Verdens synkende byer

Citat
”Personligt tænker jeg på døden som en oceangående fugl. Det kunne f.eks. være en albatros med store vinger, ligesom dem jeg har set på tv.”
”Verdens synkende byer”, s. 8.

Carsten Müller Nielsen debuterede med digtsamlingen Verdens synkende byer” på det lille aarhusianske eksperimentalforlag Jorinde & Joringel i år 2010. Selv har han i radioprogrammet Skønlitteratur på P1 fortalt, at han inden debuten som 32-årig havde sendt mange manuskripter til forlag, men havde fået dem afvist. Efter hvert afslag var han dog begyndt at skrive på en ny bog.

28509758

”Verdens synkende byer” har ikke den samme stringente struktur som de øvrige bøger. De fleste digte i samlingen har en tilsyneladende rolig opregnende tone, og enkelte steder træder et du også frem: ”Alle brevene/ du sendte mig i år/ de/ hyler nu med stormen/ alle brevene/ du sendte mig i år/ de hyler nu/ med stormen fra/ den mørke skov fra/ den mørke skov/ hvor/ dyrestemmer høres og/ ulven går på rov” (s. 6). Digtet benytter sig af en cirkulær struktur, der ligner omkvædet fra en sang med både gentagelser af de samme formuleringer og rim i kraft af skov/rov. Ved siden af de mere erindrende du/jeg-digte, hvor det at skrive ofte tematiseres, findes fantasiprægede digte om natur, verden og civilisation.

Den verden, digterjeget registrerer, er en verden i forfald – en verden ”blind af lys og glitter”, som der står i digtet ”En eftermiddag i haven”. I titeldigtet er en by praktisk talt ved at styrte i afgrunden, og for at undgå sammenbruddet griber byen om sig ”med drøje arme”. Resultatet er blot, at byens forgrening med motorveje, broer og kloakrør opsluger andre omkringliggende landsbyer. Med andre ord er ”Verdens synkende byer” en registrering – og kritik – af civilisationens ødelæggende faktorer.

I naturen findes der derimod både myggesværme og drager, og i et andet digt hævner en række sommerfugle sig ligefrem på fortælleren. Ikke fordi digterjeget har dræbt sommerfuglene for at udstille dem, for han har fundet dem selvdøde, men fordi han så at sige har udstillet dem på en civiliseret måde. Han har placeret dem på en række bag glas og brugt en lineal, så de sidder lige. Sommerfuglenes organiske natur og menneskets behov for at kultivere naturen stilles dermed op som hinanden modsætninger.