I ”Chikyu seijin” fra 2021 (”Jordboerne”, 2021) følger man den noget sære og let naive Natsuki. Hun bor i en forstad til Tokyo med sin apatiske far og spydige mor, der forskelsbehandler og favoriserer storesøsteren. Hvert år til fejringen af den japanske buddhistiske tradition obon mødes hele familien hos Natsukis bedstemor og bedstefar, der bor på et afsides landsted i Akishinas bjerge. Her finder Natsuki tryghed i samværet med sin fætter Yuu, der ligesom hende føler sig fremmedgjort. Han fantaserer om, at han er et rumvæsen, hvilket Natsuki tager meget bogstaveligt.
De to tweens finder trøst i tanken om en dag at kunne vende tilbage til planeten Pohapipinpobopia. De bliver først kærester og vier senere hinanden ved deres egen ceremoni. Men da de natten efter deres bedstefars begravelse bliver taget på fast gerning i – på Natsukis opfordring – at have en pubertær form for sex på jorden foran gravstedet, bliver de forbudt at se hinanden. Og de bliver i endnu højere grad udstødt af deres familie, der nedbryder dem både fysisk og psykisk.
61384863
Som voksen bor Natsuki sammen med sin mand Tomoomi, som hun har fundet via hjemmesiden slipvæk.com, der gør det muligt for dem, der ikke ønsker at blive ”hjernevaskede” af samfundet, at finde sammen. De lever i et aseksuelt proformaægteskab, hvor de har hver deres værelse, deles ligeligt om de praktiske pligter og undgår enhver form for berøring og kropskontakt, mens de udadtil forsøger at fremstå så normale som muligt for at slippe for det, Tomoomi opfatter som overvågning. De deler opfattelsen af, at samfundet er en fabrik, der masseproducerer mennesker til at virke som hhv. ”arbejdsredskaber” og ”reproduktive organer”.
Som det rumvæsen, Natsuki stadig som voksen, mener hun er, kan hun se disse jordboere udefra med den fremmedes blik og gennemskue deres irrationalitet. Tomoomi fascineres af sin kones barndomsfortællinger, og da han bliver fyret fra endnu et job og deres coverup bliver afsløret, ser han en tur til Natsukis bedsteforældres hus, hvor Yuu nu bor, som det eneste alternativ til selvmord. Herefter udvikler historien sig i en mere og mere absurd og afskyvækkende retning, der står i kontrast til sprogets ligefremhed og jegfortælleren verdensfjerne beskrivelser af begivenhederne.