hvordan
hvor simpelt kan man sige det
selv mor skal forstå
han er underlig
som et spørgsmål
smerten
ikke i benene
den sidder i øjenkrogene
fucking ensomme
og følelsernes dybde
hallo”
Sebastian Nathans ”Engle” udkom i 2024. Den er hans anden digtsamling i eget navn, den minder ikke så lidt om debuten ”Honey Moon” og så alligevel slet ikke. Sproget er ellers enkelt, langsomt og slentrende, skødesløst præcist, men hvor debuten kredsede om sommerens ungdommelige lethed i hovedstaden, er vinteren i ”Engle” så ”fucking uendelig” (s. 40), og ”intet lader til at ændre sig” (s. 15). Hvis bare foråret kom, var der ”en mulighed for modstand” (s. 41), men ”kirsebærtræerne/ vil ikke/ springe ud” (s. 37).
Hvor digterjeg’et i ”Honey Moon” var omkring mennesker, er han i ”Engle” isoleret og alene. Alt er ”hvid støj” (s. 31), der ligger som ”psykofarmaka” (s. 29), ”hvor tankerne var” (s. 31). Eller også er alt blevet væsner, som digterjeg'et ikke kender, og som stiller de spørgsmål, der ”efterlader øjnene så fucking ensomme” (s. 16).
137658429
Det må være ensomheden i øjnene, samlingen forsøger at sætte poesi på: ”selv mor skal forstå” (s. 25), at smerten ikke sidder i benene, at den sidder ”i øjenkrogene/ så fucking ensomme” (s. 25). Og måske sidder smerten i øjnene, fordi det er i dem, man kan bygge bro mellem det indre liv og omverdenen. Eller med et spørgsmål fra samlingen: ”hvad er det der flakker i øjenkrogen/ hvor er det/ der bor i kanterne/ øjne/ vil i ikke nok fortælle mig” (s. 57).
Ligesom i debuten er vand et gennemgående motiv i ”Engle”. Der står f.eks. ”som en spejling i en vandpyt” (s. 43) eller at ”hovedet er stort som en sø” (s. 44). Derfor er der også spejlinger overalt, og det er i spejlet, at han møder englene. Præcis som i debuten bevæger digtsamlingen sig derfor mellem ensomhed og narcissistisk selvforglemmelse, mellem virkelighed og psykosenære oplevelser, popmusik og høj poesi.
Det er i øjnenes vand, sjælens spejl, at det indre liv og omverdenen mødes. Digterjeg’et drukner ikke i sit eget spejlbillede, for han insisterer på, der også skal være en plads i verden til det, han ser, og som er hans virkelighed: ”så begynder regnen/ jeg er lykkelig i det her/ englene synger i hver eneste dråbe” (s. 11). Måske er det vandet i øjenkrogen, der falder som regn – digterjeg’ets indre liv, der finder en form i den verden, som vi går rundt i sammen.
SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Engle"