Det lyder som en besværgelse. Jeg ved ikke hvornår sætningen dukker op i mine tanker første gang. Måske en af de dage der ikke regner den vinter, mens jeg går en tur i parken eller langs kanalerne og prøver at gøre mig fri af nogle tanker eller ord der plager mig, som pludselig sætter sig sammen på en ny måde og former en sætning jeg endnu ikke kan stå inde for.”
I ”Forbryter og straff” fra 2022 (”Forbryder og straf”, 2024), som er Kathrine Nedrejords femte roman, tager hun de samme begivenheder op, som hun skrev om i ”Forvandlingen”. Det er den samme voldtægt, men det er ikke uvæsentligt, at fortællerperspektivet flytter fra tredje- til førsteperson.
138335984
Hovedpersonen hedder Katrine, bemærkelsesværdigt uden h som forfatteren selv, som for at sige, at det er flyttet tættere på de virkelige begivenheder, som hun i interviews har fortalt om, men at der har stadig fundet en forskydning sted.
Selvom handlingen altså på mange måder er sammenlignelig med hendes tidligere bog, som også fokuserede på vreden, er bogens tone en helt anden. Fortællingen er flyttet ind i hovedpersonen, lidt som en lang indre monolog, der bliver mere essayistisk og filosofisk og kommer til at handle om, hvad abstrakte størrelser som retfærdighed og straf overhovedet er.
Nedrejord viser helt nye dimensioner af sin skrift frem. Det er ikke bare vredt, det er polyfont vredt, vreden er hele tiden iblandet desperation, afmagt og sorg og dyb, dyb undren. Det er også en roman, der er båret af sine egne selvmodsigelser. Hun siger, hun vil skrive om ham, men samtidig vil hun ikke have, han skal få lov at fylde noget. Han må ikke blive hovedpersonen, men samtidig kan hun ikke lade være at forestille sig hans liv og hverdag. Hun siger, at hun foragter tanker om gråzoner, samtidig ved hun ikke, hvad hun skal bruge ord som retfærdighed til længere, og for så vidt er bogen vel et forsøg på at nærme sig det utilnærmelige, at gøre et menneske ud af den mand, der gjorde én til et objekt for sin egen nydelse.
Ud af det kommer også en form for tvetydigt kampskrift, der inkorporerer sin egen selvmodsigende natur. Det er et opgør med tanken om, at man kan skrive sig fri af noget, at teksten kan fungere som en form for katarsis eller renselse. Den er også et udtryk for nødvendigheden af at gå derind, hvor mørket er størst, og arbejde med det.