”Øvelser i mørke” (2024) af Naja Marie Aidt deler noget af den samme tematik som Kathrine Nedrejords bøger om seksuelle overgreb og vold mod kvinder. Det samme kunne gøre sig gældende for Niels Franks ”Fanden tage dig” (2022), der til forskel fra de andre nærmer sig den forfærdelige hændelse fra den pårørendes side.
Gisèle Pelicots ”En hyldest til livet” (2025) beskriver også det at komme videre fra noget så ubegribeligt som at blive voldtaget og udlejet til seksuelle overgreb af sin egen mand. Johanne Bille har skrevet ”Når mænd forlader mig” (2022) om en ung kvindes kærlighedsforhold til en række mænd, det ene af dem ender i en voldtægt. Marguerite Duras har skrevet om bl.a. seksuelle magtrelationer i flere af sine bøger. Ligesom Nedrejord er Duras også vendt tilbage til nogle af de samme begivenheder i adskillige af sine bøger. ”Elskeren” (1984) har hun således genbesøgt i ”Elskeren fra Nordkina” (1991).
Hvor den norske stat har ført en fornorskningspolitik over for samerne, har Danmark ligeledes haft en danskerficering i gang i Grønland. Sprog- og skolepolitiske tiltag har ligeledes spillet centrale roller, ligesom statslig kontrol med seksuel reproduktion har haft det, jf. den såkaldte spiralsag. Jessie Kleemann, som både er performancekunstner og digter, har skrevet sit hovedværk om Danmarks kolonialistiske forhold til Grønland, nemlig ”Arkhticós Dolorôs” (2021), en flersproglig digtsamling, der både består af dansk, grønlandsk og engelsk, alle de tre sprog der krydser ind og ud af hverdagen i Grønland.
Niviaq Korneliussen har i sin bog ”Blomsterdalen” (2020) skrevet om en ung grønlænders oplevelser med racisme, da hun flytter til Danmark. Den handler også om de mange selvmord blandt unge i Grønland, som en slags politisk krise, der ikke rigtig er nogen, der tager hånd om.