”Konbini ningen” fra 2016 (”Døgnkioskmennesket”, 2019) er en kort samtidsroman, der handler om den 36-årige Keiko Furukura. Hun lever i Tokyo, hvor hun bor alene i en mikroskopisk lejlighed. Hun er single, jomfru og trives med at arbejde i Smile Mart-døgnkiosken uden for Hiiromachi Station. Den er det, der på japansk kaldes en konbini, hvis navn ligesom det engelske convenience store understreger, at butikkens mål er at være et så bekvemt og behageligt sted at handle som overhovedet muligt. Kiosken har åbent døgnet rundt, og der er næsten ingen grænser for, hvordan det pligtopfyldende personale skal tilgodese kunderne og deres behov. De ansatte, der er klædt i uniformer og inden hver vagt bliver briefet i fællesskab af butikschefen, fremstår som en hel lille høflighedshær, der er oplært i at smile og hilse ens og venligt på de handlende samt placere varerne korrekt.
46533712
Murata skriver på samme tid minimalistisk og sansemættet. Eksempelvis indledes romanen med en opremsning af de mange forskellige lyde, der kan høres i kiosken. Polyfonien af stemmer, dørklokken, plastflasker, der rasler, og småmønter, der klirrer i hænderne på kunderne. Keiko opfatter alle lydene som tryghedsskabende. Hun beskriver dem som ”én stor døgnkiosklyd, der uophørligt kærtegner mine trommehinder” (s. 5).
Romanen er skrevet i et enkelt sprog med mange replikker og en rytme, der mimer de genkendelige, genkommende, maskinelle arbejdsrutiner, hovedpersonen holder så meget af. Den er fortalt af jegfortælleren Keiko, men man bliver undervejs i tvivl om hendes pålidelighed, da hun til tider får syge, næsten dæmoniske indfald, for eksempel om at dræbe sin søsters grædende baby med en kniv.
Keiko kan ikke huske så meget fra sin barndom, der henligger i en tåge. Kun få dramatiske episoder erindres indledningsvis i flashbacks, hvor hun for eksempel stopper et slagsmål i skolegården ved at slå de andre børn hårdt i hovedet med en spade. Både som barn og voksen ønsker hendes familie at kurere hende for sine særheder, og hun gør alt for ikke at stikke ud fra mængden, hvilket døgnkiosken i starten hjælper til med. Hun efterligner andre ved at tillægge sig samme tøjstil eller tale på samme måde som sine kolleger. Men med tiden begynder hendes omgivelser at undre sig over, at hun ikke har andre ambitioner for sit liv end løsarbejde.