egentlige – eller måske snarere åndelige – verden, som mennesket skal lære at se.

I ”Skygger paa Jorden” afløser et surrealistisk præget billedsprog den symbolistiske (og ofte lidt arkaiske) tone, der kendetegner Tove Meyers to første bøger ”Guds Palet” og ”Efter Regn”, og flere af digtene er karakteriseret af sarte farver (snehvidt, nymånesølv) og fine, musikalske klange i både rene rim og bogstavrim.

53886620

Teksternes jeg søger ofte naturen (særligt havet er et tilbagevendende symbol) og søger i netop naturen svar, men en splittelse mellem det ideelle og det sansede gennemtrænger flere af digtene. Skyggerne er, som Asger Schnack påpeger, ”digterjegets personlige skygge, som et billede på en indre, udspaltet 'mørk' side af sindet, der forfølger det lyse jeg.” (Asger Schnack: Efterord til 'Skygger paa Jorden'. Gladiator, 2017. s. 100-101).

Bogen har da også to hovedafdelinger, der bærer titlerne ”Riget indeni” og ”Skygger paa Jorden”: På den ene side det indre liv og på den anden side den ydre verden. Og forestillingen om, at der findes noget bag ved er ligeså gennemtrængende som fornemmelsen af, at der også findes noget i verden.

Asger Schnack skriver at ”Skygger paa Jorden” ikke ”står i midten, men før midten” af forfatterskabet. Og man fornemmer da også, hvordan Tove Meyer her – f.eks. i et digt som ”Strengen, den rene – er ved at indkredse den særlige stil og det ”brudte metrum,” som kendetegner de modernistisk orienterede digtsamlinger ”Havoffer” og ”Brudlinier”, som afslutter forfatterskabet (Asger Schnack: Efterord til 'Skygger paa Jorden'. Gladiator, 2017. s. 103).