Carsten Müller Nielsen
Foto: David Foli / Jensen & Dalgaard

Carsten Müller Nielsen

cand.mag. Anna Møller, Bureauet, marts 2020.
Top image group
Carsten Müller Nielsen
Foto: David Foli / Jensen & Dalgaard

Indledning

Carsten Müller Nielsen har stort set fløjet under radaren i den litterære offentlighed siden sin debut i 2010. Det er slut nu. Med en nominering til DR Romanprisen for Tjernobyl-romanen ”De døde fylder dagene med en smag af mønter” (2019) og en præmiering for opslagsværket ”Bestiarium” (2019) er spotlyset for alvor landet på den filosofiske forfatter, der eksperimenterer med benspænd, form og genrer. Gennem hele forfatterskabet løber en sort-dystopisk grundtone, hvor civilisationskritik og naturødelæggelser går hånd i hånd.

46943325

 

Blå bog

Født: 16. november 1977 i Hillerød.

Uddannelse: BA i litteraturvidenskab fra Københavns Universitet og cand.mag. i dansk og filosofi fra RUC.

Debut: Verdens synkende byer. Jorinde & Joringel, 2010.

Litteraturpriser: Præmieret af Statens Kunstfond for årets prosahåndbog 2019 for ”Bestiarium”.

Seneste udgivelse: De døde fylder dagene med en smag af mønter. Jensen & Dalgaard, 2019.

Inspiration: Mikhail A. Bulgakov, Fjodor Dostojevskij, Elias Canetti, Albert Camus, Samuel Beckett, Sara Stridsberg, T.S. Eliot, Hugo Pratt, Franz Kafka, Virginia Woolfs ”To the Lighthouse”, W.G. Sebald, Peer Hultberg, Søren R. Fauth, Grete Roulund, Peter Adolphsen og Niels Simonsens ”Datoer”. Derudover musik, filosofi, kunst og arkitektur.

 

 

Carsten Müller Nielsen læser en forløber for tekststykket ”Hesten” fra samlingen Bestiarium (2019) højt i 2015.

 

Artikel type
faktalink

Baggrund

”Bjørnen slår ud med venstre lab og fjerner skabslågen ved køkkenvasken. Bag den ligger reden, og i reden den sorte hankilling og den gråstribede hun, der hvæsende farer op, stirrer blindt op mod den brune bjørn, der (…) presser overkroppen ind i skabet, fanger den sorte killing og bider til.”
”De døde fylder dagene med en smag af mønter”, s. 32.

Carsten Müller Nielsen er født 16. november 1977 i Hillerød og opvokset i Vejby øst for Tisvilde hos en enlig mor. Moren var ansat som kontorassistent på den lokale avis, Ugeposten, der på et tidspunkt i løbet af 1990'erne blev opkøbt af Berlingske Tidende. Det betød, at familien pludselig begyndte at modtage Berlingske hver dag, og her læste Carsten Müller Nielsen bl.a. Kultursektionen. Indtil da havde han besøgt biblioteksbussen, der var parkeret bag hans folkeskole.

Carsten Müller Nielsen fortæller selv, at han var sen til at lære at læse, og han gik til specialundervisning og skolepsykolog en del år af indskolingen. I skolen var han særligt glad for biologi, historie og geografi. Carsten Müller Nielsen begyndte at skrive som 17-årig og tog efter folkeskolen tiende klasse, teknisk skole og HF. Derefter tog han ud at rejse i Indonesien og Sydamerika. Tilbage i Danmark startede han på litteraturvidenskab i København i 2000, skiftede senere til RUC og læste der en overbygning i dansk og filosofi.

I 2010 debuterede den 32-årige Carsten Müller Nielsen ligeledes som forfatter. Først med et digt i tidsskriftet Hvedekorn og derefter med digtsamlingen ”Verdens synkende byer” (2010). De følgende år har Carsten Müller Nielsen udgivet et hav af forskelligartede bøger, der alle eksperimenterer med form og struktur. Punktromanen ”Englen over din nabos hus” udkom i 2013 og handler om livet i en lille sjællandsk by op til Anden Verdenskrig og frem til 1990’erne og er skrevet i én ubrudt sætning uden punktum, mens ”Bestiarium” (2019) er et fantasifuldt opslagsværk fyldt med dyr og myter.

Senest har Carsten Müller Nielsen udgivet ”De døde fylder dagene med en smag af mønter” (2019), der handler om en mand, som betaler en prostitueret kvinde for at lytte til hans erindring om oprydningen af Tjernobyl. Bogen blev nomineret til DR Romanprisen 2020. Udover at skrive skønlitteratur spiller Carsten Müller Nielsen også trommer, bl.a. i rockbandet Take Us To Your Leader, der udgav albummet ”The Return of Common Sense” i 2017, og han arbejder som socialpædagog.

