Baggrund

Citat
”Min mor havde læst Proust, og hun elskede ham også højt, ligesom Terni og Paola gjorde, og hun fortalte min far at denne Proust holdt meget af sin mor og sin bedstemor, at han havde astma og aldrig kunne sove, og at han havde beklædt væggene i sit værelse med kork fordi han hadede larm. Og min far sagde: - Han må have været et fæ!”
”Familieleksikon”, s. 65.

Natalia Ginzburg (1916-1991) blev født den 14. juli 1916 i Palermo på Sicilien. Da hun var tre år, flyttede familien til Torino i Norditalien. Faren, Giuseppe Levi, var jøde. Moren hed Livia Tanzi og havde en katolsk baggrund, de valgte dog at give deres fem børn en ateistisk opdragelse. I 1919 blev faren ansat som professor i biologi ved universitetet i Turin, og Natalia Ginzburg voksede op i et intellektuelt hjem præget af forældrenes politiske engagement – deres omgangskreds bestod af kernen i det italienske socialistparti og det antifascistiske miljø. At være antifascist under Mussolinis fascistiske regime var ikke let, og familien var påvirket af de mange love og forbud, som regimet udstak.

Fra en tidlig alder fandt Ginzburg glæde ved at læse. I et interview uddyber hun: ”Fra jeg var ganske lille, har jeg været draget mod litteraturen, jeg læste og jeg læste, eventyr og børnebøger, alt – massivt og i store mængder, og fra jeg var 5-6 år, begyndte jeg selv at skrive.” (En sortseer vil råbe verden op. Politiken, 1982-09-24). Som barn var Ginzburg overbevist om, at hun en dag ville skrive en tyk og detaljeret bog om hver eneste lille oplevelse, hun havde, men da hun kom i puberteten, mistede hun troen på det projekt: ”jeg blev overvældet af mismod, livslede, jeg syntes at intet var værd at blive husket overhovedet, at alt i livet var frygteligt og frivolt – og så opgav jeg tanken om den bog.” (En sortseer vil råbe verden op. Politiken, 1982-09-24). Da hun var omkring 17 år, begyndte hun at skrive noveller, og det blev vendepunktet. Fra hun var mellem 17 og 25 år, fik hun udgivet en række fortællinger i tidsskrifter.

Ginzburg blev hjemmeskolet af sin mor, indtil hun i 1927 begyndte på Vittorio Alfieri gymnasium. Senere studerede hun litteratur på universitetet, men droppede ud og fik i stedet sin kulturelle og politiske dannelse ved at lytte til diskussionerne i sin omgangskreds.

I 1938 giftede hun sig med politikeren Leone Ginzburg. Sammen fik de tre børn. Leone Ginzburg flyttede til Rom, hvor han bl.a. redigerede en illegal avis. I november 1943 fulgte Natalia og børnene med. Tyve dage efter ankomsten blev Leone arresteret, og de så ham aldrig igen. Natalia Ginzburg måtte flygte med sine børn tilbage til Torino, hvor hun begyndte at arbejde for forlaget Einaudi.

Hun debuterede i 1942 med kortromanen ”La Strada che va in cittá” som blev udgivet under pseudonymet Alessandra Tornimparte. I 1950 giftede hun sig med Gabriele Baldini, som hun fik to børn med. Hun blev enke igen i 1969. Fra 1970 var hun tilknyttet det torinesiske dagblad ”La Stampa”, hvor hun arbejdede som journalist. Hun var medlem af det italienske kommunistparti PCI og endte med at sidde i parlamentet frem til sin død. Hun døde efter alvorlig sygdom som 75-årig, den 7. oktober 1991 i Rom.