I Danmark er den mest kendte og læste japanske samtidsforfatter Haruki Murakami (f. 1949). Hans store gennembrud herhjemme såvel som internationalt kom med ”Trækopfuglens krønike” fra 1995. I et simpelt sprog og en slags asiatisk magisk realisme skildrer romanen manden Toru Okadas jagt på sin forsvundne kone. De fleste af Murakamis romaner er ligesom Sayaka Muratas ”Døgnkioskmennesket” og ”Jordboerne” oversat direkte fra japansk af oversætter Mette Holm.
En japansk forfatter fra Muratas egen generation, der ligeledes skriver finurligt og dystert om det moderne Japan og dets kvinder, er Natsuko Imamura (f. 1980), hvis kortroman ”Kvinden i den lilla nederdel” udkom på dansk i 2020. Det er en bog om en ensom, barnlig jegfortæller, der arbejder som stuepige på et hotel og omtaler sig selv som kvinden i den gule cardigan. Hun stalker en fremmed kvinde i en lilla nederdel, der til at begynde med er arbejdsløs, men som senere bliver ansat på samme hotel som den voyeuristiske fortæller. ”Blandt medarbejderne fylder sladder meget, og sladderen gør, at hierarkiet mellem de ansatte på en gang er fastsat – jegfortælleren ligger nederst, konsekvent på grænsen til udstødelse – og bevægeligt: Kvinden i den lilla nederdel stiger først og falder siden i graderne, og i denne stigning og fald er også bogens plotkurve.” (Mathilde Moestrup: Læseren gøres til stalker i ny medrivende japansk kortroman. Information, 2021-01-05). ”Kvinden i den lilla nederdel” er udkommet som en del af forlaget Korridors serie af asiatiske novellaer, der også tæller andre japanske, prisbelønnede samtidsforfattere som for eksempel Yoko Tawada og Yukiko Motoya.
Et bud på en dansk pendant til Sayaka Muratas litterære gennembrud, ”Døgnkioskmennesket”, kunne være Lone Aburas’ debutroman ”Føtexsøen” fra 2009. Den handler om den unge Lene, der dropper sine studier på Roskilde Universitet for at skrive på en roman og søge ind på Forfatterskolen, hvilket ikke er en succes. Imens tager hun et arbejde i dagligvarebutikken Føtex, hvor hun, når hun sidder bag kassen, bliver konfronteret med både egne og andres nedladende syn på det monotone, ufaglærte arbejde.