Beslægtede forfatterskaber

I 2019 udgav Forlaget Sidste Århundrede bogen ”Menneskekød” med groteske historier, hvor Karin Michaëlis havde historien ”Erasta” med. ”Erasta” blev udgivet i 1915 i novellesamlingen ”Hjertets Drømme”, og en forfatter som Astrid Ehrencron-Kidde (1871-1960) er også repræsenteret i samlingen. Astrid Ehrencron-Kidde skrev bl.a. om kvindeopdragelse, ægteskab og kvindeundertrykkelse og udgav også historier med overnaturligt præg, og de to forfattere er på den måde beslægtede.

Karin Michaëlis er også blevet kaldt ”Den kvindelige H.C. Andersen” (Bo Hakon Jørgensen: Den kvindelige H.C. Andersen. Kristeligt Dagblad, 2014-06-16), da hendes forfatterskab både henvender sig til børn og til voksne. Hun brugte ligesom H.C. Andersen (1805-1875) sin fantasi meget, og hun brugte den uhyggelige gotik og symboler.

En forfatter som Edith Rode (1879-1956) var en del af Karin Michaëlis’ egen generation og beskæftigede sig med kønskonflikter og det kvindelige driftsliv, og Karin Michaëlis debuterede også samtidig med bl.a. Agnes Henningsen (1968-1962), der især skildrede kvindens sociale og erotiske frigørelse. Agnes Henningsen var også samfundsdebattør og kvindesagsforkæmper i forlængelse af det, man kalder Det moderne gennembrud. Det var en periode i midt- og slutningen af 1800-tallet, hvor der med Georg Brandes’ taler og bøger skete en åndelig vækkelse i kulturen og blandt folk. Der blev dannet partier og foreninger, og på trods af at Georg Brandes’ brandtaler ikke omfattede kvinderne – og at han i øvrigt stærkt kritiserede Karin Michaëlis’ bøger, som han beskyldte for at støde den gode smag – så blev også Dansk Kvindesamfund stiftet på dette tidspunkt. Både Agnes Henningsen og Karin Michaëlis blev regnet som kontroversielle pga. deres erotisk prægede litteratur, de var yderst populære forfattere, og begge har deres erindringsværk som hovedværk. Selv har Karin Michaëlis skrevet, at ”Den farlige Alder” kun havde én konkurrent i sin samtid, nemlig bogen ”Marie-Claire” (1910) af den franske forfatter Marguerite Audoux (1863-1937). Historien om den ” (…) naive kvindesjæl (…)” (Karin Michaëlis: Hvordan man skriver en bog i: Karin Michaëlis – Skriftens vagabond. Karin Michaëlis Selskabet, 2016) er delvis selvbiografisk og beskriver bl.a. Marguerite Audoux’ barndom, ungdom og tiden på børnehjem efter morens død samt en ulykkelig kærlighedshistorie.