Imre Kertész debuterede i 1975 med romanen ”Sorstalan ság” (”De skæbneløse”, 1996). Historien begynder hos en jødisk familie i Budapest, hvor faderen indkaldes til såkaldt ”tvangsarbejdstjeneste” og hans søn, der er bogens hovedperson, kort efter antastes i bussen og deporteres til koncentrationslejren Auschwitz-Birkenau og siden lejrene Buchenwald og Zeit. Fortællingen er kendetegnet ved en nøgtern registrering af drengens oplevelser i lejren og en gengivelse af hans mange forsøg på at finde logiske forklaringer på det, han kommer ud for. Romanen præsenterer læseren for barnets perspektiv på begivenhederne og skildrer en ung mands tilpasning til det totalitære maskineris absurde virkelighed i KZ-lejrene. Romanens hovedperson bliver til slut alvorlig syg, og det bliver måske hans redning. Han indlægges og kommer efter krigens afslutning hjem til Budapest.
En af de ting i romanen, der kan virke provokerende, er, at den tilbyder et sammensat billede af virkeligheden i lejrene, som rummer både håbløshed og håb. Og da hovedpersonen kommer hjem oplever han ligefrem at føle hjemve i et savn efter et særligt lys og en særlig stemning i lejren. Hovedpersonen har ikke blot overlevet, men netop også levet sit liv som fange i lejren.
En vigtig pointe i bogen er, at hovedpersonen nægter at acceptere, at tilværelsen reduceres til en række vilkårlige hændelser. For ham er det afgørende, at det tilsyneladende tilfældige bliver en nødvendighed, for at livet skal give mening. Den skæbne, han er blevet tildelt, kan kun omsættes til frihed, hvis den fastholdes og gentages. Eller sagt på en anden måde så bliver mennesket frataget sin skæbne og sin identitet i den totalitaristiske virkelighed. De bliver skæbneløse i lejren, og for at få sin skæbne tilbage må de fastholde og ikke forsøge at fortrænge deres oplevelser: ”Vi kan aldrig begynde et nyt liv, vi kan kun fortsætte det gamle. Det var mig, der havde taget mine skridt og ikke andre, og jeg erklærede, at jeg hele vejen igennem havde været tro mod den mig givne skæbne (...) Ville de måske have, at al min æresfølelse og samtlige skridt, jeg hidtil havde taget, skulle miste deres mening?”. ”De skæbneløse” s. 210).
Kertész hævder ligeledes med sin bog, at de enkelte KZ-fanger er del af konstruktionen af Auschwitz. I et totalitært regime er den enkeltes tilpasning en forudsætning. I stedet for blot at anskue Holocaust som en uhyrlig afsporing er det ifølge Kertész vigtigt at se Holocaust som del af vores vestlige kultur. På trods af ufattelige lidelser har Holocaust også ført til erkendelse og ny viden, ifølge Kertész: ”Hvad tilintetgørelsen og det 20. århundrede har lært os, er, at den europæiske humanisme er usand. Den er opbrugt. Alle vore moralske og etiske begreber er anløbne. Summen af den europæiske historie viste sig at være totalitarismen og krematoriet. Vi lever stadig i skyggerne herfra. Generationer efter tilintetgørelsen må enten skabe en ny kultur eller mislykkes.”(Stefan Jonsson: Vi lever stadig i tilintetgørelsens skygge. Information, 2007-11-16). Ifølge Kertész findes der midt i vores moderne verden en latent vold, som Holocaust var udtryk for. Holocaust var ikke en grusomhed, der ikke lader sig forklare, men rummer derimod en erkendelse om vores moderne verden, som vi bør se i øjnene og lære af, i stedet for at skjule det bag klicheer, mindesmærker og sentimentale, unuancerede skildringer af lidelse og krigens ofre.
Med ”De skæbneløse” bryder Kertész med det forenklede billede af offerroller, hyldest af de overlevende og bestialske beskrivelser fra lejrene, som man for eksempel kender det fra en række Hollywood-film om Holocaust. Der er for eksempel langt fra en film som ”Schindlers liste” og til Kertész’ nøgterne men ikke mindre rystende Holocaust-skildring.
Imre Kertész roman blev i 2005 filmatiseret efter et manuskript udarbejdet af forfatteren. Filmen er i højere grad end bogen selvbiografisk.