Beslægtede forfatterskaber

Magnus Montelius skriver sig ind i spændingsfeltet mellem presse og politik, som vi kender fra blandt andet danske Niels Krause-Kjærs krimiromaner ”Kongekabale” (2000) og ”Mørkeland” (2019), der begge har journalister og politikere som centrale hovedpersoner.

Hanne-Vibeke Holst er et andet nærtbeslægtet forfatterskab, der med sine tre politiske romaner ”Kronprinsessen” (2002), ”Kongemordet” (2006) og ”Dronningeofret” (2008) beskriver en politisk virkelighed fuld af magtmisbrug og dilemmaer. Hvor gode intentioner indimellem overskygger fornuften.

Et tredje beslægtet forfatterskab er den engelske samtidsforfatter Ian McEwan, der skriver romaner med et ofte politisk aspekt, og som Magnus Montelius selv nævner som inspiration i et interview med forlaget Modtryk. Ian McEwans seneste udgivelse ”The Cockroach” (2019) beskriver en mands forvaltning af magten, da han en dag vågner op som premierminister i Storbritannien. Verdensfremstillingen er præget af magtmisbrug og sensationslystne medier – og trækker tråde til Magnus Montelius’ forfatterskab: ”Den kollektive selvforståelse af det gode og retfærdige land. Det Sverige der er neutralt mellem Øst og Vest og på de svages side. Men (…) hvis Tristan har pisset i vores egen suppe, og vi lydigt har drukket den: Hvad er vi så?” (”Manden fra Albanien”, s. 251).