Sayaka Murata

Sayaka Murata voksede op i et konservativt hjem i byen Inzai. Hun var et genert og ensomt barn, der læste science fiction og begyndte at skrive som tiårig. I fiktionen kunne hun udtrykke sig og sætte sine følelser fri, så hun tegnede og skrev mange mangategneserier. Da hun fyldte 12 år, forærede hendes mor hende penge, så hun kunne købe en computer, hvorefter hun dagligt skrev på sine historier. Familien flyttede til Tokyo, hvor hun gik i gymnasiet, men her blev hun pludselig mere bevidst om, hvad der blev betragtet som ”rigtig” litteratur og gik i stå i sin egen skrivning. Det var først, da hun som universitetsstuderende fulgte et skrivekursus med forfatteren Akio Miyahara, at hun kom i gang med at skrive igen.

”Jeg har skrevet historier, siden jeg var lille. Jeg var et meget ensomt barn, og jeg var på mange måder skuffet over de ting, jeg oplevede, og over det samfund, jeg levede i. Derfor blev jeg lykkelig, da jeg fandt ud af, at jeg som forfatter kunne opfinde personer, der var endnu længere nede, end jeg selv var.” (Rebekka Bundgaard: Vi mødte to af Japans største kvindelige forfattere på Møn. Information, 2021-09-24).

Da hun som 24-årig debuterede med sin første lille roman, ”Jyunyū” (hvis titel oversat betyder ”amning”), var det en drøm, der gik i opfyldelse: at hun nu kunne gå ind i en boghandel og se sin egen bog på hylden. Sit internationale gennembrud fik hun med romanen ”Konbini ningen”, 2016 (”Døgnkioskmennesket”, 2019). Ideen hertil fik hun, da hun arbejdede deltid i en døgnkiosk i Tokyo. Selv efter at romanen blev en bestseller i Japan, hvor den har solgt over 1,5 millioner eksemplarer, fortsatte hun med at arbejde i kiosken, indtil opmærksomheden fra dedikerede fans fik hende til at stoppe. Romanen modtog den anerkendte japanske litteraturpris Akutagawa og er oversat til 30 forskellige sprog.

Når Murata skriver, sætter hun sig gerne på en café i Tokyo med mange lyde omkring sig. Hun har ikke et på forhånd planlagt plot, men lader sin underbevidsthed styre fortællingerne og give karaktererne liv. Det er især tydeligt i hendes seneste roman, ”Chikyu seijin”, 2021, (”Jordboerne” 2021), der undervejs tager en grotesk, surrealistisk drejning.

Kombinationen af en enkel skrivestil og karakterernes ulogiske, faretruende og til tider makabre tanker og handlinger har både forarget hendes læsere og bidraget til hendes status som kultforfatter i hjemlandet.

”Konbini ningen” fra 2016 (”Døgnkioskmennesket”, 2019) er en kort samtidsroman, der handler om den 36-årige Keiko Furukura. Hun lever i Tokyo, hvor hun bor alene i en mikroskopisk lejlighed. Hun er single, jomfru og trives med at arbejde i Smile Mart-døgnkiosken uden for Hiiromachi Station. Den er det, der på japansk kaldes en konbini, hvis navn ligesom det engelske convenience store understreger, at butikkens mål er at være et så bekvemt og behageligt sted at handle som overhovedet muligt. Kiosken har åbent døgnet rundt, og der er næsten ingen grænser for, hvordan det pligtopfyldende personale skal tilgodese kunderne og deres behov. De ansatte, der er klædt i uniformer og inden hver vagt bliver briefet i fællesskab af butikschefen, fremstår som en hel lille høflighedshær, der er oplært i at smile og hilse ens og venligt på de handlende samt placere varerne korrekt.

46533712

Murata skriver på samme tid minimalistisk og sansemættet. Eksempelvis indledes romanen med en opremsning af de mange forskellige lyde, der kan høres i kiosken. Polyfonien af stemmer, dørklokken, plastflasker, der rasler, og småmønter, der klirrer i hænderne på kunderne. Keiko opfatter alle lydene som tryghedsskabende. Hun beskriver dem som ”én stor døgnkiosklyd, der uophørligt kærtegner mine trommehinder” (s. 5).

Romanen er skrevet i et enkelt sprog med mange replikker og en rytme, der mimer de genkendelige, genkommende, maskinelle arbejdsrutiner, hovedpersonen holder så meget af. Den er fortalt af jegfortælleren Keiko, men man bliver undervejs i tvivl om hendes pålidelighed, da hun til tider får syge, næsten dæmoniske indfald, for eksempel om at dræbe sin søsters grædende baby med en kniv.

Keiko kan ikke huske så meget fra sin barndom, der henligger i en tåge. Kun få dramatiske episoder erindres indledningsvis i flashbacks, hvor hun for eksempel stopper et slagsmål i skolegården ved at slå de andre børn hårdt i hovedet med en spade. Både som barn og voksen ønsker hendes familie at kurere hende for sine særheder, og hun gør alt for ikke at stikke ud fra mængden, hvilket døgnkiosken i starten hjælper til med. Hun efterligner andre ved at tillægge sig samme tøjstil eller tale på samme måde som sine kolleger. Men med tiden begynder hendes omgivelser at undre sig over, at hun ikke har andre ambitioner for sit liv end løsarbejde.