Familieleksikon

Citat
”– Åh stakkels Lidia, sukkede min mor nu og da. Hun havde medlidenhed med sig selv over sine problemer, de manglende penge, min fars skælden og smælden, Alberto og Marios evindelige slåskampe, Alberto som altid gik ud og spillede fodbold i stedet for at læse lektier, vores surmuleri og Natalinas surmuleri.”
”Familieleksikon”, s. 51.

I 1963 udkom Natalia Ginzburgs roman ”Lessico famigliare” (”Familieleksikon”, 2021). Ginzburg modtog Stregaprisen for romanen, som blev hendes litterære gennembrud. Romanen blev første gang oversat til dansk i 1968 under titlen ”Familiealbum”, og oversættelsen af titlen til ”Familieleksikon” i genudgivelsen kan ses som en understregning af dens kvalitet som opslagsværk over en families liv og sprogbrug, mere end en plotdrevet fortælling.

”Familieleksikon” er en erindringsroman, der ligesom ”Hver svunden dag” skildrer livet i en italiensk familie omkring 2. verdenskrig. I forordet skriver Ginzburg, at det ikke er en historie om hende selv, men en historie om hendes familie. Hun skriver også, at steder, begivenheder og personer er virkelige, men at bogen skal læses som fiktion.

38839357

Romanen begynder med, at jeg-fortælleren Natalia beretter om minder fra barndommen, om situationer, der ofte udspillede sig, når familien sad omkring middagsbordet. En scene kunne være en søskende, der væltede et glas eller tabte en kniv med den konsekvens, at faren højlydt skældte ud. Farens verbale udbrud er katalysator for Natalias hukommelse, og mindet udfolder sig med udgangspunkt i hans udskældende replikker. Replikkerne som erindringsmotor og karakterernes sproglige særpræg er afsættet for portrætteringen af dem; Farmoren gentager sig selv, og moren Lidia har det sproglige kendetegn, at hun har sans for poesi og teater, ligesom hun husker i korte sætninger.

Kompositorisk følger romanen Natalias opvækst fra de tidlige barndomsminder om bjergvandring, relationen til den strenge far og optegnelser over slægtens historie, til begivenheder under fascismen, hvor brødrene engagerer sig i det antifascistiske modstandsarbejde. I den sidste del er Natalia blevet voksen og har giftet sig med Leone Ginzburg.

Sandheden, som den erindres, var Ginzburgs pejlemærke for skrivningen af romanen. Den er skrevet i et enkelt og usminket sprog, uden forskønnelser eller selvcensureringer og med et særligt blik for barnets observationer og perspektiv. Udover at være et historisk tidsbillede, er ”Familieleksikon” også en udforskning af, hvordan hukommelsen fungerer, og hvordan de tidligste minder genkaldes via familiens stemmer og hendes egen barnestemme.