peter nadas
Foto: SZ Photo / Birgitte Friedrich / Scanpix

Péter Nádas

cand.mag. Katrine Lehmann Sivertsen, iBureauet/Dagbladet Information, 2017. Opdateret af Katrine Lehmann Sivertsen, Bureauet, december 2018.
Top image group
peter nadas
Foto: SZ Photo / Birgitte Friedrich / Scanpix

Indledning

Ungarske Péter Nádas anses for at være en af de vigtigste nulevende europæiske forfattere, og han nævnes ofte som kandidat til Nobelprisen i litteratur. I hans værker finder man bl.a. detaljerede beskrivelser af menneskets bevidsthed og komplicerede psykologiske virkelighed. Bøgernes personer er ofte ensomme, længselsfulde menneskeskæbner i en kaotisk verden, hvis historier krydser hinanden og tilsammen genspejler Europas historie i det 20. århundrede. Han blev for alvor berømt med tobindsværket ”Memoirernes bog”, der blev udråbt til en moderne klassiker. Han har senest skrevet trebindsværket ”Parallelle historier”.

54389817

Blå bog

Født: 14. oktober 1942 i Budapest i Ungarn.

Uddannelse: Studier i kemi, fotografi og journalistik.

Debut: Egy családregény vége, 1977.

Litteraturpriser: Austrian State Prize for European Literature, 1991. Kossuth Prize, 1992. Leipziger Buchpreis zur Europäischen Verständigung, 1995. Vilenica International Prize for Literature, 1998. Prix du Meilleur Livre Étranger, 1998. Franz Kafka-prisen, 2013. Würth-Preis für Europäische Literatur, 2014.

Seneste udgivelse: Parallelle historier 3 – Frihedens åndedrag. Rosinante, 2018. (Párhuzamos történetek, 2005). Oversætter: Péter Eszterhás. Roman.

Inspiration: Marcel Proust, Robert Musil, Deszö Kosztolányi.

 

 

Artikel type
voksne

Baggrund

”Men da jeg lå dér mellem stenene, atter velsignet med den ubekvemme evne og vane at erindre og tænke, overvejede jeg overhovedet ikke, hvorledes jeg burde forandre min farlige situation, jeg overvejede altså ikke flugtens muligheder, skønt det ville have været så meget desto mere aktuelt, eftersom jeg allerede tydeligt mærkede bølgerne, der slog ind lige ved mig, og det iskolde vand.”

”Memoirernes historie 1-2”, s. 111.

Den ungarske forfatter af jødisk afstamning, Péter Nádas, blev født i Budapest i 1942 som søn af László Nádas, der siden blev en højtplaceret kommunistisk partifunktionær, og hans hustru Klára Tauber. Familien talte også Péters bror Pál. Da Péter var to år, kom det nationalsocialistiske parti Pilekorspartiet med Ferenc Szálasi i spidsen til magten i Ungarn og deporterede i løbet af få måneder tusindvis af ungarske jøder til de tyske udryddelseslejre. Det lykkedes Péter Nádas’ forældre at flygte fra Budapest med deres børn. De vendte dog tilbage inden slaget om Budapest i vinteren 1944/45, hvor Den Røde Hær omringede byen og isolerede både tropper og civile fra omverdenen. Familien overlevede i et familiemedlems lejlighed.

Nádas’ ungdomsår blev præget af, at han mistede begge sine forældre. Da han var 13 år, døde hans mor af kræft, og i 1958 valgte hans far at tage sit eget liv efter anklager om bedrageri. Péter Nádas og hans bror boede herefter hos slægtninge. I løbet af sine teenageår læste Nádas skønlitterære klassikere af bl.a. Moliére, Proust og Musil. I 1956 oplevede han Ungarn-opstanden, hvor et oprør mod de sovjetiske besættelsesstyrker brutalt blev slået ned, på tæt hold. Efter studier i kemi, fotografi og journalistik arbejdede Nádas i en årrække som fotograf og siden journalist.