Verdens synkende byer

”Personligt tænker jeg på døden som en oceangående fugl. Det kunne f.eks. være en albatros med store vinger, ligesom dem jeg har set på tv.”
”Verdens synkende byer”, s. 8.

Carsten Müller Nielsen debuterede med digtsamlingen Verdens synkende byer” på det lille aarhusianske eksperimentalforlag Jorinde & Joringel i år 2010. Selv har han i radioprogrammet Skønlitteratur på P1 fortalt, at han inden debuten som 32-årig havde sendt mange manuskripter til forlag, men havde fået dem afvist. Efter hvert afslag var han dog begyndt at skrive på en ny bog.

28509758

”Verdens synkende byer” har ikke den samme stringente struktur som de øvrige bøger. De fleste digte i samlingen har en tilsyneladende rolig opregnende tone, og enkelte steder træder et du også frem: ”Alle brevene/ du sendte mig i år/ de/ hyler nu med stormen/ alle brevene/ du sendte mig i år/ de hyler nu/ med stormen fra/ den mørke skov fra/ den mørke skov/ hvor/ dyrestemmer høres og/ ulven går på rov” (s. 6). Digtet benytter sig af en cirkulær struktur, der ligner omkvædet fra en sang med både gentagelser af de samme formuleringer og rim i kraft af skov/rov. Ved siden af de mere erindrende du/jeg-digte, hvor det at skrive ofte tematiseres, findes fantasiprægede digte om natur, verden og civilisation.

Den verden, digterjeget registrerer, er en verden i forfald – en verden ”blind af lys og glitter”, som der står i digtet ”En eftermiddag i haven”. I titeldigtet er en by praktisk talt ved at styrte i afgrunden, og for at undgå sammenbruddet griber byen om sig ”med drøje arme”. Resultatet er blot, at byens forgrening med motorveje, broer og kloakrør opsluger andre omkringliggende landsbyer. Med andre ord er ”Verdens synkende byer” en registrering – og kritik – af civilisationens ødelæggende faktorer.

I naturen findes der derimod både myggesværme og drager, og i et andet digt hævner en række sommerfugle sig ligefrem på fortælleren. Ikke fordi digterjeget har dræbt sommerfuglene for at udstille dem, for han har fundet dem selvdøde, men fordi han så at sige har udstillet dem på en civiliseret måde. Han har placeret dem på en række bag glas og brugt en lineal, så de sidder lige. Sommerfuglenes organiske natur og menneskets behov for at kultivere naturen stilles dermed op som hinanden modsætninger.

Bestiarium

”Torsk. En indtil 1,8 meter lang og altædende grågrøn havfisk, kendt som et forbløffet dyr, der især og til stadighed forundres over sin egen livsførelse.”
”Bestiarium”, s. 60.

Et bestiarium er en latinsk middelalderlig betegnelse for et leksikon med dyr og mytologiske væsener, og Carsten Müller Nielsens ”Bestiarium” (2019) er netop et opslagsværk. Værket er ordnet alfabetisk med 81 ord med forklarende tekst af forskellig længde, og teksterne inddeler sig overordnet set i to kategorier.

De korte, hvor sproget indledningsvist er leksikalsk og nøgternt, men hvor der undervejs lægges små fantasifulde elementer til, der digter videre på virkeligheden. Opslag som ’Bjørn’ og ’Hund’ udvikler sig netop sådan, mens den korte ’Undulat’ er en tør konstatering af, at alle er enige om, at den fugl findes. Dernæst er der de længere tekster, der starter og slutter som en kortprosatekst i mange forskellige genrer. Eksempelvis lægger opslaget ’Uhyre’ sig op ad et eventyr, hvor en studerende ender med at skære hovedet af en harelignende kat, mens ’Sommerfugl’ er socialrealisme med islæt af magisk realisme.

46289765

”Bestiarium” kan læses på to forskellige måder. Enten alfabetisk fra ende til anden eller som en stafetlæsning, hvor det ene opslag – via fodnoterne – viser hen til det næste. Gennem stafetlæsningen kan læseren følge opslagene ”Hund”, ”Bjørn” og ”Uhyre” efter hinanden, og på denne måde opstår en ny, og mere drabelig, sammenhæng og mening.

Selv har Carsten Müller Nielsen tænkt leksikonet som labyrint, der præsenterer andre former for viden og betydning end de gængse, og værket lader realisme og antirealisme flyde sammen.

