I 2011 udgav Magnus Montelius sin debutroman ”Mannen från Albanien” (”Manden fra Albanien”, 2011). En mand med et albansk pas i lommen falder ned fra den højtliggende Ersta-terrasse i det centrale Stockholm og dør. Ikke langt derfra køres en hjemløs ned og får gennemrodet sine lommer. Året er 1990. Jerntæppet er på vej væk, men efterdønningerne er kun lige begyndt.
Journalisterne Meijtens og Natalie får arbejdet sig tættere og tættere på en sammenhæng mellem de to dødsfald og en erkendelse af, at de ikke var tilfældige ulykker: ”Ved siden af Lindmans lig fandt vi en knap. Den havde hans fingeraftryk, men ingen andres. I knappen sad stadig en smule tråd, som var den blevet revet løs fra et stykke tøj.” (s. 185).
29539197
Romanen udspiller sig et sted i historien, hvor grænserne til Østeuropa er mere eller mindre åbne, men hvor de tidligere østlande endnu ikke har fundet deres nye form. 1960’ernes politiske studenterorganisationer er for længst gået i opløsning, men fortidens aktiviteter er ikke blevet slettet – og flere mennesker i højtstående stillinger har begivenheder og forbindelser på cv’et, de ikke ønsker frem.
Men det, man anstrenger sig allermest for at skjule, har det indimellem med at finde dagens lys – således også for bogens hovedkarakterer, der alle har ældre mødre med gode hukommelser, når det gælder fortiden, eller har indgået samtaler eller relationer, de for længst har fortrængt.
”Manden fra Albanien” er en krimiroman om fortidens spionage, politiske magtspil og journalistisk ihærdighed. Det er også en roman om forræderi og retfærdigheder, der ikke altid sker fyldest, fordi mennesker ikke altid er lige for loven, som karakteren Åke Sundström siger: ”Indimellem når man ikke frem til sandheden, og det må man leve med. Det ved jeg bedre end nogen anden.” (s. 357).
Stilistisk veksler romanen mellem dialog og mere sceniske beskrivelser af mennesker og miljø. Fortællingen er plotdrevet, og nye spor og vildspor lægges foran læseren hele vejen igennem som en motor, der først slukkes ved sidste punktum.