Imre Kertész
Foto: Francois Guillot/AFP/Ritzau Scanpix

Imre Kertész

cand. mag. Katrine Lehmann Sivertsen, iBureauet/Dagbladet Information, 2009.
Top image group
Imre Kertész
Foto: Francois Guillot/AFP/Ritzau Scanpix
Main image
Kertész, Imre
Foto: Frank Franklin II / POLFOTO

Indledning

Hvad gør et totalitært styre ved individet? Findes der rationelle forklaringer på det onde og det gode? Hvordan lever man videre efter mødet med den største grusomhed og absurditet? Det er nogle af de spørgsmål, som den ungarske forfatter Imre Kertész beskæftiger sig med i sit forfatterskab. Han debuterede i 1975 med en roman, der tager udgangspunkt i en Holocaust-skildring. De nazistiske udryddelseslejre spiller i det hele taget en vigtig rolle hos Kertész, men det kædes altid sammen med eksistentielle overvejelser og generelle pointer om det 20. århundredes moderne verden. Vigtige temaer i forfatterskabet er fremmedgørelse, skæbne, frihed, absurditet, totalitarisme, erkendelse og kunstens rolle i verden.

 

27017916

Blå bog

Født: Den 9. november 1929 i Budapest, Ungarn.

Død: Den 31. marts 2016 i Budapest, Ungarn.

Debut: Sorstalan ság, 1975 (De skæbneløse, 1996).

Litteraturpriser: Brandenburger Literaturpreis, 1995. Leipziger Buchpreis zur Europäischen Verständigung, 1997. WELT-Literaturpreis, 2000. Hans Sahl-Preis, 2002. Nobelprisen i litteratur, 2002.

Seneste udgivelse: Dossier K. Forum, Batzer & co., 2007 (K. dosszié”, 2006).

Artikel type
voksne

Baggrund

”Det var denne bestemte, denne særlige time på dagen – min yndlingstime i lejren, og jeg blev grebet af en skarp, pinefuld og frugtesløs længsel efter den: hjemve. På én gang vågnede det hele til live, alt kom tilbage, strømmede gennem min erindring, og jeg overrumplet af alle de forunderlige stemninger, bevæget af de små minder. Ja, i en vis forstand var livet dér mere enkelt og rent”.
"De skæbneløse” s. 211.

Den ungarske forfatter Imre Kertész blev født i 1929 i den ungarske hovedstad Budapest. Han voksede op i en jødisk familie, der tilhørte middelklassen, og blev som 15-årig deporteret til koncentrationslejren Auschwitz og senere Buchenwald, hvorfra han blev befriet ved Anden Verdenskrigs afslutning i 1945. Erfaringerne fra koncentrationslejrene kommer siden hen til at spille en vigtig rolle i hans forfatterskab. Hans oplevelser med et totalitært system stammer imidlertid ikke kun fra tiden som KZ-fange, men også fra hans erfaringer i det kommunistiske Ungarn. Et omdrejningspunkt i forfatterskabet bliver netop at skildre totalitarismens påvirkning af individet, men også det i mennesket, der undslipper et totalitært regime. 

I årene 1948-51 arbejdede Kertész som journalist i Budapest for avisen Világossag. Han blev dog afskediget fra avisen, da bladet antog det kommunistiske partis program i starten af 1950’erne. Efter to års militærtjeneste ernærede Kertész sig som oversætter af tysk litteratur og filosofi. Han oversatte blandt andre tekster af Friedrich Nietzsche, Ludwig Wittgenstein, Hugo von Hoffmannsthal, Elias Canetti og Arthur Schnitzler. I en lille et-værelses lejlighed, som han delte med sin daværende hustru, skrev Kertész også korte stykker til teatret. Imre Kertész oplevede Ungarnopstanden i 1956, og kommunismens fortsatte styre i landet mange år herefter. I 1975 debuterede han som romanforfatter med ”Sorstalan ság” (på dansk ”De skæbneløse”). Debutromanen trækker i en vis udstrækning på forfatterens selvbiografiske oplevelser som KZ-fange, men forfatteren understreger selv, at der er tale om en fiktiv historie og ikke en selvbiografisk fortælling. Kertészs skildring af virkeligheden i koncentrationslejrene bliver blandt andet et billede på den menneskelige ødelæggelse, som et totalitært styre forårsager, når mennesket frarøves sin skæbne.