Carsten Müller Nielsen skrev på ”Bestiarium” i seks år, mens han undervejs arbejdede med andre bøger. Med vilje undgik han at slå ting op på nettet, men brugte i stedet gamle leksikoner, som Lademanns sorte leksikoner, ligesom forsideillustrationen til ”Bestiarium” er en collage skabt af billeder fra bøger, som Carsten Müller Nielsen købte fra genbrugsforretninger. ”Bestiarium” træder som litterært værk ind i en verden præget af lettilgængelig viden, der lever side om side med fake news, hvor det er svært at vide, hvem og hvad man skal tro på. Müller Nielsens svar er, at sandheden også er en litterær sandhed, og det er en merværdi, som litteraturen kan og skal have.

De døde fylder dagene med en smag af mønter

”Fuglene faldt fra himlen. (…) Selvom jægerne havde været forbi flere gange, blev der ved med at være hunde og katte. Når Vasilij og jeg slukkede motoren, var der stille.”
”De døde fylder dagene med en smag af mønter”, s. 62.

I 2019 udkom ”De døde fylder dagene med en smag af mønter”, der er præget af den samme undergangsstemning som mange af Carsten Müller Nielsens øvrige bøger. Romanen, der handler om atomkraftulykken ved Tjernobyl i 1986, er fortalt i en fragmentarisk stil. I en række stillbilleder følger man det barske liv for en kattefamilie i et efterladt hus ikke langt fra atomkraftværket, og i et indrammende nutidsforløb sidder en tidligere soldat på en bar. Han har hyret en prostitueret kvinde til at lytte på sin fortælling om oprydningsarbejdet omkring atomkraftværket, der kostede hans kollega – og mange andre – livet.

46943325

Han fortæller også om sin barndom og bedstemorens forladte hus, hvor kattefamilien nu bor, mens man i flashbacks også følger hans tur til Estland, hvor han befinder sig nu. Undervejs i samtalen, der foregår i beruset tilstand og gennem en hel nat, deler den prostituerede kvinde også sin egen ulykkelige historie, og de taler bl.a. om kunstneren Sophie Calle.

Den poetiske titel er taget fra oprydningsarbejderens beskrivelse af, hvordan det smagte i munden at arbejde på stedet for atomulykken. Som barn havde han fået lagt en mønt ind på tungen, når der skulle tages fotografier, for ikke at smile for stort og med åben mund, og den samme metalliske smag fyldte luften omkring Tjernobyl.

Som roman er ”De døde fylder dagene med en smag af mønter” præget af en nøgtern registrerende tone, men under overfladen truer en tung og sort stemning. I det forladte hus kæmper både en flok ulve, en bjørn og en kattefamilie for deres liv i en verden, der er blevet forgiftet af atomaffald, men det er beskrevet uden menneskelig sentimentalitet eller patos. I oprydningsarbejderens nutid kæmper han med sine minder og med den lymfekræft, han har pådraget sig, men han gør det med løftet pande.

Carsten Müller Nielsen gik i gang med at skrive Tjernobyl-romanen i 2015, da han huskede ulykken og dens stærke og uhyggelige billeder fra sin barndom. Nu oplevede han imidlertid, at den kollektive hukommelse havde slettet ulykken, og på biblioteket oplevede han, at bøger om emnet var blevet forvist til magasinet i kælderen. Romanen blev indstillet til DR Romanprisen 2020.

Genrer og tematikker

Efter sin digterdebut i 2010 udgav Carsten Müller Nielsen bl.a. hybrid-essaysamlingen ”Hav.Dråbe.Kadaver” (2013) og digtsamlingen Aspic Sputnik” (2012), der handler om månen og hvordan den påvirker mennesket. Siden 2013 har han primært udgivet prosa, og han fortæller selv, at hans skrivning er en meget struktureret proces: ”– Jeg har gerne en ”motor”, som jeg kalder det. Det kan være et skema eller en figur eller en plan om nogle specifikke stilistiske elementer, som jeg nøje udvælger, fordi de understøtter det, jeg gerne vil med teksten. F.eks. at skrive som et leksikon, eller uden brug af punktum eller inddele en roman efter et musikstykke. Det er noget, jeg har tegnet op, og som jeg så følger, i hvert fald så længe det giver mening og er en drivkraft.” (Anna Møller: Interview med forfatteren, 2020-02-11).

Den skriveproces er f.eks. gældende for ”Bestiarium”, der er et leksikon med dyr og myter, og ”Englen over din nabos by” (2013), der er skrevet uden et eneste punktum. Den punktumløse bog er en punktroman om livet i en lille sjællandsk by gennem halvtreds år. Den springer i tid og filtrer sig ind og ud ad de mange familier, der væves sammen i løbet af de halvtreds år.

