Nogle ting ved at være kvinde er de samme til alle tider, mens ydre forhold ændrer sig og kan have afgørende betydning for, hvor forskelligt kvindeliv kan udfolde sig. Mælkefyldte bryster og sexlyst er universelle erfaringer, mens arbejdsmarked og uddannelsesmuligheder har ændret sig. Hvordan kan kvinder spejle sig i hinanden over tid og finde frem til noget fælleskvindeligt eller bare fællesmenneskeligt hen over skellet af tid? Det er et tema i Johanne Myginds ”Kærlighedens år”, der på en ret nøgtern og udramatisk måde fremhæver kvinders vilde og mangfoldige spektrum af væremåder. Uden at dømme hverken de bornerte eller frigjorte fremstår kvinder i al deres vælde – rasende, liderlige og søgende efter det bedst mulige liv. ”Man kan jo ikke få alt – men man kan godt få mere,” som det lyder undervejs i romanen.
Ligestillingsperspektivet ændrer sig i takt med samfundsudviklingen. Mormor Rigmor må insistere på at få en uddannelse, Elisabeth må insistere på både at være køn og klog, og Nanna må insistere på at være kvinde i egen ret, med de lyster og længsler, det indebærer. Alle tre kæmper med det spænd, der er mellem deres egne drømme og omgivelsernes forventninger til dem som kvinder.
Arbejdet med ”Kærlighedens år” begyndte som en dokumentarisk fortælling, men forandrede sig til at blive en fiktion. Trods lighedspunkter med forfatterens eget liv, er romanen fiktion, fortæller Johanne Mygind, der gerne har villet se på forholdet mellem individ og samfund: ”Med slægtsromanen har jeg prøvet at fortælle noget om, hvordan mennesker og tider hænger sammen. At forholdet til vores forældre for eksempel er præget af, at vi lever i en bestemt tid. Og at den tid, vi lever i, også er et produkt af vores mødre. Jeg synes, at vores psykologi og vores samfund spiller utrolig meget sammen, og det synes jeg ikke, vi har nok fokus på,” fortæller hun. (Rikke Engsig Nielsen: Johanne Mygind: “Man mister altid noget, når man prøver på at blive til sig selv”. Kulturmagasinet Fine Spind, 2021-09-27).