”Forvandlinga” fra 2018 (”Forvandlingen”, 2019) er Kathrine Nedrejords fjerde roman. Som i flere andre af hendes romaner møder vi en hovedperson, der har mange fællestræk med forfatteren selv: en ung forfatter, her navngivet K., der er flyttet til Paris for at skrive.
47080177
”Forvandlingen” er også titlen på Franz Kafkas klassiker om Gregor Samsa, der en morgen vågner på sit kammer og opdager, at han er blevet forvandlet til en kæmpestor bille. K’s forvandling er af en anderledes realistisk, men ikke mindre uhyggelig art. En aften, da hun er på vej hjem, bliver hun overfaldet og voldtaget. Fra dette øjeblik er hun noget andet, hun er sprogliggjort som noget andet, overlever, offer. Hun skal igennem diverse ydmygende undersøgelser hos politiet og på hospitalet, først i Paris og siden i Oslo. Det indebærer både at blive afklædt, affotograferet og afhørt gentagne gange. På en måde bliver det til en gentagelse af overfaldet og voldtægten, fordi det også gør kroppen til et objekt. Det lavpraktiske bliver absurd, når det udpensles i al sin detaljerigdom og står i skarp kontrast til det løsrevne sind, der ikke kan få tingene til at hænge sammen. Selvom der på politistationen er fyldt med plakater, hvor der står, at man ikke skal skamme sig, er skammen stadig den følelse, hun tager med sig hjem.
”Forvandlingen” er en bog, der handler om skam. Om gradvist at forsøge at komme videre og vende tilbage til sine tætte relationer og hverdag igen, efter at noget så traumatisk er foregået. At nægte at lade sig definere af det, men så heller ikke kunne glemme eller komme videre, og den dobbelte skam over heller ikke at kunne være et perfekt offer.
Igen er Nedrejord dybt nede i sin vedvarende undersøgelse af den unge kvindes sind. Der har dog sneget sig nogle nye dimensioner ind i hendes register. Hun er simpelthen blevet mere rasende, mere vred. Hun har udvidet rammerne for sin fortælling, der nu i højere grad angår samfundets strukturer, og den sexisme der præger synet på kvinder, når de f.eks. får at vide, de ikke burde færdes alene på gaden om aftenen.