men du er endnu ikke forsvundet
jeg sidder et sted i nordvest
kigger på skyerne
himlen er hvid, ikke blå
der går en lang stribe på tværs
håbet er et gavebånd
over noget industri
flyver nogle måger rundt
i cirkel”
Sebastian Nathans ”Honey Moon” udkom i 2021, og digtsamlingen er hans debut. Sproget er direkte og simpelt, inddrager interesse for popsangens kortfattede beskrivelse af kærlighed og tab, og der citeres fra kunstnere som Lana del Rey, Ariana Grande, MØ, Carly Rae Jepsen og Whitney Houston. Dertil er sproget langsomt, slentrende, og det vender konstant tilbage til det samme: til højhusene, København, sommeren, drengene, fuglene, flyene og til den tabte kærlighed.
Bogens forside er smuk i lyse, sommerlige farver, der leder tankerne i retning af vand, sand, himmel og sol, som skinner i sprækkerne. Det ligner det landskab, man ser, mens man flyver, når landskabet forvrænges gennem skyerne.
39495538
Der er nemlig noget med de fly. De ”dukker op som lys” (s. 35), mens digter-jeget slentrer alene og langsomt gennem København – lidt i London – som kondensstriber på tværs af himlen, der minder ham om håbet og gavebånd (s. 48). Flyene peger på en længsel, men på samme tid har teksten kun ét tip til den rejsende: ”lad være” (s. 29). Flyene bliver billeder på længslen efter noget, man godt ved, er forbi, mens mågerne, der flyver ”i cirkler” (s. 48) i industrilandskabet, er billeder på sorgen og taknemmeligheden over, at forelskelsen og kærlighedsforholdet har været.
Det er nemlig ikke bryllupsklokker og kys, som varsler digtsamlingens titel: ”Honey Moon”. Man hører i stedet om et ungt menneske, som forsøger at bearbejde et afsluttet kærlighedsforhold. Digter-jeget går i første linje tur på kirkegården, spiser is i et forsonende regnvejr. Forår bliver til sommer, ”og nogle gange er der sorg” (s. 8). Det hele smelter sammen – årstiderne, følelserne, alt cirkler ind i hinanden. Derfor er spejlet et gennemgående motiv i digtsamlingen, på kanten mellem sund ensomhed og narcissistisk selvforglemmelse, mellem virkelighed og drøm, popmusik og høj poesi. Digter-jeget drukner ikke i sit eget spejlbillede, for han ved godt, at det ér et billede. Det minder teksten om: ”Jeg ser os inde i spejlet/ ser at også vi/ bare var et billede” (s. 47). Måske derfor skaber teksten en melankolsk ro, der cirkler omkring menneskelige følelser uden at drukne i dem – også som et alternativ til den verden, som vil skabe vækst.
SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Honey Moon"