”De skæbneløse” var allerede færdig i 1965, men som mange andre forfattere, som ikke sympatiserede med det kommunistiske styre, havde Kertész vanskeligt ved at finde et forlag, der ønskede at udgive bogen. Da bogen endelig udkom, blev den mødt af en rungende tavshed. Kertész har i et interview fortalt, at førsteoplaget af romanen i løbet af få uger forsvandt fra boghandlerne, og at han først troede, at debutromanen var blevet en stor salgssucces. Han opdagede imidlertid, at førsteoplaget ikke var udsolgt, men at oplaget derimod var samlet et sted uden for Budapest. Han skyndte sig herefter at sikre sig et par hundrede eksemplarer til venner og bekendte. I mange år herefter var Kertész stort set et ukendt forfatternavn både i sit hjemland og i udlandet.

Efter Berlin-murens fald fik hans bøger større international opmærksomhed og blev oversat til en række europæiske sprog. Kertész tilbragte herefter mere og mere tid i Tyskland: ”Budapest forbliver min hjemby og ungarsk mit sprog. Men ærligt talt: I 40 år var jeg spærret inde i et land, hvor jeg ikke ønskede at leve. I dag lever jeg i EU og kan bosætte mig, hvor jeg vil. I Berlin føler jeg mig bedre orienteret om alt, sågar mit Ungarn. Desuden var jeg begyndt at føle mig frustreret i Budapest – det føltes, som om jeg ikke havde noget rigtigt publikum der. Jeg føler mig lettere om hjertet og hjemme i Berlin.” (Stefan Jonsson: ”Vi lever stadig i tilintetgørelsens skygge”. Information, 2007-11-16). 

Kertész har modtaget en række internationale litteraturpriser, og i 2002 modtog han Nobelprisen i litteratur for sit forfatterskab. I Nobelpriskomiteens udtalelse i forbindelse med prisuddelingen opsummeres et af omdrejningspunkterne i forfatterskabet, når det hedder, at forfatteren i sine bøger ”fremhæver den enkeltes skrøbelige erfaring over for historiens barbariske vilkårlighed”.   

Imre Kertész bor i dag i Berlin med sin anden hustru, Magda. Han har ingen børn.

”De skæbneløse”

”Også jeg havde gennemlevet en given skæbne. Det var ikke min skæbne, men det var mig, der gennemlevede den – og jeg kunne ikke begribe, at de slet ikke kunne få det ind i hovedet: at jeg følgeligt nu måtte se at gøre noget med den, måtte tilpasse den til et eller andet, nu kunne jeg da ikke slå mig til tåls med, at det blot var en misforståelse, en tilfældighed, en slags vildfarelse, eller at det måske slet ikke var sket”.
Imre Kertész: ”De skæbneløse” s. 209.

Imre Kertész debuterede i 1975 med romanen ”Sorstalan ság” (”De skæbneløse”, 1996). Historien begynder hos en jødisk familie i Budapest, hvor faderen indkaldes til såkaldt ”tvangsarbejdstjeneste” og hans søn, der er bogens hovedperson, kort efter antastes i bussen og deporteres til koncentrationslejren Auschwitz-Birkenau og siden lejrene Buchenwald og Zeit. Fortællingen er kendetegnet ved en nøgtern registrering af drengens oplevelser i lejren og en gengivelse af hans mange forsøg på at finde logiske forklaringer på det, han kommer ud for. Romanen præsenterer læseren for barnets perspektiv på begivenhederne og skildrer en ung mands tilpasning til det totalitære maskineris absurde virkelighed i KZ-lejrene. Romanens hovedperson bliver til slut alvorlig syg, og det bliver måske hans redning. Han indlægges og kommer efter krigens afslutning hjem til Budapest.

En af de ting i romanen, der kan virke provokerende, er, at den tilbyder et sammensat billede af virkeligheden i lejrene, som rummer både håbløshed og håb. Og da hovedpersonen kommer hjem oplever han ligefrem at føle hjemve i et savn efter et særligt lys og en særlig stemning i lejren. Hovedpersonen har ikke blot overlevet, men netop også levet sit liv som fange i lejren.

