Magnus Montelius

Magnus Montelius er født i 1965 og er opvokset i Stockholm, hvor han også tog sin uddannelse som civilingeniør fra det tekniske universitet Kungliga Tekniska Högskolan. Han tilhører den gamle svenske slægt Montelius fra Uppland. Hans oldefar er salmeforfatteren Knut Johan Montelius, og hans halvsøster er dramatikeren Martina Montelius. 

Magnus Montelius arbejder ved siden af sin forfatterkarriere som miljørådgiver og har blandt andet rejst for FN i Østeuropa og det tidligere Sovjetunionen, hvor handlingen i hans indtil videre to kriminalromaner trækker tråde tilbage til.

I et interview med sit danske forlag Modtryk fortæller han, at hans mors slægt var politisk engagerede kommunister, der ikke kunne se modsætningsforholdet i at være kommunister og have tjenestefolk i eget hjem. Politik har altid været en del af forfatterens liv, og det har derfor ikke været ham fjernt både at være miljørådgiver og forfatter til kriminalromaner med politiske omdrejningspunkter. ”Jeg tror, at det gav mig et godt udgangspunkt til at skrive ”Manden fra Albanien”: et indblik i tidens venstrefløj uden jeg selv skal forsvare eller retfærdiggøre noget,” som han selv udtrykker det (Modtryk: Interview med Magnus Montelius om ”Manden fra Albanien”, 2012).

I samme interview fortæller han, at der ligger et stort researcharbejde bag begge hans romaner, hvor han har dykket ned i den svenske efterretningstjenestes aktiviteter i 1960’erne og 70’erne og læst ”flere hyldemeter faglitteratur, erindringer og rapporter”.

Selvom Magnus Montelius er gået journalistisk til værks og blandt andet har haft samtaler med Carl Bildts tidligere pressesekretær i forbindelse med udgivelsen ”Otte måneder” fra 2019, er alle personer og handlinger fiktive.

I 2011 udgav Magnus Montelius sin debutroman ”Mannen från Albanien” (”Manden fra Albanien”, 2011). En mand med et albansk pas i lommen falder ned fra den højtliggende Ersta-terrasse i det centrale Stockholm og dør. Ikke langt derfra køres en hjemløs ned og får gennemrodet sine lommer. Året er 1990. Jerntæppet er på vej væk, men efterdønningerne er kun lige begyndt.

Journalisterne Meijtens og Natalie får arbejdet sig tættere og tættere på en sammenhæng mellem de to dødsfald og en erkendelse af, at de ikke var tilfældige ulykker: ”Ved siden af Lindmans lig fandt vi en knap. Den havde hans fingeraftryk, men ingen andres. I knappen sad stadig en smule tråd, som var den blevet revet løs fra et stykke tøj.” (s. 185).

29539197

Romanen udspiller sig et sted i historien, hvor grænserne til Østeuropa er mere eller mindre åbne, men hvor de tidligere østlande endnu ikke har fundet deres nye form. 1960’ernes politiske studenterorganisationer er for længst gået i opløsning, men fortidens aktiviteter er ikke blevet slettet – og flere mennesker i højtstående stillinger har begivenheder og forbindelser på cv’et, de ikke ønsker frem.

Men det, man anstrenger sig allermest for at skjule, har det indimellem med at finde dagens lys – således også for bogens hovedkarakterer, der alle har ældre mødre med gode hukommelser, når det gælder fortiden, eller har indgået samtaler eller relationer, de for længst har fortrængt.

”Manden fra Albanien” er en krimiroman om fortidens spionage, politiske magtspil og journalistisk ihærdighed. Det er også en roman om forræderi og retfærdigheder, der ikke altid sker fyldest, fordi mennesker ikke altid er lige for loven, som karakteren Åke Sundström siger: ”Indimellem når man ikke frem til sandheden, og det må man leve med. Det ved jeg bedre end nogen anden.” (s. 357).

Stilistisk veksler romanen mellem dialog og mere sceniske beskrivelser af mennesker og miljø. Fortællingen er plotdrevet, og nye spor og vildspor lægges foran læseren hele vejen igennem som en motor, der først slukkes ved sidste punktum.