Læser man på tværs af Kathrine Nedrejords forfatterskab, vil to store temaer åbenbare sig. Det kvindelige og det samiske. Hun beskriver store sociale temaer som kvindeundertrykkelse og racisme på en måde, der hele tiden har lige såvel det personlige som det politiske for øje. Hun har et utroligt skarpt blik for de små situationer, der udstiller den måde, menneskers handlinger ikke altid er fulgt af den måde, de forstår sig selv på. Hendes hovedpersoner står ofte i disse udsatte positioner, men forfalder aldrig til billedet af det perfekte offer, snarere blæser de til angreb imod også disse fordomme og insisterer på at være komplekse og besværlige.
Ligeledes viser der sig en bevægelse i hendes forfatterskab (primært for voksne), der går fra det mere ordnede til det mere idiosynkratiske. Tydeligst bliver det, når man ser på udviklingen fra ”Forvandlingen” til ”Forbryder og straf”, fordi de behandler det samme tema. Ja, på en måde er der tale om en gentagelse eller måske snarere en radikalisering, der finder sted fra den første bog til den anden. Det sker først og fremmest i at flytte fortællingen fra tredjeperson til førsteperson og dermed også flytte stemmen ind i hovedpersonen. På denne måde kan hun vise nogle af de komplekse og selvmodsigende følelser frem.
Nedrejord skriver psykologisk realistiske romaner, der er interesserede i, hvordan mennesker agerer inden for de strukturer, der findes i vores samfund. Hun er optaget af det krydsfelt, både når hun skriver bøger til voksne, og når hun skriver ungdomsromaner. Fordi publikummet er yngre, holder de sig dog fra at gå i dybden med det mørke, som hun ellers så frygtløst konfronterer i sine bøger til voksne.
Hendes dramatik handler om mange af de samme ting. Hun har bl.a. skrevet et stykke om et socialt eksperiment med titlen ”Human Zoo” (2019), og et der hedder ”Internert” om de internatskoler, ”Sameproblemet” også berører. Men fordi teateret er et rum, hvor der er plads til mange personers stemmer, kommer de ofte til at handle mere om det kollektive.