En vigtig pointe i bogen er, at hovedpersonen nægter at acceptere, at tilværelsen reduceres til en række vilkårlige hændelser. For ham er det afgørende, at det tilsyneladende tilfældige bliver en nødvendighed, for at livet skal give mening. Den skæbne, han er blevet tildelt, kan kun omsættes til frihed, hvis den fastholdes og gentages. Eller sagt på en anden måde så bliver mennesket frataget sin skæbne og sin identitet i den totalitaristiske virkelighed. De bliver skæbneløse i lejren, og for at få sin skæbne tilbage må de fastholde og ikke forsøge at fortrænge deres oplevelser: ”Vi kan aldrig begynde et nyt liv, vi kan kun fortsætte det gamle. Det var mig, der havde taget mine skridt og ikke andre, og jeg erklærede, at jeg hele vejen igennem havde været tro mod den mig givne skæbne (...) Ville de måske have, at al min æresfølelse og samtlige skridt, jeg hidtil havde taget, skulle miste deres mening?”. ”De skæbneløse” s. 210). 

Kertész hævder ligeledes med sin bog, at de enkelte KZ-fanger er del af konstruktionen af Auschwitz. I et totalitært regime er den enkeltes tilpasning en forudsætning. I stedet for blot at anskue Holocaust som en uhyrlig afsporing er det ifølge Kertész vigtigt at se Holocaust som del af vores vestlige kultur. På trods af ufattelige lidelser har Holocaust også ført til erkendelse og ny viden, ifølge Kertész: ”Hvad tilintetgørelsen og det 20. århundrede har lært os, er, at den europæiske humanisme er usand. Den er opbrugt. Alle vore moralske og etiske begreber er anløbne. Summen af den europæiske historie viste sig at være totalitarismen og krematoriet. Vi lever stadig i skyggerne herfra. Generationer efter tilintetgørelsen må enten skabe en ny kultur eller mislykkes.”(Stefan Jonsson: Vi lever stadig i tilintetgørelsens skygge. Information, 2007-11-16). Ifølge Kertész findes der midt i vores moderne verden en latent vold, som Holocaust var udtryk for. Holocaust var ikke en grusomhed, der ikke lader sig forklare, men rummer derimod en erkendelse om vores moderne verden, som vi bør se i øjnene og lære af, i stedet for at skjule det bag klicheer, mindesmærker og sentimentale, unuancerede skildringer af lidelse og krigens ofre.  

Med ”De skæbneløse” bryder Kertész med det forenklede billede af offerroller, hyldest af de overlevende og bestialske beskrivelser fra lejrene, som man for eksempel kender det fra en række Hollywood-film om Holocaust. Der er for eksempel langt fra en film som ”Schindlers liste” og til Kertész’ nøgterne men ikke mindre rystende Holocaust-skildring.

Imre Kertész roman blev i 2005 filmatiseret efter et manuskript udarbejdet af forfatteren. Filmen er i højere grad end bogen selvbiografisk.

”Kaddish for et ufødt barn”

”Den nat var jo kun begyndelsen, sandsynligvis ikke den første, men dog ét af de første skridt på klarsynets eller den bevidste selvlikviderings lange, lange, hvem ved hvor lange vej, et første spadestik til den grav jeg graver – det er nu hævet over al tvivl – i luften. Og dette spørgsmål – mit liv anskuet som mulighed for dit liv – synes at være en god vejviser”.
Imre Kertész: ”Kaddish for et ufødt barn” s. 22.

I ”Kaddis a meg nem született gyermekért” fra 1990 (”Kaddish for et ufødt barn”, 2002) er hovedpersonen også en af de skæbneløse overlevende fra Auschwitz, men formen er en anden end i ”De skæbneløse”. I romanen finder man denne gang ikke en narrativ fortælling, men derimod en lang monolog fuld af spring, erindringsbrudstykker, associationer og referencer til moderne litteratur og filosofi.