Péter Nádas fik i midten af 1960’erne udgivet flere korte fortællinger i litterære tidsskrifter og debuterede med en novellesamling. Hans første roman, ”Egy családregény vége” (”Slutningen på en familieroman”, 1989), blev udgivet i 1977. Bogen havde egentlig ligget færdig siden 1972, men den ungarske censur forhindrede i flere år en udgivelse. I løbet af 1970’erne opholdt Nádas sig i flere perioder i Berlin, hvor han bl.a. fulgte forelæsninger på Humboldt-Universität. Han fik i 1986 sit helt store gennembrud med romanen ”Emlékiratok könyve” (”Memoirernes bog”, 1997-98), som den amerikanske forfatter Susan Sontag efterfølgende kaldte ”den bedste roman skrevet i vor tid”. Nádas har siden været en verdensberømt forfatter. Efter 18 års arbejde udkom hans næste store opus, trebindsværket ”Párhuzamos történetek” (”Parallelle historier”, 2017 og 2018), i 2005.

Péter Nádas mødte i 1962 kvinden Magda Salamon, som han siden har levet sammen med. De bosatte sig i 1984 i landsbyen Gombosszeg i det vestlige Ungarn, men har ligeledes en lejlighed i Budapest. Nádas er medlem af både Széchenyi Academy of Letters and Arts og af Berlin Akademie der Künste.     

Slutningen på en familieroman

”Jeg trykkede fisken ind til mig. Og jeg lagde den tilbage i badekarret, og lod vandet løbe. Bedstemor græd og styrtede ud i køkkenet. Min pyjamas blev slimet. Far smækkede alle døre og låste sig inde. Da karret blev fyldt, begyndte fisken at svømme. Der var stille, Det var hér, bedstefar fortalte historien om pigen, der lugtede af fisk.”

”Slutningen på en familieroman”, s. 106.

Péter Nádas var færdig med sin debutroman ”Egy családregény vége” (”Slutningen på en familieroman”, 1989) i 1972, men da han var underlagt publiceringsforbud, udkom romanen først i 1977.

Romanen består af 10 kapitler med drengen Péter Simon og hans forestillingsverden i centrum. Der er ikke tale om en fremadskridende fortælling, men snarere en historie, som udfoldes, efterhånden som tidligere beskrevne episoder dukker op igen og udbygges eller sættes sammen med nye hændelser.

Historien følger drengen, som vokser op i 1950’ernes Ungarn, i mange fragmentariske tilbageblik. Barnet bor alene hos sine bedsteforældre, og bedstefaren fortæller ham mange historier om familiens fortid og blander det med fortællinger om historiske figurer og bibelske scener. I romanens slutning oplever drengen, hvordan bedstefarens fortællinger om jødernes tragiske skæbne bliver til uhyggelig virkelighed, da hans far bliver offer for politisk udrensning. Og efter bedsteforældrenes død bliver drengen pålagt, at ”kaste byrderne af dine forældres forbrydelser fra dig” for ”det menneske, som du hidtil har kaldt din far, han er ikke din far længere” (s. 161) på det børnehjem, hvor han anbringes.

21432954

Der er tale om en 1. person-fortælling fortalt fra barnets perspektiv, hvor barnets opdigtede historier og erindringsbilleder blandes med det, der skildres. Den ene association leder til den næste, ligesom en sanseoplevelse pludselig kan fremkalde en erindring fra fortiden. Anekdoter og historier påbegyndes, men efterlades uden at blive fortalt helt færdig, når barnet distraheres, ligesom skildringer af far-mor-og børn-lege kædes sammen med fantasier, ting i de voksnes verden, som drengen ikke forstår, og beskrivelser af barnets intense sansninger af verden. Her en død hund og et blad med en bladlus: ”Ingen vidste hér, at jeg kæmpede med døden, ligesom min hund. Et blad gyngede blidt. På bladet to små, meget blanke øjne. Bladets øjne var opmærksomme!” (s. 47).

