Carsten Müller Nielsen
Foto: David Foli / Jensen & Dalgaard

Carsten Müller Nielsen

cand.mag. Anna Møller, Bureauet, marts 2020.
Top image group
Carsten Müller Nielsen
Foto: David Foli / Jensen & Dalgaard

Indledning

Carsten Müller Nielsen har stort set fløjet under radaren i den litterære offentlighed siden sin debut i 2010. Det er slut nu. Med en nominering til DR Romanprisen for Tjernobyl-romanen ”De døde fylder dagene med en smag af mønter” (2019) og en præmiering for opslagsværket ”Bestiarium” (2019) er spotlyset for alvor landet på den filosofiske forfatter, der eksperimenterer med benspænd, form og genrer. Gennem hele forfatterskabet løber en sort-dystopisk grundtone, hvor civilisationskritik og naturødelæggelser går hånd i hånd.

48677002

 

Blå bog

Født: 16. november 1977 i Hillerød.

Uddannelse: BA i litteraturvidenskab fra Københavns Universitet og cand.mag. i dansk og filosofi fra RUC.

Debut: Verdens synkende byer. Jorinde & Joringel, 2010.

Litteraturpriser: Præmieret af Statens Kunstfond for årets prosahåndbog 2019 for ”Bestiarium”. DR Romanprisen, 2020.

Seneste udgivelse: Lapidarium. Jensen & Dalgaard, 2020. (Leksikonserien).

Inspiration: Mikhail A. Bulgakov, Fjodor Dostojevskij, Elias Canetti, Albert Camus, Samuel Beckett, Sara Stridsberg, T.S. Eliot, Hugo Pratt, Franz Kafka, Virginia Woolfs ”To the Lighthouse”, W.G. Sebald, Peer Hultberg, Søren R. Fauth, Grete Roulund, Peter Adolphsen og Niels Simonsens ”Datoer”. Derudover musik, filosofi, kunst og arkitektur.

Carsten Müller Nielsen læser en forløber for tekststykket ”Hesten” fra samlingen Bestiarium (2019) højt i 2015.

Artikel type
voksne

Baggrund

”Bjørnen slår ud med venstre lab og fjerner skabslågen ved køkkenvasken. Bag den ligger reden, og i reden den sorte hankilling og den gråstribede hun, der hvæsende farer op, stirrer blindt op mod den brune bjørn, der (…) presser overkroppen ind i skabet, fanger den sorte killing og bider til.”
”De døde fylder dagene med en smag af mønter”, s. 32.

Carsten Müller Nielsen er født 16. november 1977 i Hillerød og opvokset i Vejby øst for Tisvilde hos en enlig mor. Moren var ansat som kontorassistent på den lokale avis, Ugeposten, der på et tidspunkt i løbet af 1990'erne blev opkøbt af Berlingske Tidende. Det betød, at familien pludselig begyndte at modtage Berlingske hver dag, og her læste Carsten Müller Nielsen bl.a. Kultursektionen. Indtil da havde han besøgt biblioteksbussen, der var parkeret bag hans folkeskole.

Carsten Müller Nielsen fortæller selv, at han var sen til at lære at læse, og han gik til specialundervisning og skolepsykolog en del år af indskolingen. I skolen var han særligt glad for biologi, historie og geografi. Carsten Müller Nielsen begyndte at skrive som 17-årig og tog efter folkeskolen tiende klasse, teknisk skole og HF. Derefter tog han ud at rejse i Indonesien og Sydamerika. Tilbage i Danmark startede han på litteraturvidenskab i København i 2000, skiftede senere til RUC og læste der en overbygning i dansk og filosofi.

I 2010 debuterede den 32-årige Carsten Müller Nielsen ligeledes som forfatter. Først med et digt i tidsskriftet Hvedekorn og derefter med digtsamlingen ”Verdens synkende byer” (2010). De følgende år har Carsten Müller Nielsen udgivet et hav af forskelligartede bøger, der alle eksperimenterer med form og struktur. Punktromanen ”Englen over din nabos hus” udkom i 2013 og handler om livet i en lille sjællandsk by op til Anden Verdenskrig og frem til 1990’erne og er skrevet i én ubrudt sætning uden punktum, mens ”Bestiarium” (2019) er et fantasifuldt opslagsværk fyldt med dyr og myter.

Senest har Carsten Müller Nielsen udgivet ”De døde fylder dagene med en smag af mønter” (2019), der handler om en mand, som betaler en prostitueret kvinde for at lytte til hans erindring om oprydningen af Tjernobyl. Bogen blev nomineret til DR Romanprisen 2020. Udover at skrive skønlitteratur spiller Carsten Müller Nielsen også trommer, bl.a. i rockbandet Take Us To Your Leader, der udgav albummet ”The Return of Common Sense” i 2017, og han arbejder som socialpædagog.

Verdens synkende byer

”Personligt tænker jeg på døden som en oceangående fugl. Det kunne f.eks. være en albatros med store vinger, ligesom dem jeg har set på tv.”
”Verdens synkende byer”, s. 8.

Carsten Müller Nielsen debuterede med digtsamlingen Verdens synkende byer” på det lille aarhusianske eksperimentalforlag Jorinde & Joringel i år 2010. Selv har han i radioprogrammet Skønlitteratur på P1 fortalt, at han inden debuten som 32-årig havde sendt mange manuskripter til forlag, men havde fået dem afvist. Efter hvert afslag var han dog begyndt at skrive på en ny bog.

28509758

”Verdens synkende byer” har ikke den samme stringente struktur som de øvrige bøger. De fleste digte i samlingen har en tilsyneladende rolig opregnende tone, og enkelte steder træder et du også frem: ”Alle brevene/ du sendte mig i år/ de/ hyler nu med stormen/ alle brevene/ du sendte mig i år/ de hyler nu/ med stormen fra/ den mørke skov fra/ den mørke skov/ hvor/ dyrestemmer høres og/ ulven går på rov” (s. 6). Digtet benytter sig af en cirkulær struktur, der ligner omkvædet fra en sang med både gentagelser af de samme formuleringer og rim i kraft af skov/rov. Ved siden af de mere erindrende du/jeg-digte, hvor det at skrive ofte tematiseres, findes fantasiprægede digte om natur, verden og civilisation.

Den verden, digterjeget registrerer, er en verden i forfald – en verden ”blind af lys og glitter”, som der står i digtet ”En eftermiddag i haven”. I titeldigtet er en by praktisk talt ved at styrte i afgrunden, og for at undgå sammenbruddet griber byen om sig ”med drøje arme”. Resultatet er blot, at byens forgrening med motorveje, broer og kloakrør opsluger andre omkringliggende landsbyer. Med andre ord er ”Verdens synkende byer” en registrering – og kritik – af civilisationens ødelæggende faktorer.

I naturen findes der derimod både myggesværme og drager, og i et andet digt hævner en række sommerfugle sig ligefrem på fortælleren. Ikke fordi digterjeget har dræbt sommerfuglene for at udstille dem, for han har fundet dem selvdøde, men fordi han så at sige har udstillet dem på en civiliseret måde. Han har placeret dem på en række bag glas og brugt en lineal, så de sidder lige. Sommerfuglenes organiske natur og menneskets behov for at kultivere naturen stilles dermed op som hinanden modsætninger.