Natalia Ginzburgs skrivestil er behersket og præcis. I efterordet til ”Familieleksikon” skriver den danske oversætter Majse Aymo-Boot, at den ”fattige” realisme kan ses som det foretrukne valg, når det gælder om at lægge afstand til en italiensk litterær tradition, der forherligede omskrivning og ornamentet. I et interview giver Ginzburg sit eget bud på, hvordan hun fandt sin litterære stemme. Opvæksten i en familie, hvor man skulle kæmpe for opmærksomheden, betød, at hun måtte: ”bryde igennem konversationen med et brag, der skulle effekt til, et eller andet chokerende, så de tav stille og gav mig ørenlyd.” (En sortseer vil råbe verden op. Politiken, 1982-09-24). At blive forstået straks og sige tingene uden omsvøb praktiserede hun således også i sin skrivning.
Det italienske hverdagsliv i en krigstid er et centralt tema i forfatterskabet. Ligeledes er familien og slægtens betydning for det enkelte individs selvforståelse og livsudfoldelse en tematik, som udfoldes i både ”Familieleksikon” og ”Hver svunden dag”. I førnævnte interview uddyber Ginzburg sit syn på de psykologiske mønstre i familierelationer og deres opløsning: ”familien er et element vi ikke kan komme udenom, et landskab vi ikke kan undvære, fyldt med mikrober – også giftige mikrober – men vi behøver dem for at kunne gro og vokse, også de giftige. Familien er udgangspunktet, et ståsted – et bed, lad det have nok så mangeartede vækster.” (En sortseer vil råbe verden op. Politiken, 1982-09-24).
”Familieleksikon” er skrevet ud fra Ginzburgs erindringer, men det var ikke blot på et personligt plan, at erindring optog hende, også i det store samfundsmæssige perspektiv var den kollektive hukommelse noget, hun bekymrede sig om: ”Jeg elsker erindringen, og for mig er mine bøger forsøg på at erindre, selvom det er meget lidt. Men folk nu om stunder synes ikke, det er værd at huske noget som helst, at slæbe rundt på nogen form for bagage, og på den måde går vore fælles minder - både på det store historiske plan og også på det helt personlige plan – tabt… det er en af de onde ting ved vor tid.” (En sortseer vil råbe verden op. Politiken, 1982-09-24).
Ginzburgs forfatterskab består af både selvbiografiske og fiktive værker. ”Hver svunden dag” er et eksempel på fiktionsprosa, som samtidig har tydelige paralleller til Ginzburgs eget liv, og ”Familieleksikon” er selvbiografisk. For Ginzburg har forfattere to udtryksformer, enten at skrive om sig selv eller skrive fiktivt, selvom hun også mente, at ren fiktion ikke eksisterer: ”der gemmer sig altid noget selvbiografisk, og det er det, der er det allervigtigste: den skjulte selvbiografi – fordi: når man skriver, søger man den skjulte fortid.” (En sortseer vil råbe verden op. Politiken, 1982-09-24).