Nádas skildrer på denne vis barnets bevidstheds- og forestillingsverden og erindringens karakter samtidig med, at han fortæller en historie om Ungarn under kommunismen.

Memoirernes bog 1-2

”Jeg aner ikke, hvordan vi var kommet ned på gulvet, for på det tidspunkt havde jeg allerede tabt tråden i vores historie, og muligvis er det netop fra dette øjeblik, jeg kun ud fra hendes bevægelser, hendes ansigtstræk, hendes blik, smagen af hendes spyt, lugten af hendes udsondringer og synet af hendes skælvende øjenlåg kunne slutte mig til, hvad der ellers måtte være hændt mig.”

”Memoirernes bog”, s. 89.

I 1986 udkom Péter Nádas’ store tobindsværk ”Emlékiratok könyve” (”Memoirernes bog” 1-2, 1997-98), som bl.a. udforsker sansningens, tænkningens og erindringens mønstre.

Romanens fortælling består af tre spor med mange lag og med personer, hvis historier griber ind i hinanden. Hovedhistorien handler om en unavngiven ungarsk forfatter, som under et besøg i Østtyskland i 1970’erne indleder et kærlighedsforhold til en yngre mand, der siden flygter over Muren, og til en berømt skuespillerinde. Denne historie kædes sammen med elementer fra forfatterens igangværende roman om en centraleuropæisk forfatter omkring år 1900 og med en historie fortalt af forfatterens barndomsven, der efter forfatterens død giver sin version af de hændelser, der kom til at præge deres liv. Der er visse uoverensstemmelser mellem fortællingerne, hvilket synes at demonstrere, at det enkelte menneskes forsøg på at forstå sig selv og verden altid bliver en relativ, subjektiv størrelse.

21938564

Der er tale om en jeg-fortælling med indre synsvinkel, som for hvert kapitel skifter mellem romanens tre spor. Romanens fortællestil er kendetegnet ved en form for samtidighed, hvor forskellige ting huskes nærmest simultant. Teksten består desuden af minutiøse beskrivelser af bl.a. kropslige fænomener, menneskers nonverbale kommunikation og erindringsbilleder, som brydes op i stadig mindre dele: ”Haven er kæmpestor (…) skyggefuld, mildt duftende i sommervarmen; granernes beske duft, den flydende harpiks fra de grønne kogler, der sagte brister i væksten, rosernes svulmende knopper, der stråler rødt, gult, hvidt og lyserødt, åh ja, og et kruset kronblad, som allerede er en smule svedent i kanten, gjorde sig rede til at falde” (s. 145).

En vigtig tematik i romanen er kærligheden og det, at det private liv påvirkes af ideologi – de officielle løgne genskabes i de private forhold. Om det siger forfatteren i et interview : ”Jeg ville beskrive og vise veje mellem kærlighed og frihed og ufrihed. Jeg ville se, om kærligheden overhovedet var muligt i et diktatur, og jeg kom frem til det svar, at det var ikke muligt, fordi kærligheden bliver fejlfarvet, kærligheden bliver fordærvet af diktaturet.” (Peter Nielsen: Vesteuropa har svigtet de østeuropæiske demokratier. Information, 2009-07-08).

Parallelle historier 1 – Den tavse provins

”..Kaste endnu et blik på pigens, han vidste ikke rigtigt hvad, hendes alt, så han aldrig glemte det. Og det var meget vigtigt, for han dyrkede billeder. Billeder fulgte ham, eller rettere sagt, det var ham, der fulgte og værnede om billederne i sin sjæls inderste. Der fandtes et dybt hemmeligt arkiv i hans erindring, hvor han usorteret gemte alt det, der nogen sinde havde rørt ham.”

”Parallelle historier 1 – Den tavse provins”, s. 189.

Péter Nádas’ monumentale, labyrintiske og ambitiøse trebindsroman på mere end 1100 sider, ”Párhuzamos történetek”, udkom i 2005 (Første del på dansk: ”Parallelle historier 1 – Den tavse provins”, 2017). Som titlen antyder, er det heller ikke kronologi og en fremadskridende fortælling, som præger dette værk, men parallelle historier, som overlapper, krydser og slynger sig ind i hinanden.

