Mads Myginds digte kredser i høj grad om hverdagen. De er tilsyneladende autofiktive i og med, at der er sammenfald mellem navne, steder og begivenheder i hhv. forfatterens eget liv og bøgernes verden, og som sådan er det største tema menneskelivet og dets udvikling. Fra og med ”I min hule hånd” sker der en bevægelse fra digte mod en mere fortalt form, der har træk til fælles med romangenren, og bogen er blevet kaldt både en versroman, en poetisk fortælling og knækprosa. Der er et forløb og plottråde i ”I min hule hånd”, og der er megen dialog. Læseren lærer digterjeget Mads at kende gennem hans tvivl og usikkerhed og gennem de mange samtaler med bl.a. kollegaen Christian, der med en tør Skjern-tilgang er med i mange humoristiske dialoger. Også jegets egen reaktion på begivenheder, såsom at kærestens vand går inden fødslen, udstiller jegets prøvende tilgang til verden, og således bliver ”I min hule hånd” i høj grad også et portræt af dette digterjeg. ”I min hule hånd” tematiserer fertilitetsbehandling, fødsel og parforhold på den ene side, og på den anden side bevæger jeget sig i en absurd osteklokke på højskolejobbet, hvor småting fylder for både de ansatte og for eleverne.
Ud over hverdagens betragtninger og det nære liv skriver Mads Mygind om store temaer: Kærlighed, liv og død. Som oftest behandles temaerne med udgangspunkt i konkrete hændelser frem for på en abstrakt eller metafysisk facon, og det er op til læseren selv at drage konklusioner eller en endelig sammenfatning. På den vis er Mads Myginds digte åbne og tilgængelige. I ”Til den lyse morgen” behandles tre familiemedlemmers død, i de første digtsamlinger optræder hårde stoffer som amfetamin, kokain og heroin, og ”I min hule hånd” tematiserer barnløshed, så den hverdag, som Mads Mygind refererer til, er med andre ord ikke kun en grå trummerum. Det er i høj grad en hverdag i frit fald, hvor en forandring er undervejs.