Monologen fremføres af hovedpersonen, forfatteren og oversætteren B, som har overlevet Auschwitz og siden været mærket af oplevelserne. Han bærer rundt på en skyldfølelse, en grundlæggende følelse af at han ikke burde være i live og eksistentielle spørgsmål om absurditet, tilfældighed og meningsløshed. Som Kertész selv har formuleret det om absurditeten og overlevelsen: ”Auschwitz var en absurditet. Døden i Auschwitz var en absurditet. Men en absurditet var det også, at jeg blev reddet. Ingen af delene har nogen mening. Andet end den systematiske terrors, den absolutte magt, og det er ingen mening. Det var meningen, man skulle dø i Auschwitz, det vil sige, at når man så overlever, tager man den død med sig ind i overlevelsen, der ikke blev realiseret og derfor trænger sig på. Det totalitære maskineri har ridset et dybt ar i din sjæl, og det kan du ikke fjerne”. (Imre Kertész ifølge Susanne Bjerup: ”Overlevelsens plot”. Politiken, 2002-10-12).

I jødisk tradition er kaddish en bøn, hvor man mindes sine døde og sørger over dem. Romanens monolog er derfor, som titlen siger det, en bøn ikke til minde om de døde, men til det ufødte barn. Monologen er jeg'ets forsøg på at komme overens med sig selv og det nej, han har sagt til at få et barn. B har nægtet at få et barn med sin kone, som derfor har forladt ham, og han forsøger med monologen at begrunde og forsvare sin handling. Tanken om et barn byder ham instinktivt imod. Som det hedder: ”Nej! – skreg, hylede noget i mig øjeblikkeligt og straks, da min hustru (som i øvrigt for længst er ophørt med at være min hustru) første gang bragte det – bragte dig – på tale”. (”Kaddish for et ufødt barn” s. 10).  

I monologen viser det sig også, at nejet til at blive far på flere måder hænger sammen med hovedpersonens fortid i Auschwitz og de principper, der skabte den ondskab, lejren var udtryk for. Kertész er i et interview selv inde på, hvordan bestemte autoritetsprincipper er en grundlæggende del af vores kultur: ”Ideen om menneskerettigheder er formuleret af den vestlige civilisation, men også ideen om den totalitære stat har rod i samme civilisation. Det er en del af det 20. århundredes diktatoriske systemers natur at udradere individet. Det lod sig gøre, fordi hele samfundet i forvejen var gennemsyret af opdragelse efter patriarkalske autoritetsprincipper” siger Kertész i et interview og fortsætter: ”Vi, der har døjet under dens forfærdelige systemer, må prøve at forsone os med vores absurde skæbne, hvor lidelsesfuldt det end måtte være. Gør vi det, vil vi måske kunne leve videre som frie mennesker uden konstant at skulle flygte og glemme. Samtidig må vi bestandigt, som Kierkegaard udtrykker det, håbe på håbet.” (Kirsten Boas: ”Europas farlige angst”. Kristeligt Dagblad, 2002-05-04). Spørgsmålet om det barn, der aldrig blev skabt, handler dog også om hovedfigurens oplevelse af sin egen overlevelse – og den måde man som overlevende tager døden med sig videre i sin tilværelse. Nejet til barnet bliver også en form for nej til livet: ”Din ikke-væren anskuet som min værens nødvendige og radikale likvidering”. (Imre Kertész: Kaddish for et ufødt barn s. 41).  

Imre Kertész’ monolog-bog tager udgangspunkt i hovedpersonens refleksioner om det ufødte barn, men handler især om det at være en af de overlevende, og om hvordan det påvirker resten af tilværelsen. Fremmedgørelse og absurditet er andre tematikker i bogen, som dog også handler om det at være forfatter. En gennemgående figur i bogen er hovedpersonens behov for at skrive og en henvisning til et digt af Paul Celan, som citeres i starten af romanen. Som det hedder om hovedpersonens arbejde som forfatter, der siges at være helt afgørende for hans eksistens: ”Erkendelsen af mit arbejdes sande natur, som i sit væsen ikke er andet end simpelt gravearbejde, fortsat grave og grave den grav færdig som andre er begyndt at grave for mig i luften, så erkendte jeg i det mindste, at så længe jeg arbejdede, var jeg til, og hvis jeg ikke arbejder, hvem ved om jeg ville være til, kunne være til, og således bestod der de mest graverende sammenhænge mellem mit liv og mit arbejde” (”Kaddish for et ufødt barn” s. 63).