Romanen starter i 1989 med en klassisk mordscene: ”Ved udgangen af det uforglemmelige år, da den famøse Berlinmur styrtede i grus, snublede man over et lig, ikke langt fra den grånende marmorstatue af dronning Louise.” (s. 9). Det drejer sig imidlertid ikke om en opklaring af mordgåden. Selve åbningsscenen er især kendetegnet ved en detaljeret beskrivelse af to mænd omkring liget – ham, der fandt den døde, og en kriminalassistent – og deres tankestrømme og oplevelse af hinanden.

53307426

Herefter følger helt andre fortællinger, som bl.a. skildrer en telefons enerverende og vedholdende ringen i en lejlighed i 1960’ernes Budapest, en uhyggelig historie fra en tysk koncentrationslejr under Anden Verdenskrig, tre mænd med deres helt eget særlige kodesprog på en badeanstalt i Ungarn under kommunismen, en voyeur på en tysk nudiststrand og meget andet.

Der er denne gang tale om en 3. persons fortæller med indre synsvinkel, der også her skifter for hvert nyt kapitel, så man som læser til stadighed må orientere sig på ny. De forskellige fortællinger er kendetegnet ved lange, udførlige skildringer, hvor tiden synes at gå i stå, og alle detaljer registreres. Det går efterhånden op for en, at bogen følger en ungarsk og en tysk familie, hvis historier krydser hinanden, så man pludselig kommer i tanke om noget, man måske læste for 100 sider siden eller genkender en figur fra tidligere. Omdrejningspunktet er bl.a. ensomhed og menneskers længsel efter hinanden – som den kommer til udtryk ved en sammensat og detaljeret skildring af de ting, der foregår i figurernes komplicerede indre. Det skaber tilsammen et billede af det europæiske menneske efter Murens fald og den historie, der ledte det herhen.

Parallelle historier 2 – I nattens dybe mørke

”De skrællede hinanden fri af mørket, ikke så meget med øjnene, mere med deres indre blikke og en gensidig forførende selvtilfredshed over at vise al den overdådige nøgenhed frem og alle de ansvarsløst letsindige ord, som det var så nydelsesfuldt at prale med.”

”Parallelle historier 2 – I nattens dybe mørke, s. 153.

Andet bind i Péter Nádas’ storslåede trilogi om Europa i det 20. århundrede og menneskelig identitet, fremmedgørelse og længsel har titlen Párhuzamos történetek” (2005) (”Parallelle historier 2 - I nattens dybe mørke”, 2018). Romanen, der har kapiteloverskrifter som ”Han får underretning om sit eget liv” og ”Flår alt itu”, tager sin begyndelse en nat i en park, hvor byens homoseksuelle kredser om hinanden fulde af forventning, lyst og skam. Det er også blandt Budapests bøsser, at man finder en beskrivelse, der indeholder anslaget til bogens titel, og som illustrerer bogens melankolske tone.

Det er ligeledes et gennemgående tema i romanen, at mennesket er splittet mellem løssluppenhed og glæde på den ene side og skamfølelse og aggression på den anden: ”Falanksens to ender fortabte sig i det urin- og tjærestinkende mørke. Han begyndte at gå i den retning, direkte ind i mørket, ind i nattens mørke dyb, dér hvor vanddråberne ramte porcelænet. Han valgte dog en langt farligere plads, en plads hvor han kunne forsvinde med sin personlige skamfølelse, men hvor han med sine upersonlige længsler kunne stedes for Guds åsyn”. (s. 128).

