Johanne Mygind skriver i ”Kærlighedens år” livfuldt og detaljerigt om menneskeliv til forskellige tider, om køn og klasse og indbyrdes relationer. Det samme gør Michael Holbek i sin debutroman ”Strøm” fra 2022. Heri følger man drengen Kim, hans forældre og skøre onkel fra 1966-1987 med lige dele familieliv og samfundsomvæltninger. I Keld Conradsens videnskabsroman ”Byen og havet” fra 2022 er den ambitiøse geolog Jenny omdrejningspunkt for både slægtsforhold og intrige i en plotdrevet fortælling, der sætter lys på kønsulighed på universitetet, nedarvede levemønstre og forbundethed på trods af forskellighed.
Dea Trier Mørch har i sit forfatterskab buldret politisk og talt vagtsomt om moderskab og relationer på tværs af generationer. I brevromanen ”Hvide løgne” fra 1975, som hun skrev med sin datter Sara Trier, ser de to kvinder hinanden an som mennesker, som mor og datter og som kvinder formet af deres tid. På samme måde som i Myginds ”Kærlighedens år” er det interessante både, hvordan kvinderne ser sig selv og hinanden, og hvordan samfund og tidsånd spejler selvfremstillingen og selvforståelsen.
Ursula Reuter Christiansens film ”Skarpretteren” fra 1973 spiller en central rolle for alle tre de generationer af kvinder i romanen – og deres indbyrdes forhold – og en sekvens fra filmen bliver et mantra for både Rigmor, Elisabeth og Nanna – og som sådan også for ”Kærlighedens år”: ”Det næste store øjeblik i historien tilhører os!”. Bogens forsideillustration er også lavet af Ursula Reuter Christiansen.