”Likvidation”

”– Vi lever i katastrofernes tidsalder, ethvert menneske bærer katastrofen i sig, følgelig er der brug for en særlig livskunst for fortsat at kunne overleve, sagde han. – Katastrofens menneske har ingen skæbne, ingen egenskaber, ingen karakter. Hans afskyelige samfundsmæssige miljø – staten, diktaturet, kald det hvad du vil – drager ham til sig med en svimlende malstrøms tiltrækningskraft, indtil han opgiver al modstand og kaoset bryder ud i ham som en brændende varm gejser”.
Imre Kertész: ”Likvidation” s. 61.

Fra starten af Imre Kertész' roman ”Felszámolás” fra 2003 (”Likvidation”, 2004) står det klart, at selvreference og tematisering af sig selv som fiktion spiller en vis rolle. Som det hedder: ”Lad os kalde vor mand, helten i denne historie, Keserü. Vi forestiller os en mand og dertil et navn. Eller omvendt: vi forestiller os et navn og dertil en mand. Selv om vi selvfølgelig sagtens kan undvære alt dette, eftersom vor mand, helten i denne historie, også i virkeligheden hed Keserü”. (”Likvidation” s. 9). Som i et mærkeligt æskesystem læser figuren Keserü i Kertész’ bog ”Likvidation” i et teaterstykke, der hedder ”Likvidation”, hvori man møder figuren Keserü.

Historien foregår i Ungarn i 1990’erne. Udgangspunktet er, at forfatteren B, som læserne tidligere har stiftet bekendtskab med i ”Kaddish for et ufødt barn”, har begået selvmord. Hans forlagsredaktør Keserü er overbevist om, at man nu efter Bs død, vil finde den roman, som Keserü mener, B nødvendigvis må have skrevet. Han gennemroder ikke blot Bs lejlighed, men arrangerer også møder med både Bs elskerinde og hans tidligere hustru i sin intense jagt på manuskriptet. 

25545702

Likvidation er et ord, der både kan bruges om firmanedlæggelser og henrettelser. Forlaget i historien er da også aldeles skrantende, og selvmordet er måske netop en forsinket henrettelse. Fortællingen bygger videre på tematikken i ”Kaddish for et ufødt barn”, og den lidelse, skyldfølelse og oplevelse af at være fremmed har i denne bog resulteret i Bs selvmord. Den lidelse og meningsløshed som B, som en af de overlevende fra Auschwitz, bærer med sig i sit liv siges først at ophøre med døden. Tematikken om det onde som livets princip, men også muligheden for det gode, udspilles også i denne roman.

Endelig spiller kunsten og især litteraturen også en vigtig tematisk rolle i bogen. Litteraturen fremstilles igen som en af de ting, der kan give den nødvendige nye erkendelse. Som det hedder i en anmeldelse af bogen: ”Det er litteraturen, der opretholder verden, ja som lader os forstå, at denne trods sit iboende kaos og sin lige så iboende mangel på sammenhæng alligevel kan give betydning fra sig. Mennesket lever som en orm, men skriver som en gud, lader Kertész sit talerør Keserü sige, og selv om det sker i den onde og analfabetiske verden, vi er tilordnet (...) kan dette vilkår udgøre et nyt afset for oprør med dumheden”. (Lars Bonnevie: ”De suspenderede livs forfærdende verden”. Weekendavisen, 2004-12-30).

Overordnede tematikker

Mange eksistentielle spørgsmål endevendes igen og igen i Imre Kertész’ forfatterskab, som samtidigt stiller skarpt på vigtige problemstillinger i den vestlige verdens moderne virkelighed. Holocaust, kulturen, totalitarisme, modernitet, skæbne, absurditet og frihed er nogle af de ord, der oftest knyttes sammen med den ungarske forfatter.

Skildringen af den overlevende er et eksempel på, hvordan spørgsmålet om, hvad det vil sige at være menneske, sættes sammen med centrale begivenheder i det 20. århundrede hos Kertész. Det overlevende offer skal se sin skæbne i øjnene og tage denne skæbne på sig – hvilket i forfatterskabet kobles sammen med Holocaust-skildringer, der – foruden lidelse, grusomhed og meningsløshed – også indeholder levet liv, en hverdag i nazisternes udryddelseslejre, overlevelse og håb.   

