I 1986 udkom Péter Nádas’ store tobindsværk ”Emlékiratok könyve” (”Memoirernes bog” 1-2, 1997-98), som bl.a. udforsker sansningens, tænkningens og erindringens mønstre.
Romanens fortælling består af tre spor med mange lag og med personer, hvis historier griber ind i hinanden. Hovedhistorien handler om en unavngiven ungarsk forfatter, som under et besøg i Østtyskland i 1970’erne indleder et kærlighedsforhold til en yngre mand, der siden flygter over Muren, og til en berømt skuespillerinde. Denne historie kædes sammen med elementer fra forfatterens igangværende roman om en centraleuropæisk forfatter omkring år 1900 og med en historie fortalt af forfatterens barndomsven, der efter forfatterens død giver sin version af de hændelser, der kom til at præge deres liv. Der er visse uoverensstemmelser mellem fortællingerne, hvilket synes at demonstrere, at det enkelte menneskes forsøg på at forstå sig selv og verden altid bliver en relativ, subjektiv størrelse.
21938564
Der er tale om en jeg-fortælling med indre synsvinkel, som for hvert kapitel skifter mellem romanens tre spor. Romanens fortællestil er kendetegnet ved en form for samtidighed, hvor forskellige ting huskes nærmest simultant. Teksten består desuden af minutiøse beskrivelser af bl.a. kropslige fænomener, menneskers nonverbale kommunikation og erindringsbilleder, som brydes op i stadig mindre dele: ”Haven er kæmpestor (…) skyggefuld, mildt duftende i sommervarmen; granernes beske duft, den flydende harpiks fra de grønne kogler, der sagte brister i væksten, rosernes svulmende knopper, der stråler rødt, gult, hvidt og lyserødt, åh ja, og et kruset kronblad, som allerede er en smule svedent i kanten, gjorde sig rede til at falde” (s. 145).
En vigtig tematik i romanen er kærligheden og det, at det private liv påvirkes af ideologi – de officielle løgne genskabes i de private forhold. Om det siger forfatteren i et interview : ”Jeg ville beskrive og vise veje mellem kærlighed og frihed og ufrihed. Jeg ville se, om kærligheden overhovedet var muligt i et diktatur, og jeg kom frem til det svar, at det var ikke muligt, fordi kærligheden bliver fejlfarvet, kærligheden bliver fordærvet af diktaturet.” (Peter Nielsen: Vesteuropa har svigtet de østeuropæiske demokratier. Information, 2009-07-08).