Vi befinder os i romanværkets andet bind i midterdelen af det forrige århundrede, og handlingen foregår især på forskellige steder i den ungarske hovedstad. Her møder man både figurer kendt fra første bind og nye skikkelser. Sanselighed fylder meget i bogens beskrivelser, og kropsvæsker af enhver slags dukker gentagne gange op: ”I øjeblikket lige før verdens undergang. Det ville måske ikke engang genere dem at rulle sig i andres fækalier (…) De kyssede hinandens sperm ind i hinandens gabende munde” (s. 55). Mennesket er i verden som en krop, med alt hvad det indebærer af sved, blod, sæd, urin og lignende. De mange sekreter tematiserer kroppen som eksistensmodus. Samtidigt er et vigtigt motiv i romanen det på alle måder afklædte menneske og menneskers voldsomme, kropslige møder.

Parallelle historier 3 - Frihedens åndedrag

”I dette øjeblik og på denne særegne måde flettedes de to mænds gruopvækkende skæbner sammen. De så på hinanden i deres indbyrdes skam, som om det ikke var muligt at undgå den fælles skændsel. De kunne ikke have været mere forskellige, bortset fra deres alder var der intet, der knyttede dem til hinanden, alligevel så de ikke andet i hinandens øjne, end at de begge var mænd.”

”Parallelle historier 3 – Frihedens åndedrag” s. 687.

Péter Nádas’ billedtæppe af sideløbende historier afsluttes med en murstensroman på over 750 sider med titlen ”Párhuzamos történetek” (”Parallelle historier 3 - Frihedens åndedrag”, 2018).  

I det tredje bind af trilogien foregår mere og mere af fortællingen i personernes sind. En vigtig del af romanen består af skildringer af de tanker, der suser rundt i hovedet på historiernes figurer, eller indre monologer: ”Godt, lad os sige, jeg er talentløs, jeg indrømmer det, jeg er uansvarlig, en dovenkrop, det er sandt, jeg øver mig ikke nok, men hvad så, jeg bilder mig ind, at jeg er et kæmpe naturtalent, som ikke har brug for den slags, og desuden har jeg en lækker krop, og jeg mister ikke engang min musikalitet, mens jeg boller.” (s. 10). En anmelder har ganske betegnende skildret det at læse Péter Nádas som at krydse en flod ved at springe fra isflage til isflage – hvor isflagerne er begivenheder eller tankestrømme, som afløser hinanden. Og ligesom de parallelle historier i trilogien illuderer en form for samtidighed, er Nádas’ beskrivelse af den menneskelige bevidsthed også kendetegnet ved, at en masse ting sker på samme tid.

54389817

Romanværket er dog ikke kun udtryk for en psykologisk fremstilling af menneskers hemmeligheder, tankestrømme og blik på hinanden. Mange af bogens scener foregår i skelsættende år i nyere europæiske historie, eksemplificeret ved f.eks. et mørkelagt Budapest lammet af undtagelsestilstand efter opstanden i Ungarn i 1956, arvelighedsforsøg på en kostskole for unge drenge under Anden Verdenskrig og afslutningen på krigen i al sin gru: ”Begge hans ben var amputeret fra knæene, og forbindingerne var sorte af skidt og størknet blod. Han bevægede sig ved først at vride sig om på maven og så om på ryggen og bugtede sig således frem som en larve” (s. 745).

De store menneskeskabte katastrofer i det 20. århundrede og den historiske baggrund for vore dages europæiske menneske kan måske bedst gøres nærværende for nutiden ved detaljerede, sanselige, kaotiske, samtidige beskrivelser i en litterær form af parallelle historier. En beskrivelse Péter Nádas leverer med sit ambitiøse romanværk.

Genrer og tematikker

Péter Nádas har i sit eget liv været tæt på to af omdrejningspunkterne i det 20. århundredes europæiske historie, nemlig jødeforfølgelserne under Anden Verdenskrig og det kommunistiske diktatur i Østeuropa, hvilket har præget hans forfatterskab. Et af de gennemgående motiver i forfatterskabet er forsøget på at skrive det enkelte menneskets lille historie sammen med samfundets store. Hos Nádas bliver det en skildring af den nyere tids europæiske historie, ligesom han er optaget af den betydning, historiske begivenheder og styreformer har på den menneskelige bevidsthed og menneskers forhold til hinanden.   

