”Men er det ikke meget at bede om, at Morten skal prioritere pasning af dit barn over sit politiske arbejde?” spurgte Marianne.
”Mit barn?” sagde Elisabeth. ”Nanna skulle jo gerne være et fælles ansvar?””
I 2021 udgav Johanne Mygind sin debutroman ”Kærlighedens år” om tre generationer af kvinder med mod på livet: Mormor Rigmor, mor Elisabeth og den nyskilte podcastjournalist Nanna, der i romanens begyndelse flytter ind i sin egen lejlighed i Sydhavnen i København, hvor hun skal bo med sine tre børn i en deleordning med børnenes far Jakob. I det aktuelle hverdagsspor beslutter hun sig for at lave en udsendelse om sin mor, og det leder hende på sporet af Rødstrømpebevægelsen i 1970’erne, hvor hendes mor var en karismatisk og velformuleret frontfigur.
Romanen er fortalt skiftevis gennem tre tider: Rigmors ungdomsliv, hvor hun bliver gravid med Elisabeth og hvor hendes forældre tilbyder at betale hendes uddannelse mod, at den spæde Elisabeth bliver hos dem på landet. Det afsavn sætter sig som en akut brystbetændelse i den unge moders krop. Elisabeths ungdomsliv, hvor hun møder Birgitte i Kvindehuset og længe undertrykker sin forelskelse i hende.
39557398
Lidt tilfældigt får hun datteren Nanna med landmanden Søren, som snart flytter til Vestjylland. Det kollektiv, Elisabeth har startet, falder fra hinanden, og hun søger hjem til Rigmor med den lille Nanna. Og i en københavnsk nutid lander jeg-fortælleren Nanna langsomt i sit liv som nyskilt og nysgerrig, vekslende mellem lykkelig lethed og sorgfuldt afsavn. Vi er med hende på podcastredaktionen og på sexklub i det kærlighedens år, romanen spænder over.
Undervejs i sin research opdager Nanna, hvor meget hun hidtil ikke har vidst om sin mor og sin mormors liv. Hun forbinder historierne i sin podcast, klipper stemmerne sammen til samtaler, som burde have været og som efterhånden falder ud som en samlet fortælling. En fortælling om kompliceret kærlighed og restriktioner på både følelser og ambitioner, lagt ned over kvinderne af samfundet, dem selv og hinanden.
Med masser af levende skildringer af tidstypiske boformer og fremherskende ideer skaber Johanne Mygind et kalejdoskopisk stykke kvinde- og ligestillingshistorie. Der er et mylder af stemmer og karakterer til at spejle de tre kvinder i denne muntre og fortællelystne roman om at turde elske det, der er.