Et andet eksempel på sammenkoblingen af eksistentielle spørgsmål og skildringer af den moderne verden findes i understregningen af, at ondskab i verden ikke er udtryk for en fejltagelse eller en tilfældighed men et resultat af individers rationelle handlinger. Det gode eller friheden til at gøre det gode er det virkelig irrationelle i den verden, vi lever i, mener Kertész. Som han lader hovedpersonen i ”Kaddish for et ufødt barn” sige det: ”For det onde er der altid en rationel forklaring (...) det, der virkelig er irrationelt, det der ikke findes nogen forklaringer på, er ikke det onde, tværtimod: det er det gode”. (Imre Kertész: ”Kaddish for et ufødt barn” s. 52). Implicit i dette synspunkt findes en kritik af den holdning, at udryddelseslejrene var udtryk for noget så grusomt, at det må siges at være irrationelt og uforklarligt. Det er ifølge Kertész ikke tilfældet.

Beslægtede forfatterskaber

Det er oplagt at sammenligne Imre Kertész’ forfatterskab med andre forfattere, som i deres bøger har beskæftiget sig med skildringer af Holocaust, såsom den italienske Primo Levi eller den polske forfatter Tadeusz Borowski, som først for nyligt er udkommet på dansk. Kertész fremhævede i sin pristale i forbindelse med sin modtagelse af Nobelprisen i litteratur i 2002 den polske kollegas fortællinger som et forbillede for ham. Kertész’ bøger kan også sammenlignes med andre ungarske forfattere som Peter Esterhazy og Peter Nadas, der også beskæftiger sig med skildringer af det 20. århundrede. 

Man kan dog også placere Kertész i en bredere modernistisk tradition. I Imre Kertész skildring af det absurde og det meningsløse – for eksempel det absurde i, at man bliver arresteret uden at have gjort noget forkert – er det oplagt at sammenligne ham med forfattere som Albert Camus og Franz Kafka. Jeg'et i ”Kaddish for et ufødt barn” er for eksempel også blevet sammenlignet med Sisyfos i Albert Camus’ skildring af ham i ”Sisyfosmyten”. Også på andre områder hænger Imre Kertész sammen med en modernistiske forfattere som Franz Kafka, Louis-Ferdinand Celine, Albert Camus og Samuel Beckett. I forbindelse med Kértesz’ syn på ondskaben er det desuden oplagt at kæde ham sammen med de tanker, man finder hos filosoffen Hannah Arendt.

Bibliografi

Bøger af Imre Kertész

Kertész, Imre:
De skæbneløse. 1996. (Sorstalan ság. 1975).
Kertész, Imre:
Kaddish for et ufødt barn. 2002. (Kaddis a meg nem született gyermekért. 1990).
Kertész, Imre:
Jeg – en anden. 2003. (Valaki Más. 1997).
Kertész, Imre:
Detektivhistorie. 2005. (Detektivtôrténet. 1977).
Kertész, Imre:
Likvidation. 2004. (Felszámolás. 2003).
Kertész, Imre:
Dossier K. : selvbiografi for to stemmer. Batzer & Co, 2007. (K. dosszié. 2006).

Om Imre Kertész

Artikler

Barfod, Niels:
Hvis man kæmper forgæves, bliver man knækket. Politiken 2002-05-11.
Josias, Mette:
Det gode er det virkelig irrationelle... Ritzaus Bureau 2002-10-10.
Kassebeer, Søren:
Frihed er det, der ikke findes. Berlingske Tidende 2002-11-10.
Lassen, Morten:
Mødet med det totalitære, læsninger i nyere østeuropæisk litteratur. 2006.
Rösing, Lilian Munk:
Auschwitz efter kunstens regler. Information 2007-11-16.

Link

Forlaget som udgiver Imre Kertész på dansk.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Imre Kertész

Kilder citeret i portrættet

Kilder

Boas, Kirsten:
Europas farlige angst. Kristeligt Dagblad. 2002-05-04.
Bonnevie, Lars:
De suspenderede livs forfærdende verden. Weekendavisen 2004-12-30.
Jonsson, Stefan:
”Vi lever stadig i tilintetgørelsens skygge”. Information 2007-11-06.