Fra starten af forfatterskabet er der tale om tekster, der udfordrer læserens forsøg på at skabe en fremadskridende, sammenhængende fortælling, for Nádas er ikke interesseret i den lineære, plotbårne historie. Det synes at være en præmis i forfatterskabet, at verden er kaotisk og derfor også må beskrives fragmenteret. Hans tekster er snarere billedtæpper eller mosaikker af fortælletråde, der skabes af forskellige stemmer og skildringer, som tilsammen danner den samlede historie. Eller som bedstefaren i Péter Nádas’ debutroman ”Slutningen på en familieroman” siger det: ”Historier er livets simple detaljer, og der er ingen lære i dem. Kun inzwischen, altid mellem to historier, mellem to åndedrag: dazwishen!” (s. 37).

Allerede i sin debutroman benytter Nádas sig af en fortælleteknik, som zoomer ind på sansebeskrivelser og erindringsbilleder. De sanseindtryk, der beskrives, bliver delt op i stadig mindre dele, så de nærmest ender som mikroskopiske observationsenheder. Allerede i ”Slutningen af en familieroman” bliver historien også fortalt med parallelle spor i en lang strøm, hvor sansebeskrivelser glider over i et nyt erindringsbillede eller en ny tanke – et kendetegn, som bliver yderligere udfoldet i Péter Nádas’ tobindsværk ”Memoirernes bog”, der for alvor indskrev ham på verdenslitteraturscenen. Denne teknik kan tolkes som et forsøg på at trænge ned under eller bag ved de lag og billeddannelser i bevidstheden, som sproget normalt gengiver. Et forsøg på på paradoksal vis at lade ord indfange det, som ellers undslipper ordene.

Nádas’ næste store værk, ”Parallelle historier”, var 18 år undervejs. Også denne store romantrilogi handler om det europæiske menneske, denne gang i en 3. persons fortælling men fortsat med en indre synsvinkel, som lader læseren komme helt tæt på menneskeskæbners komplicerede psykologi og mange bevidsthedslag ved udførlige, detaljerede beskrivelser. De tre romaners mange forskellige fortællinger med forskellige skæbner fra forskellige steder og tidspunkter i det 20. århundredes Europa kører parallelt men overlapper og krydser ligeledes hinanden.

Motiver som ensomhed og menneskers længsel efter hinanden, voyeurens blik, kroppen som eksistensmodus og bevidsthedens mange komplicerede lag af erindring, tænkning og psykologiske bevæggrunde er gennemgående i forfatterskabet, ligesom sammenkoblingen mellem den enkeltes lille historie og den omkringliggende europæiske historie. ”Parallelle historier” er desuden blevet læst som en storstilet og oplysende fortælling om Europa i det forrige århundrede: ”Den er ikke skrevet for at gøre fortiden en tjeneste, men for at oplyse nutiden. Det 20. århundredes historie kan i dag bedst overleve og gribe os som litteratur.” (Peter Wivel: Seks hjerter: Storværk er ikke skrevet for at gøre fortiden en tjeneste, men for at oplyse nutiden. Politiken, 2018-08-19).  

Beslægtede forfatterskaber

Péter Nádas’ forfatterskab generelt og især hovedværkerne ”Memoirernes bog 1-2” og ”Parallelle historier” har fået mange til at kæde den ungarske forfatters bøger sammen med klassiske litterære værker inden for den europæiske tradition, som f.eks. bøger skrevet af Marcel Proust, Thomas Mann, Lev Tolstoj og Robert Musil. Marcel Prousts roman ”På sporet af den tabte tid” handler bl.a. om kærligheden og erindringen og er måske især kendt for skildringen af spontane associationer til fortiden, som ofte betegnes som uvilkårlige erindringer. En skildring af erindringens karakter og bevidsthedens associationsrækker, som man også finder i både Péter Nádas’ debutroman ”Slutningen på en familieroman” og senere i forfatterskabet. Østrigske Robert Musils monstrøse og ufuldendte roman ”Manden uden egenskaber” nævnes også ofte som et værk, der kan sammenlignes med ”Parallelle historier”. Ligesom Musils romanværk skildrer sammenbruddet af den gamle verden op til Første Verdenskrig, er Nádas’ ”Parallelle historier” blevet kaldt et forsøg på at beskrive forudsætningerne for det europæiske menneskes situation i tiden efter Murens fald.