I mange af Carsten Müller Nielsens bøger er fokus på det, der kaldes den antropocæne tid. Det er et nyere udtryk for en geologisk periode, der er domineret af menneskets påvirkning af naturen. I den antropocæne tid findes der ingen ren eller vild natur, da eksempelvis alle skove efterhånden er bearbejdet eller plantet af mennesker, og udtrykket er også en betegnelse for menneskets altdominerende position i verden. Carsten Müller Nielsens bøger er ofte civilisationskritiske og dystopiske, ligesom mange bøger inden for klimalitteraturen er, og natur er et centralt tema. Allerede i den første digtsamling, ”Verdens synkende byer”, optræder ulve og skove, men interessen for biologi giver sig også til udtryk i et fokus på naturødelæggelse.

Forfatteren er også præget af sin baggrund i filosofi. Forlaget bag ”Bestiarium” skriver, at samlingen er født af forfatterens frustration over den positivistiske videnskabsforståelse, der er ved at smadre planeten. Positivisme er en central filosofisk retning, der bl.a. er tydelig inden for erkendelsesteori. Positivisme betyder bl.a., at kun det, som mennesket kan iagttage og erfare gennem videnskaben og teknologien, er reel viden, og dermed rangerer menneskets behandling af og blik på naturen langt over naturen selv.

Selv siger Carsten Müller Nielsen, at han er optaget af temaer som erindring og tid. Et fokus på, hvad tiden er, og at skriften (og læsningen) er en måde at stoppe op på og bemærke de små ting – og hvordan erindring, fantasi, erkendelse og kunst kan transcendere det flygtige og overfladiske moderne liv.

Beslægtede forfatterskaber

Med sin dystopiske og let melankolske grundstemning lægger Carsten Müller Nielsen sig op ad flere af klimalitteraturens mere undergangsprægede forfattere. En forfatter som Theis Ørntoft (f. 1984) skrev allerede i 2014 digtsamlingen ”Digte 2014”, hvor følgende linje bl.a. optrådte: ”For mig er samfundene døde./ Jeg tror ikke længere/ det er et spørgsmål om forfinelse/ men om afvikling”. Også Ørntofts roman ”Solar” (2018) er båret af et civilisationskritisk syn på klimakrisen, men selvom deres temaer i vid udstrækning er det samme, er de to forfatteres fremstillinger af problematikken meget forskellig. I Theis Ørntofts forfatterskab er der som oftest en stærk jegstemme, som forholder sig til den forestående apokalypse og bl.a. benytter mange popkulturelle referencer, mens Carsten Müller Nielsen trækker jeget tilbage i fortællingen og i stedet lader stillbilleder og nøgterne beskrivelser af nådesløs natur stå forrest. Så er det op til læseren selv at trække trådene mellem de fragmenterede glimt og sammenstykke en mening.

Carsten Müller Nielsens stileksperimenter, såsom den punktumløse stil i ”Englen over din nabos by”, er også blevet dyrket af andre forfattere, deriblandt den norske forfatter Jon Fosse (f. 1959), der i 2019 udgav den punktumløse ”Septologien I” på over 250 sider.

I radioprogrammet Skønlitteratur på P1 peger Carsten Müller Nielsen selv på Søren R. Fauth (f. 1971) som en sammenlignelig forfatter. Søren R. Fauths prosaiske langdigt ”Digt om døden” (2018) handler især om farens Parkinsonsyge, tab af førlighed og endegyldige død. Begge forfattere er optaget af videnskab, og begge benytter sig af en organisk vævet struktur i deres digtning. Samtidig handler ”Digt om døden” også om slægtskab og Anden Verdenskrig, som også var et centralt tema i Carsten Müller Nielsens ”Englen over din nabos by”. Begge forfattere er udgivet i bl.a. Hvedekorn, og begge er optaget af filosofi. Søren R. Fauth som forfatter til flere bøger og artikler om tysk litteratur og filosofi.

Bibliografi

Digte

Müller Nielsen, Carsten: Verdens synkende byer. Jorinde & Joringel, 2010.
Müller Nielsen, Carsten: Aspic sputnik. Jorinde & Joringel, 2012.

Romaner

Müller Nielsen, Carsten: Efterliv. Jorinde & Joringel, 2011.
Müller Nielsen, Carsten: Englen over din nabos hus. Tiderne Skifter, 2013.
Müller Nielsen, Carsten: Kvartet til tidens ende. Jensen & Dalgaard, 2018.
Müller Nielsen, Carsten: De døde fylder dagene med en smag af mønter. Jensen & Dalgaard, 2019.

Essays

Müller Nielsen, Carsten: Bestiarium. Jensen & Dalgaard, 2019.

Om forfatterskabet

Radio

Skønlitteratur på P1, 2019-12-11.
Carsten Müller Nielsen fortæller om ”De døde fylder dagene med en smag af mønter” (2019)

Kilder citeret i portrættet

Møller, Anna: Interview med forfatteren, 2020-02-11.