Udover at være forfatter var Karin Michaëlis en stor humanist, der spillede en vigtig rolle i den europæiske debat og politik og lavede meget velgørende arbejde i Wien, Tyskland, USA og Danmark. Hun var en kulturpersonlighed, der holdt populære foredrag om bl.a. kvinder, børn og moderne børneopdragelse, så langt væk som i Rusland og USA, og hendes oversatte bøger var utrolig udbredte i bl.a. Tyskland, Østrig og Italien.
På trods af det – og kvaliteten og mængden af hendes udgivelser – har hun ikke fyldt meget i litteraturhistorieskrivningen eller fået megen spalteplads blandt anmeldere og kritikere. Hendes idealisme, humanisme og bøgerne om undertrykte dyr, børn og kvinder blev af samtiden opfattet som pinlige, og både hendes liv og hendes forfatterskab var kontroversielt. Med andre ord gjorde Karin Michaëlis ikke det, som omverdenen forventede af hende, og hun kæmpede aktivistisk for de svages sag.
Karin Michaëlis var en utrolig flittig forfatter, der hen over 50 år udgav ca. 70 bøger til både børn og voksne samt fagbøger og biografier. Gennem de mange bøger er der en række temaer, der går igen: Undertrykkelse af piger og kvinder, hyldesten til de barnlige og frigørende dele af kvindeligheden, kvindens begær, magten og kontrollen ved at eje hinanden og ofte en række tragiske og sørgelige begivenheder – især en masse forliste ægteskaber.
Også en række kvindefigurer går igen i Karin Michaëlis’ bøger – lige fra den nedbrudte mor i ”Barnet” til den hårdtarbejdende blomsterbindermor i ”Træet paa godt og ondt”, der forsøger at løfte familien fra fattigdom: Den selvopofrende moderskikkelse piner sig selv og prioriterer sin familie over alt andet, og ofte vil barnet af denne moderskikkelse søge frigørelsen og den selvstændige identitet frem for at følge sin mors masochistiske ideal.
Karin Michaëlis skrev både noveller, romaner, biografier og børnebøger, og et gennemgående stilistisk greb i alle genrerne var brugen af dagbogsnotater samt breve. Derigennem kunne forfatteren komme helt ind i hovedet på den person, hun ville portrættere, og udnytte den frie indre monolog til fulde. På den måde opnåede hun en unik psykologisk dybde, som især var gunstig i hendes mange dannelsesromaner, hvor man følger et menneske blive voksen og udvikle sig.
Karin Michaëlis brugte også elementer fra gotisk litteratur, hvor spøgelses- og skrækhistorier var populære, og eventyrgenrens stærke symbolik. Dette bl.a. i brevromanen ”Lillemor” (1902), der er en gotisk gyser om en barnebrud, der ender med at kaste sig i brønden. Andre steder skriver hun realistisk og melodramatisk med en gennemgående dybde i de psykologiske portrætter, og hun sprængte konstant rammerne med grænseløs og frigørende fantasi.