En forfatter som ungarske Dezsö Kosztolányi kaldes ofte stamfader til den moderne ungarske litteratur, som Péter Nádas bl.a. tilhører. Kosztolányis bog ”Kornél Esti” fra 1936 udkom med samme titel på dansk i 2007. Den samme generation af ungarske forfattere, som Nádas tilhører, og som alle fik deres gennembrud efter Anden Verdenskrig, tæller også navne som nobelprismodtageren Imre Kertész, som bl.a. er kendt for ”De skæbneløse” og ”Kaddish for et ufødt barn”, og Lászlo Krasznahorkai, som bl.a. har skrevet ”Modstandens melankoli”. Den ungarske forfatter fra samme generation, som det dog er mest oplagt at sammenligne Péter Nádas med, er Péter Esterházy. Esterházys hovedværk ”Harmonia Cælestis” fra 2000, som udkom på dansk i 2004, indeholder en skildring af både forfatterens egen familiehistorie og den ungarske historie samt et portræt af Europa.

Bibliografi

Romaner

Nádas, Péter: Szerelem, 1979. Love, 2000. Oversat til engelsk af Imre Goldstein.
Nádas, Péter: Slutningen på en familieroman. Husets Forlag, 1989. (Egy családregény vége, 1977). Oversætter: Peter Eszterhás.
Nádas, Péter: Memoirernes bog 1-2. Munksgaard/Rosinante, 1997-98. (Emlékiratok könyve, 1986). Oversætter: Péter Eszterhás.
Nádas, Péter: A Lovely Tale of Photography: A Film Novella, 1999. Oversat til engelsk af Imre Goldstein.
Nádas, Péter: Parallelle historier 1 – Den tavse provins. Rosinante, 2017. (Párhuzamos történetek, 2005). Oversætter: Péter Eszterhás.
Nádas, Péter: Parallelle historier 2 – I nattens mørke dyb. Rosinante, 2018. (Párhuzamos történetek, 2005). Oversætter: Péter Eszterhás.
Nádas, Péter: Parallelle historier 3 – Frihedens åndedrag. Rosinante, 2018. (Párhuzamos történetek, 2005). Oversætter: Péter Eszterhás.

Noveller

Nádas, Péter: La Bibla, 1967.
Nádas, Péter: Kulcskeresö játék, 1969.
Nádas, Péter: My Own Death, 2004. Oversat til engelsk af Janos Salomon.
Nádas, Péter: Fire and Knowledge: Fiction and Essays, 2008. Oversat til engelsk af Imre Goldstein.

Essays

Nádas, Péter: Évkönyv: ezerkilencszáznyolcvanhét, ezerkilencszáznyolcvannyolc, 1989.
Nádas, Péter: Az égi és a földi szerelemről, 1991.
Nádas, Péter: Párbeszéd: négy nap ezerkilencszáznyolcvankilencben, 1992.

Drama

Nádas, Péter: Színtér, 1982. Tre skuespil.
Nádas, Peter: Szirénének, 2010.

Andet af Péter Nádas

Nádas, Péter: Central European Avant-Gardes – Exchange and Transformation, 1910-1930. 2002.

Om forfatterskabet

Artikler

The New York Times, 1997-07-21.
Levy, Jette Lundbo: Kærlighedens og fortællingens symmetrier. Information, 1998-09-11.
The New York Times, 1998-11-22.
Moralic, Izvor: Book Review: Péter Nádas’ A Family Story. The Vienna Review, 2007-09-01.
Monrad, Jørgen Herman: Rør mig ikke, rør mig. Weekendavisen, 2017-08-18.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Péter Nádas