Slutningen på en familieroman

Citat
”Jeg trykkede fisken ind til mig. Og jeg lagde den tilbage i badekarret, og lod vandet løbe. Bedstemor græd og styrtede ud i køkkenet. Min pyjamas blev slimet. Far smækkede alle døre og låste sig inde. Da karret blev fyldt, begyndte fisken at svømme. Der var stille, Det var hér, bedstefar fortalte historien om pigen, der lugtede af fisk.”

”Slutningen på en familieroman”, s. 106.

Péter Nádas var færdig med sin debutroman ”Egy családregény vége” (”Slutningen på en familieroman”, 1989) i 1972, men da han var underlagt publiceringsforbud, udkom romanen først i 1977.

Romanen består af 10 kapitler med drengen Péter Simon og hans forestillingsverden i centrum. Der er ikke tale om en fremadskridende fortælling, men snarere en historie, som udfoldes, efterhånden som tidligere beskrevne episoder dukker op igen og udbygges eller sættes sammen med nye hændelser.

Historien følger drengen, som vokser op i 1950’ernes Ungarn, i mange fragmentariske tilbageblik. Barnet bor alene hos sine bedsteforældre, og bedstefaren fortæller ham mange historier om familiens fortid og blander det med fortællinger om historiske figurer og bibelske scener. I romanens slutning oplever drengen, hvordan bedstefarens fortællinger om jødernes tragiske skæbne bliver til uhyggelig virkelighed, da hans far bliver offer for politisk udrensning. Og efter bedsteforældrenes død bliver drengen pålagt, at ”kaste byrderne af dine forældres forbrydelser fra dig” for ”det menneske, som du hidtil har kaldt din far, han er ikke din far længere” (s. 161) på det børnehjem, hvor han anbringes.

21432954

Der er tale om en 1. person-fortælling fortalt fra barnets perspektiv, hvor barnets opdigtede historier og erindringsbilleder blandes med det, der skildres. Den ene association leder til den næste, ligesom en sanseoplevelse pludselig kan fremkalde en erindring fra fortiden. Anekdoter og historier påbegyndes, men efterlades uden at blive fortalt helt færdig, når barnet distraheres, ligesom skildringer af far-mor-og børn-lege kædes sammen med fantasier, ting i de voksnes verden, som drengen ikke forstår, og beskrivelser af barnets intense sansninger af verden. Her en død hund og et blad med en bladlus: ”Ingen vidste hér, at jeg kæmpede med døden, ligesom min hund. Et blad gyngede blidt. På bladet to små, meget blanke øjne. Bladets øjne var opmærksomme!” (s. 47).

Nádas skildrer på denne vis barnets bevidstheds- og forestillingsverden og erindringens karakter samtidig med, at han fortæller en historie om Ungarn under kommunismen.